Mange vil nok sige “hvilket luksus problem” eller blive lidt ramt på janteloven. Men skidt, jeg bevæger mig ud i det alligevel, hellere ikke det skal bremser mig, jeg er blevet påkørt nok.

Da jeg var yngre og havde et pænt stramt budget tænkte jeg ofte, at det måtte være dejligt at være økonomisk velstillet. Jeg forstillede mig, at livet måtte være betydeligt nemmere og jeg ville elske at gå amok i tøj, sko, behandlinger, rejser mm. Min liv ville da være fuldendt.

Så jeg knoklede og jeg har nok tørret numse på det halve af Aabenraa, altså dem over 80 år. Jeg var nemlig hjemmehjælper afløser i mange år, imens jeg gik på handelsskolen og i mine sommerferier pakkede jeg bleer og bind på Abenas fabriksbånd. Jeg pakkede så mange bleer og bind de somre, at jeg om natten i mine drømme, følte de væltede ned i hovedet på mig og jeg nærmest blev kvalt.

Men det var gode penge og lærerigt. De penge jeg tjente her var de største, jeg elskede hver gang jeg fik løn. Hver en krone var i den grad velfortjent og hårdtarbejdede penge. I takt med at jeg knoklede, blev jeg semi nærig. Jeg kom ikke let til dem og elskede at se min konto vokse. Det var også en stor stolthed og værdighed, når man selv har købt noget. Det var langt sværere at bruge af disse penge, end det var at bruge af min SU. Det lyder underligt for pengene kom jo fra samme konto, men jeg øremærkede dem jeg selv havde tjent til noget bestemt og med de andre betalte jeg så de kedelige udgifter som husleje og strøm.

Hvad jeg ikke har arbejdet med igennem årene, er ikke så lidt. Ved siden af mine uddannelser har jeg stået i en grillbar, i en bar, var barnepige, gymnastik og badmintons instruktør og jeg var også morgenbolle dame på et tidspunkt (serverede morgenmad for hotelgæster).

Senere fik jeg et fast job som sygeplejerske og solgte kunst, det blev nemmere at tjene penge og jeg boede nu også med Per der også hurtigt begyndte at tjene godt. Det er lige meget hvad den mand rører ved, så lykkes det og han inspirerede mig hurtigt til kaste mig ud i projekter, til at turde gå andre veje men også til at løbe om kap eller stafet.

I takt med lønningerne steg, steg regningerne også. Vi fik dyrer vaner, huslån, billån og senere 3 børn der også skulle have det godt.

Det var i de år vi blev slave på arbejdsmarkedet, fordi der skulle penge ind og vi ville så meget. Vi ville også rejse to gange om året, have nyt køkken og senere kom der også en ekstra bil og og og..

Jeg ved ikke med jer, men jeg gik fra som ung Mette, at kunne sove så tungt at der kunne køre et lokomotiv igennem vores soveværelse uden at jeg ville opdage det, til pludselig at vågne flere gange i løbet af natten. Det skyldes naturligvis også at jeg skulle amme, havde syge børn eller blot en lille fod i hovedet ( og det var ikke Pers). Men min søvn blev mere og mere let, alt efter antallet af børn, udgifterne blev større og friheden mindre. Vi måtte jo løbe hurtigere, for nøjes ville vi jo ikke og det skulle vores børn hellere ikke.

Jeg mister helt pusten når jeg tænker tilbage på hvor hurtigt vi løb eller kørte samt hvor mange bolde vi havde i luften. Hvis jeg den dag i dag, kunne tage fat i den yngre Mette og dengang mor til tre små børn, så ville jeg bede hende stoppe op og fortælle hende hvilke konsekvenser det senere vil få i hendes liv.

Men nu kender jeg hende, hun er svær at stoppe og hun vil nok alligevel ikke lytte. Hvad hun ikke tænkte nok over var at tiden med små børn er så ubeskrivelig kostbar og magisk. Istedet for at fokusere på alt det magiske, gik meget af tiden med at renovere huse, arbejde, have kunstudstillinger, starte nyt firma, passe et stort hus og gjorde et desperat og vellykket forsøg på at spise sin søn symptomfri fra ADHD og Tourette, noget ingen troede ville være muligt.

Min stræben efter det umulige og mit overskud, blev min driftkraft. Jeg havde en tro på at jeg kunne klare alt og et behov for at bevise og vise at jeg kunne, så jeg høstede anerkendelse, penge og muligheder. Men hvad jeg ikke vidste var, at selv om man fra naturens side er ustyret med et pænt stort energi niveau, så er der et limit på hvad ens krop, psyke kan holde til.

Jeg var et lyntog der langsomt mistede brændstof, jeg slæd hjulene op, kupeerne blev tomme, slidte og som de danske statsbaner, kørte mit liv ikke rigtig på skinner og jeg var langt mindre effektiv. Den der klagede allermest over at jeg sænkede bagud var mig selv og jeg kæmpede alt for længe imod.

Jeg var programmeret til ikke at skuffe, køre hurtigt og yde en service ud over det sædvanlige. Hvor kørte jeg mange omveje og gratis ture for andre. “Det kan umuligt lade sig gøre” blev der sagt og det ville jeg ikke acceptere, så jeg tog gerne det lange seje træk, også for at redde andres last, tur eller røv.

“There is no such thing as a free ride” men problemet var bare, at det var mig der betalte for turen og på et tidspunkt kørte jeg af sporet. Mine mitokondrier og nerver var tyndslidte og det var som om min hjerne var kortsluttet. Jeg havde i flere år kun trukket vejret overfladisk, kun sovet overfladisk og mentalt følte jeg mig også mere og mere overfladisk og havde svært ved at glædes, der skulle mere og mere til.

Så her sad jeg pludselig på en bænk på perronen og så alle andre køre forbi. Jeg følte toget var kørt for mig og jeg lignede en der lige var kommet ind med firetoget. Godt nok sad jeg med en pænt stor pose penge i hånden, men pludselig havde det ikke samme betydning, for jeg havde mistet lysten, overskuddet og lidt glæden til at være et lyntog. Det der før var min urkraft og drivkraft blev i den grad udfordret af tyngdekraften.

Jeg måtte ligge mig flat ned, da jeg havde kørt mig selv ned og kørte mig selv over. Reaktionen var først at bakke lidt tilbage for igen og igen at torpedere mig selv. Jeg kørte i ring og blev nærmest stresset og irriteret over mennesker der ikke kunne følge med eller kørte langsomt.

Der er mange undskyldninger for at havne på denne øde destination, som er et meget ensomt sted at være. Men når alt kommer til alt så var det selvforskyldt, jeg kunne ikke sige nej – det har jeg aldrig set eller lært.

Det jeg har lært NU, eller er bevidst om nu og øver mig stadig. Endelig og på den hårde måde, har jeg lært at penge bestemt ikke er alt. Jeg ved at jeg er priviligeret og det giver tryghed, men det har haft en pris som jeg stadig betaler. Min hukommelse er ikke som før, kan ikke længere have tusind bolde i luften og min krop modsætter sig, hvis den skal tage lyntoget uden retur billet.

Når jeg ser en yngre Mette et sted og der er mange derude, så beundrer jeg hendes iver, ihærdighed og viljestyrke. Jeg misunder hvorledes hun værdsætter hver en surt optjent krone, hvordan hun kan blive ellevild og begejstret, når hun har sparet sammen til en rejse eller stykke tøj eller nået et af sine alt for mange mål.

Denne glæde forsvinder en smule, når man sidder på perronen med nok penge og er lidt træt. Man mister drivkraften og ofte er drivkraften penge. Mange inkl. mig selv knoklede for at få ting, rejser, frihed og glæde, løsningen og lykken var penge. Men det der sker er, at der skal mere og mere til, for at mærke glæden.

Pludselig var man ikke længere ovenud begejstret over en rejse eller en ny taske, fordi man havde så mange og kunne rejse hvorhen man ville. Man ser børnene ikke har den samme begejstring eller taknemmelighed, som man selv havde dengang, for de er vant til at nogen redder dem og de er vant til at få uden at skulle yde voldsomt. Pludselig bliver man også meget kritisk med hvad man gider, hvorfor skal jeg tage en ekstra nattevagt, hvis jeg kan tjene 200 gange så meget på sælge et maleri eller en bolig. Det triste er at drivkraften er blevet økonomi istedet for passion.

Det forsøger jeg i disse år at ændre, jeg vil gerne lave noget der giver mig glæde og er min passion. Jeg knus elsker at se når andre er passionerede, nok fordi det er det mit mål i livet er nu.

Mange spørger mig ofte hvorfor jeg ikke gør mere ud af at tjene på min blog, når der kan være op imod 65.000 læsere. Ærligt, så er jeg passioneret omkring meget. Men er jeg også bange for at stige på et tog, hvor der igen forventes en masse af mig, hvor jeg skal præstere, løbe stærkt, skal reklamere for noget jeg ikke kan stå indenfor og sælge ud af mig selv.

Det store privilegie er at jeg ikke behøver tjene på min blog. Det gør naturligvis også at jeg er mindre aggressiv ifht antal blogindlæg, det jeg skriver, hvordan jeg fremstår og hvordan jeg sælger mig selv. Det er ikke fordi der er noget forkert i det andre gør, men jeg har bare været der. Jeg er ikke “til salg” længere, jeg skriver på min blog ganske enkelt fordi jeg elsker at skrive, hjælpe og inspirere og fordi det er min passion.

Den ældre og nu mere erfarne Mette vil ikke længere gå på kompromis med sine værdier, det udfordres jeg ofte på – men mere end nogensinde kæmper jeg for at lande i mig, blive det som jeg betegner som et ordentligt menneske og så øver jeg mig i at glædes over de små ting i livet.

Det er ikke det billede i nødvendigvis vil opleve når vi på tirsdag d 29 feb kl 21 er med i de 8 afsnit Sol for millioner på kanal 5. Det skriver jeg lidt om i mit næste blog indlæg.

K (ærligst)

Metta