Good luck Tony Robbins..

Jeg sidder i flyet på vej til London, hvor jeg skal tilbringe 4 dage med Tony Robbins. Det lyder som om det kun er ham og jeg. Men den udfordring ville være a piece of cake for ham, for der er ikke meget han kan grave frem af skelletter, bristede drømme, længsler eller skuffelser i mig (tænker jeg, på en god dag).

Yeah right..

Tænker han nok, og begynder at ridse lidt i min overflade, herefter tager han en skovl og starter med at grave og slutter af med at vende vrangen ud på mig.

Det er det jeg (tror jeg) skal igennem i de næste mange dage. Unleash the power within hedder det så fint – og det er åbenbart min indre powerbank han vil forsøge at finde.

“Det er som at være med i en sekt” var der en der sagde til mig, “Ja, jeg var ved at blive skilt da jeg kom hjem” sagde en anden, mens en tredie stadig render rundt med armene over hovedet, 4 år efter hun har været der.

Det er på en måde vildt fascinerende og samtidig vildt skræmmende at turde se indad, grave eller komme en lup på, hvorfor man vælger at leve sit liv som man gør.

Hvorfor står så mange op og er morgen sure. De ved jo lige som alle vi andre, at der er en sidste holdbarheds dato i nakken på os alle. Hvorfor bliver så mange ved deres psykopatiske mand, når de ved at alle andre mænd er bedre end lige ham den taber der ligger henne på sofaen. Ja, og hvorfor er det man bliver i det samme job i alle de år, hvor man slæber sig på arbejdet, kun lever i weekenden og aldrig bliver værdsat for det man gør og alt det man ofrer.

Vi har jo egentlig ikke brug for Tony Robbins til at fortælle os om manden burde smides ud over altanen, men jeg tænker at disse dage gør at man bliver bedre til at mærke efter. Mærke hvad vi ønsker i livet, for det er der rigtig mange der ikke længere kan mærke.

“Wow, er i flyttet til Spanien, det har jeg altid ønsket mig” siger så mange, når jeg fortæller om vores Spanien eventyr. Herefter kommer der en liste så lang, af undskyldninger for hvorfor de aldrig kom afsted.

Problemet er når vi sidder på plejehjemmet så fortryder vi, at vi ikke tog chancen og mærkede efter. Men istedet blot knoklede røven i laser for en utålelig chef og for at kunne betale alle vores lån, som vi er blevet slave af.

Tænker Tony imorgen betaler mine regninger og sender mig ud i verden;-) og ellers er det ikke ham – men mig selv der er tvunget til at gøre det store indre arbejde og tage skovlen i brug. Jeg er egentlig et meget åbent menneske, har ikke mange hemmeligheder – men ligesom så mange andre så er jeg også fyldt med undskyldninger, frygt og er bange for at miste kontrollen og grave noget frem, som hverken er pænt, behageligt eller ærligt.

Derfor har jeg også et kontrol issue. Det er ikke kun når det kommer til det indre arbejde, men det kommer også til udtryk når jeg er bange for at flyve, blander mig i min mands kørsel, hans måde at opdrage på eller opførsel. eller når jeg konstant kontrollerer mine børn eller en situation jeg alligevel ikke kan kontrollere, men ihærdigt og desperat gør et forsøg herpå. Jeg vil seriøst gerne lade være, men hold fast det nogen gange er svært.

30706635_10155597821009499_3357413387398021120_n

Lige i forhold til det, så var flyveturen til London noget af en kontrol udfordring. Turen var ret heftig, det var lige før vingerne legede klappe klappe kage, og te kopperne fløj omkring. Det samme gjorde min kontrol, den fløj også, og jeg måtte endnu engang erkende at der er så meget i livet, der er ude af mine hænder, så meget jeg ikke er herre over og jeg mærker hvor lille jeg er og at jeg ikke kan kontrollere en s…

Så jeg skulle virkelig arbejde med mig selv på flyet. Selv om jeg havde fugtige hænder, så måtte jeg også, berolige min endnu mere kontrollerede side makker, som var 150 kg ren muskler og med de vildeste tattoos. Men der sad han, han ligbleg, spændt i hver en muskelfibre (og der var mange) i kroppen og lignede seriøst en der allerede var stået af.

På et tidspunkt kom det roligt fra mig “its going to be ok”, og så klappede jeg ham på armen, som om jeg var Gud eller Tony Robbins. Det samme gør jeg overfor børnene, jeg vil ikke have de bliver bange for at flyve. Jeg så min far nærmest få et hjertetilfælde hver gang der var et lufthul og vi var på chartertur. Så ifht mine egne børn så puster jeg mig lidt op, virker cool og forsøger at berolige dem. Men børn kan man som sagt ikke snyde og selv om jeg nærmest kan vinde en Oscar for min præstation, så er Nicoline også blevet bange for at flyve. Hun mærker og fornemmer alt, også at mor er panisk angst for at lade  andre tage kontrollen og flyve rundt i luftrummet uden vinger.

Så held og lykke imorgen kære Tony, du kommer på overarbejde hvis jeg skal slippe kontrollen helt..

Men indtil da, vil jeg nyde min venindes dejlige selskab og et glas køligt hvidvin i de 25 grader der er i London lige nu (her er seriøst varmere end på solkysten)

Tony forsættelse følger.

K(ærligst)

Metta

Hvis du kan lide hvad du læser, er du velkommen til at dele og jeg værdsætter et virtuelt high-five LIKE. Jeg hænger også hver dag ud på Bloggens facebook side som du kan følge eller Instagram . Håber at se dig der.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s