Jeg har lige haft besøg af 3 “gamle” veninder. Det er veninder helt tilbage fra 1. klasse, hvor vi rendte rundt med plaster på knæet og rottehaler, der nu er erstattet med mus i knæet og lidt rotter på loftet.

For hvor har jeg grinet denne weekend. Havde helt ondt i maven og kom vidst også på et tidspunkt til at tisse i bukserne af grin. Det er som at have været til stand up show hele weekenden, hvor vi får det bedste eller værste (vil nogen mene) frem i hinanden.

Man kan kun have det så sjovt med mennesker man føler sig godt tilpas med, de som ikke tager livet så let og har en stor portion selvironi…og det har disse skønne 3.

Det er så skønt at være sammen med kvinder, hvor der hverken er tid eller lyst til at trash talke andre. De rager kun i eget trash, er ikke bange for at vise deres beskidte undertøj, skelletterne i skabet eller at se sig selv i spejlet..det er så ufattelig autentisk og befriende.

Jo ældre jeg bliver jo vigtigere er det for mig at være sammen med mennesker, der tager livet lidt let og ikke konstant er i kontrol og har brug for at fremstå perfekt.

For det er jo en stor løgn. Jeg har endnu ikke mødt nogen der lever det “perfekte” liv. Jeg har mødt mange, hvor det ser ud som om de har det perfekte liv, det gør mit eget sikkert også. Men sandheden er jo, at vi alle bærer rundt på en farlig masse skuffelser, bekymringer, lig i lasten og utilstrækkeligheder, der gør os så skide menneskelige.

Jeg og disse skønne tre, kender hinanden så ufattelig godt, at der er så meget der ikke behøves at forklares. Vi var der da forældrene blev skilt, når forælderne drak, da en af mødrene overlevede kræft og da den anden af vores mødre mistede kampen. Vi har rejst sammen og besøgt hinanden da vi boede i henholdvis Singapore, Trier, Dubai og hos mig i Spanien. Vi var der da vi blev gift, fik børn, når børnene blev alvorligt syge og når forholdet hang i en tynd tråd.

Bag de smukke insta billeder, er der en historie og et levet samt uperfekt liv. De som kender mig, og de jeg ikke føler mig vurderet af, viser og fortæller jeg meget gerne om alle nuancerne og dybderne i mit liv. Mit liv har ikke altid og er ikke altid en dans på roser.

For mig bliver samtalerne og venskaberne mere meningsfulde, hvis man deler både glæde og sorg. Det giver også mere dybde, når man i kærlighed og respekt kan sige hinanden imod, skubbe lidt til hinanden og ikke mindst løfte. Hvad det angår så er et venskab ikke meget anderledes end et ægteskab.

Hvis man ikke er ærlige og byder ind med noget, så forsvinder gnisten.

Der skal nemlig også være en gnist i et venskab. For vores vedkommende har der været år hvor vi ikke har set hinanden, men der har altid været en gnist eller en flamme i os, der er let antændelig, der vækker glæde hver gang vi ses. Det er kvinder der altid vil lytte, støtte og være der, hvis man havde brug for det. Vi har altid formået at bygge bro.

Det er ingen hemmelighed at hverken venskab eller vi piger længere er af nyere dato. Men venskabet har fået den rette patina samt har større affektions værdi og betydning jo ældre vi bliver.

De er den gamle taske du aldrig kan skille dig af med, for du kender alle dens skjulte lommer, den har de rigtige skrammer og så indeholder den alt det rigtige.

Har du også venskaber du føler dig hjemme i?

Det håber jeg, for det er den største gave

K (ærligst)

Metta ❤️

Hvis du kan lide hvad du læser, er du velkommen til at dele og jeg værdsætter et virtuelt high-five LIKE. Jeg hænger også hver dag ud på Bloggens facebook side eller Instagram . Håber at se dig der.