Normalt har jeg ikke brug for at sende mine børn op på nogen sejers skammel, for jeg vil rigtig gerne at de ved…at det ikke er hvad de GØR, men hvem de ER, som jeg hylder og elsker.

Men men men..i fredags blev jeg nød til at tude mig et stykke og havde lyst til at vælte mig rundt i champagne.

Jeg har tidligere skrevet omkring Nicoline og de udfordringer hun har, da Nicoline er ordblind. Hun har derfor været så overdrevet nervøs, angst og nede over at skulle til alle de eksamerne der er i 9. klasse.

Hun ringede hjem og var helt knust samt havde en oplevelse af at sensor var den store stygge ulv, der viste tænder og ville æde hende med hud og hår.

Forstil dig du sidder ude på et åbne hav i en lille robåd. Stormen trækker op og det begynder at tordne, og du ved du skal i land hurtigst muligt. Pludselig kommer der et kæmpe vindstød, du er ved at falde over bord og mister den ene åre.

Sådan er det at gå til eksamen som ordblind. Du kan se de andre hurtigt ro i land, mens du sidder helt alene ude i din lille jolle og ved det kræver så meget mere af dig i både tid og kræfter, at få båden navigeret ind. Det er umuligt at holde båden lige i vandet og du er usikker, på dybt vand og ved du ikke kan bunde. Imens står de andre ved bredden og jubler over at være kommet hurtigt og ubesværet i land.

Du kommer sidst, det gør du altid og da du endelig slæber dig på land og ligger helt færdig på stranden, så er din lyst til at sejle væk – for du vil altid mangle en åre og du har aldrig fået et kompas.

Nicoline er som den svagtseende der går igennem en trafikeret by, en dårligt hørende i et stort selskab eller fodboldspilleren der spiller med en forstuet fod.

Når hun går til eksamen så er det med et usynligt handicap, hvor det føles som om hun skal løse en svær rebus hver gang, hver sætning er en udfordring og bogstaverne flyver rundt på papiret som små fluer.

Som mor føler jeg mig magtesløs og vil så gerne hjælpe hende, eller fratage hende alle hendes bekymringer og udfordringer. Men det er Nicolines virkelighed – og de sidste 2 måneder med eksamens forberedelser og prøver, så har hun været en pænt presset pige. Nicoline er lidt ekstra udfordret da hun ud over at være ordblind – da vi jo har boet i Spanien de sidste 4 år og har derfor ikke gået på en dansk skole og øvet dansk. Så da hun lige nu tager sin afsluttende folkeskoleeksamen på sin danske efterskole, så er det ret meget op af bakke.

“Du skal bare gøre det så godt du kan” siger vi, men hun er tydeligt presset, specielt af sig selv og sin egen stolthed. Hun ser de andre jubler over alle deres fine karakterer, men det er svært at blive ved med at glæde sig på de andres vegne. Derfor er der ofte mange ordblinde der giver op, for de er altid er ude af kurs.

Så Nicoline har alvorligt brug for vind i sejlene i hendes lille optimist jolle. Hver gang når hun kun lige i land og karaktererne er naturligvis derefter.

Men i onsdags (og nu tuder jeg igen, mens jeg skriver dette) skulle hun op til sin sidste eksamen som var engelsk mundtligt. Jeg talte med hende i telefonen og kunne mærke hun var nervøs, men hun havde det bedre end når hun skulle til de skriftlige eksamener.

Så hele formiddagen gik jeg og ventede, krydsede alt hvad jeg havde og fulgte hende i mine tanker. Jeg tog mig selv i at gå rundt og heppe på hende og råbe “kom så Nicoline” helt nede i Spanien.

Pludselig ringede hun. Per og jeg fløj hen til telefonen og facetimede med hende.

“Jeg fik 02” sagde hun og så trist ud som så mange gange før.

Hvad siger man som forældre til sit ulykkelige barn? man vil jo så gerne sige ord der kan lindre, men det er der ligesom ingen ord der kan gøre lige nu.

Og så råbte hun “jeg driller, jeg fik 12”

Fuck (undskyld jeg bander) hvor blev jeg glad på hendes vegne. Den glæde jeg nogensinde har følt ved selv at få en god karakter var intet ifht. den glæde jeg mærkede over at se hende.

Jeg har det lidt svært med alle de forældre der fylder deres facebook væg og taletid med hvor gode karakterer deres børn har fået. Måske er det fordi jeg selv har et barn der virkelig skal kæmpe og som hele tiden føler hun bliver målt og vejet. Jeg dyrker derfor aldrig mine børns karakterer, presser dem ikke og forsøger at lade være med at råber ud til hele verden hvor gode de er i skolen.

Sjovt nok er der ingen der poster deres børns 4 eller 7 tal. Som barn kan man godt få en fornemmelse af, at man skal have 12 for at komme på mor og fars facebook væg. Hvis man har flere børn, så skal man også lige huske at de andre læser også med, og det er ofte de samme barn som er boglig og den som hele tiden stilles frem i lyset. Tænker det er den perfekte måde at fremtvinge 12 tals piger på. De bliver høje af den anderkendelse de får fra deres forældre.

Det gør vi alle, for det sidder i alle børn at man gerne vil elskes og anerkendes af sine forældre. Der er et tydeligt mønster igennem min barndom, at hver gang jeg havde gjort noget godt eller fået en god karakter, så ringede jeg hjem og fik mit drug. Men i virkeligheden skulle jeg jo bare være stolt af mig selv. Hvorfor alt denne anerkendelse?

Kan du huske da du selv gik til eksamen. Alle gik og fortalte havd de havde fået af karakterer. Man blev vildt påvirket af det, både af dem der havde dumpet, men også de der jublede og pralede.

Misundelig?..sikkert, men sådan er vi mennesker eller ihvertfald unge mennesker der konstant måler og spejler sig op imod hinanden.

Mange husker også den lange lange gåtur hjem, hvor man skulle hjem og vise sin karakterbog til sine forældre og man overvejede hele vejen, hvordan den kunne forsvinde eller om forældrene mirakuløst havde glemt hvilken dag det var.

Vi taler sjældent om vores løn og måske skulle karakterer heller ikke drøftes, da det jo ikke er noget der definerer os som menneske, faktisk hellere ikke vores intellekt.

Istedet for eksamens karakter – er det bare så meget vigtigere at vi husker, at hylde de menneskelige karakterer istedet.

K(ærligst)

Metta