Jeg har lige været i Smilets by i weekenden. Vi havde bilen med helt fra Spanien, mest af alt fordi vi skulle hente vores 4. barn. Så Per meldte sig frivilligt, denne fødsel måtte være hans tur. Så han tog 30 timers presserveer op igennem Europa for at hente lille Louis.

Allerførst vil jeg lige præsentere jer for ham, for han har allerede vundet mit hjerte. Dette selvom jeg har været vågen flere gange om natten, hvor jeg rendte rundt i Århus`s gader, kun iført natskjorte og støvler, og samlede hans efterladenskaber op. Men han er simpelthen det mest nuttede. Han er næsten mere nuttet end ungerne og så logrer han altid med halen, det gør de ikke 😉

De store er flyttet hjemmefra og hver gang de flyver afsted, så er Christopher så ked af det. Så vi bestemte os for at give ham en hund.

Han blev så glad og stolt, så lige nu har jeg verdens mest taknemmelige dreng. Han græd af glæde, da han endelig havde lille Louis i sine arme og han sagde TAK mindst 14 gange. Jeg er godt klar over at det muligvis kun er det første halve år (eller første uge) hvor vi slås om at lufte ham. Men jeg er af den opfattelse at børn lærer meget af at have dyr og så får de samtidig en masse tryghed og uforglemmelige oplevelser. Børnene knytter ihvertfald bånd med ham allerede nu.

Så jeg har både løftet på lille Louis og løftet ben med ham hele weekenden. Ud over det, så har jeg løftet på det halve af Illum og Magasin`s interiør afdeling. Spanien har (efter min mening) intet at byde på når det kommer til brugskunst. Så mens Per lå halv syg og Christopher legede med Louis, da fyldte jeg seriøst hele bilen med puder, vaser og urtepotteskjulere. Hvis i står og mangler, så skal i nok lige vente nogle dage, til de får noget på hylderne igen:-)

Det var godt Per ikke havde spist så meget hele weekende (da han var syg) og at Louis ikke er en Golden retriever, for så havde der ikke været plads til dem, da de skulle køre de 30 timer retur til Spanien. Men jeg er sikker på at efter den tur sammen, så kan Louis 7-tabellen og Per løfter ben hver gang han går forbi et træ.

Har i forresten lagt mærke til at hunde og deres ejere hurtigt kommer til at ligne hinanden.

Jeg syntes allerede at Louis og jeg har en del fælles træk, siden vi begge er blond, har lidt korte ben og er mega nuttede;-)

Så også jeg bliver nok total hunde tosset, taler babysnak til den og inden længe overtager den nok Pers seng og tigger ved bordet, som alle andre hunde. Jeg har faktisk svoret at jeg aldrig ville have en hund (det løfte har jeg nu brudt), det er jo et kæmpe ansvar og næsten lige så stort som at få børn, for man kan ligesom ikke aflevere dem tilbage igen.

Jeg har mødt nogle hunde, der er så ucharmerende, dovne og uopdragne – at jeg til hver en tid, ville stjæle dem tilbage som man gjorde med Tante Sofie i Kardemomme by. Men problemet er jo at det ikke er hunden, men ejerne der er noget i vejen med og derfor var jeg også meget stålfast, da vi havde første nat med Louis.

Han skulle ikke op i sengen. Lige meget hvor nuttet han så ud og lige meget hvor meget han pev, så skulle han blive i kurven ved siden af min seng.

Lige indtil han begyndte at pive..da pev jeg med og vendte mig mod Per og sagde “det er da synd, han savner sine søskende og sin mor”. Selv om det var mørkt kiggede jeg over på Per med hundeøjne.

Men han begyndte at klage over sin hals og det havde jeg slet ikke tid til at tage mig af, jeg havde ligesom min lille baby, der lå på gulvet, og følte sig forladt og bange.

Så jeg gjorde min arm, så lang jeg overhovedet kunne og nussede Louis, mens jeg sagde “Schhh det er helt ok lille ven”.

“Er det mig du taler til” svarede Per og grinte. Per har haft en hund (udenfor ægteskab, med en anden) inden han mødte mig, så han viste sig straks at være lidt mere erfaren end mig. Jeg har kun haft en undulat, den hverken skulle luftes eller ligge i sengen. til gengæld kunne den spille død.

“Mette, det dur ikke. Den kan ikke forstå at den skal sove i kurven, hvis du bliver ved med at tage den op i sengen”. Jeg sov ikke den næste time. Lille Louis løb skiftevis rundt om sengen for at finde en vej op til mig, og jeg lå halvvejs ud af sengen, for at gøre den tryg.

Klokken 6 var Louis atter vågen, den trippede lidt rundt og pev lidt. Drengene havde lukket døren ind til deres soveværelse – da de dagen i forvejen vågnede ved at Louis slikkede dem i hele hovedet. Det er da egentlig meget hyggeligt, men først efter kl 10.

“Hvordan har du det, skat”? spørger jeg straks Per, i håb om at han springer ud af sengen og har en voldsom trang til at tage sig af Louis. Uanset om han var kureret i løbet af natten, så var jeg godt klar over at man lige udnytter situationen og spiller “hunde” syg nogle timer endnu.

Så jeg rejste mig, og med lille Louis i hælene, så gik vi ud og bagte boller, legede med en sok, læste avisen og faldt begge udmattede i søvn på sofaen. Hold da fast en lang formiddag jeg havde.

Hvis jeg skal opsummere denne weekend i et ord, så var det at løfte. Jeg havde konstant et eller andet i mine arme (armbøjninger ville være overflødige i disse dage) og jeg brød mit løfte om aldrig at få hund men til gengæld holdt jeg mit løfte til Per om, at der ikke vil blive tale om nogen form for doggy style i vores seng.

K(ærligst)

Metta

Hvis du kan lide hvad du læser, er du velkommen til at dele og jeg værdsætter et virtuelt high-five LIKE. Jeg hænger også hver dag ud på Bloggens facebook side som du kan følge eller Instagram . Håber at se dig der.