Fortjener vi at komme i Paradis?

At komme hjem fra Maldiverne føles lidt som dagen derpå. Med 20 timers flyrejse, jetlag og så landede jeg i et gråt Malaga, med dårlig ånde, hold i nakken og udtværet makeup. Man har jo nærmest brug for ferie efter ferie, og har abstinenser efter det kridhvide sand, roen og den varme sol.

Jeg siger til mig selv vær nu taknemmelig for den fantastiske ferie du har været på, hvor du fik lov til at smage på paradis (heaven) og komme retur igen, det sker ikke for alle.

 

Hvis paradis ser ud som Maldiverne så frygter jeg ikke at dø. For hvor ville det være hyggeligt at vide, at vi alle mødes igen med dem vi elsker på en lækker strand, halv nøgne og ikke behøver at betale regninger eller at gå på arbejde.

Paradis bliver (ihvertfald for os kristne) normalt identificeret med Edens have eller med Himmelen.

Jeg husker jeg som barn, bandede Adam og Eva væk for, at vi blev smidt ud af Edens have og at jeg skulle stå tidligt op og i skole. Vi bøder nu alle for, at de blev fristet og ikke kunne lade være med at tage en bid af de forbudte frugter.

Men sandheden er jo, at det er ikke kun Adam og Eva der er skyld i, at vi ikke lever i Paradis længere.

For hvor er vi mennesker gode til at ødelægge stemningen og smadre de omgivelser vi færdes i. Her tænker jeg både på hvordan vi behandler vores verden, andre mennesker og vores egen mentale paradis, med verbale slag og grådighed.

Hvis vi et kort øjeblik stoppede op og igen fik muligheden for at etablere Paradis på jord. Ville vi så smide vores trætte børn i insitutioner klokken kvalme hver morgen, halse til det arbejde der overhovedet ikke giver mening, men blot betaler vores regninger. Var drømmen så, at være slave af at afbetale huset og de to dyre biler samt tjene til det årlige medlemsskab til Fitness world, hvor du alligevel aldrig kommer.

Vi prioriterer meget værre end Adam og Eva og er mindst lige så grådige. Det værste er at den kaos vi etablerer i vores verden også forplanter sig inde i os, og det er derfor vi render rundt og er stressede, skyder børn i skolerne og at der konstant er krige i forskellige lande og i så mange hjem.

 

29101588_10155497112919499_8183755630692007936_o

Da jeg sad på standen på den smukke ø var jeg forbavsende rolig indeni. Der var ingen skilte med skræmmende headlines, ingen neon skilte der blinker, ingen der griber fat i dig eller vil sælge dig noget de ikke mener du kan undvære. Det var så fantastisk en følelse at være så langt ude i ingenting og væk fra alting. Christopher cyklede også bare rundt på øen som var det hans egen, det hele virkede så trygt. Jeg skulle ikke bekymre mig om at han blev kørt ned (der er kun et par golfbiler på øen), blev væk (øen er så lille) eller at verden er farlig.

Der var også tid til lange gå ture, snakke der er meningsfyldte (og ikke kun praktik) og så var vi væk fra alt støj. Der var forbavsende stille, det eneste man kunne høre var bølgerne der slog ind mod kysten og palmernes blade.

Lad os få Paradis på jord igen, hvis ikke andet så paradis i eget hovede. Erkender jeg er lidt ramt af en uhelbredelig tropesygdom. Der er hverken eller heldigvis ikke tale om amøber eller parasitter, men jeg bliver varm, fjern og sygt glad i maven, når jeg tænker tilbage på denne skønne ferie.

Husk.. Paradise is a state of mind.

K (ærligst)

Metta

Hvis du kan lide hvad du læser, er du velkommen til at dele og jeg værdsætter et virtuelt high-five LIKE. Jeg hænger også hver dag ud på Bloggens facebook side eller Instagram . Håber at se dig der.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s