Jeg er facebook venner med en der lige er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling og som hun selv poster på facebook, så er det bare ikke et rart sted at være.

Jeg føler faktisk med hende. Når man indlægges og har ondt i sjælen/psyken så burde det føles som et rart og varmt sted at være. Problemet er bare at det er hyggeligere at opholde sig i Netto.

Mit første møde med psykiatrien var da jeg havde et halvt år på den lukkede afdeling…heldigvis var det som sygeplejerske studerende, og jeg takkede hver dag klokken 15 vor herre for at jeg havde en nøgle og kunne låse mig ud igen. Hvor var jeg taknemmelig når jeg lukkede den store tunge dør og kunne gå hjem og finde hjem i min sjæl.

Mit første tanke, da jeg som 23 år stod i døren på afdelingen var, at her var alt andet end hyggeligt. Lange gange, kolde hvide vægge og værelserne var lige så upersonlige som forhørslokalet på den lokale politistation. Det var bestemt en rejse man ønsker at komme hjem fra, og var man ikke deprimeret i forvejen, så blev man det. På gangen hang det største ur jeg nogensinde har set, og vidnede om hvor langsomt tiden går dette sted.

De indlagte havde vidt forskellige diagnoser – og det var ikke meget ro den deprimerede fik, når maniske Poul løb forvirret rundt på gangene. Det var som at træde ind i en helt anden verden – som man skulle tro Salvador Dali havde malet. De var virkelig syge, bange, utrygge, urolige og skøre. Fagligt var jeg utrolig fascineret af psyken  og hvad det var for en størrelse. Men modsat en brækket arm, så var det svært at diagnostisere og ikke mindst behandle. Psyken er virkelig kompleks og jeg følte lidt at det var et stort eksperiment med hver og en af de indlagte, da ikke en psyke er ens og de reagerede forskelligt på den medicin der blev udskrevet. Som ung kvinde syntes jeg det værste var at køre nogen over til chok (elektrochok) behandling – jeg følte det var overgreb og som om vi var 100 år tilbage i tiden.

Mit andet besøg med Psyk var som pårørende. Min far var indlagt en måned med en depression og angst. Når vi den dag i dag taler om det så siger han “ja det var bestemt ikke et hotel ophold, det er den længste måned i mit liv”. Min søn Phillip var halvanden år dengang og den lille mand reddede hver dag min fars dag. Den time levede min far op, de gik hånd i hånd op af de lange kolde gange, min far fik lidt andet at tænke på og det var her Phillip fik lært at sige Tik tak, tik tak når de kiggede op på det store ur. For ham gik tiden hurtigt hos morfar, mens min far følte hvert minut, på P41, var som 14 dage. Det var skrækkeligt at vinke farvel til ham hver dag, han ville så gerne med hjem. Der skal lige siges at han fik det lidt bedre efter indlæggelsen.

Nu så mange år efter og med den viden jeg har i dag, syntes jeg stadig vi har lang vej endnu  når det kommer til vores psykiatriske afdelinger. Det skal da netop føles som at komme at komme på hotel når man ikke har det godt, der skal være en smuk udsigt at kigge på, en varm seng at ligge sig i fosterstilling og græde i. Maden bør være nærende og appetitligt og der bør være mere tid til at kunne snakke med personalet, som meget af tiden kun er kitler der løber op og ned af gangene.

I går da jeg skulle gå en tur havde jeg slet ikke lyst, orkede det faktisk ikke. Men den ændrede følelsesmæssige tilstand man har bagefter, ville jeg ønske at hvert et menneske på psyk kunne få, blot i små doser. Motion, yoga, meditation mm. gør bare godt, man kommer ned i kroppen og finder mere ro i psyken. Det burde være på recept når sjælen gør ondt.

Man skal have et meget godt helbred for at være indlagt..systemet er sygt og jeg mener vi kan gøre det så meget bedre.

K(ærligst) Metta