Din mor er så fed, at da Gud sagde “lad der blive lys” da bad han blot din mor om at flytte sig”.

Jeg kom ind på min 11 årig søns værelse og overhørte ham og nogle kammerater lave en mor joke. Det var faktisk ikke et fænomen jeg kendte. Jeg gik naivt rundt og troede at de fleste menneske var dybt taknemmelige for, at deres mor har båret dem i 9 måneder, gennemgået en 18 timers umenneskelig fødsel, givet dem liv og kram ad libitum.

Så der tog drengene lidt livet af mig. Da jeg konfronterede min søn med det sagde han “jamen, det er da kun for sjovt”. Det gjorde mig både lidt vred og skuffet.

Jeg er så træt af mennesker der fyrer en ækel kommentar af og så ikke tør vedkende sig den og blot siger “jamen, det var jo bare for sjovt”.

“Så du måske mig grine?” spurgte jeg ham. Jeg er sikker på drengene ikke mente noget ondt med det og det skal siges at jeg normalt føler mig både elsket og respekteret af min søn. Men der var ingen pandekager som lovet til dem denne dag.

Istedet lå jeg mig flad som en pandekage på sofaen, hvilket jo sjældent sker siden jeg er mor og kom til at tænkte på hvor modbydelig humoren er blevet.

Humoren har ændret sig.

Jeg tror måske det startede med en håndfuld rappere der battlede og som var vrede på alt og alle. De gik på scenen med bukserne halvvejs nede om numsen, et par guld kæder eller tænder og så udstyrede de sig med en mikrofon, så de kunne få lettet deres hjerte og endelig blive hørt. For enten er de nok aldrig rigtig blevet hørt som barn og ellers var de små guder, der altid skulle høres.

Det nye sorte blev ihvertfald at diskriminere hinanden. Dialog blev til monolog og man havde nu chancen for at svine andre til. Imens lå publikum flade af grin og knus elskede at blive forarget. 

De tog det videre i deres sange. Ekskæresten og kæresten blev nonchalant kaldt luder, alt rimede på pussy og de så nærmest seksuelt opstemte ud, over at ditche andre. Lidt noget andet end hvad der i årernes løb kom ud af munden på Fred Astaire eller Stevie Wonder.

Stand up komikerne ville nu også høres, jo mere grotesk og proverende jo bedre. Hvis man som hvid komiker blot kunne undgå at nævne ordet nigger eller Mohammed, så var der frit lejde. Det så ud til at folk elskede det påtrods af, at vi krummede tæer, havde røde kinder og indimellem fik lyst til at gå. Men vi turde ikke rejse os og gå, i frygt for at blive kaldt sart eller blive svinet til af komikeren. Så vi grinede bare med. 

Senest stod Ricky Gervais og svinede de kendte til ved Golden Globe. Nogen kan komme afsted med alt og det kan han åbenbart også. Personligt følte jeg lidt det var som at være med i kejserens nye klær og tænkte “er det sjovt?”. 

Men det er åbenbart humoren år 2020. Jeg bestemmer jo heldigvis selv hvad jeg vil se, hvad jeg vil grine af og hvem jeg griner med, men jeg syntes alligevel det er lidt sørgeligt.

For stand up og rapper jargonen har nu forplantet sig iblandt os. Senest fortalte min datter at en veninde havde sagt til hende “da vi skulle lave nytårsunderholdning og alle skulle have en udfordring, da overvejede jeg at din skulle være at stave et svært ord”. 

Det i sig selv kan jo være meget underholdende, lige bortset fra at min datter er ret ordblind og har kæmpet med det hele sit liv. Hun ville nærmest heller have rendt nøgen rundt og spillet luftguitar.

Der findes intet bedre end at se andre grine, og intet værre end at se nogen blive til grin. 

Hvor blev omtanke og det kærlige af når vi griner, hvornår blev det umoderne at løfte hinanden og grine sammen istedet for af hinanden?

Hvis man har lyst til at svine et andet menneske til, er man så et menneske i balance?. 

Skyldes det hævn, mindreværd, misundelse, frygt eller måske indædt vrede kan vi kun gisne om, men hvis det er tilfældet så kan vidst konkludere, at der er pænt meget vrede i denne verden.

Det er ikke kun lande imellem der bekriger hinanden og smider raketter. Der falder også pænt mange verbale bomber iblandt såkaldte “venner” og der findes små terroriter blandt familien hjemme ved det ellers så fredelige spisebord. Frygter man nogen er lidt for meget, så er det sådan en effektiv måde at holde folk nede på. 

“Sig det med blomster” sagde man før, nu siges det koldt og råt, og med en antydning af ironi. Det er blevet så meget nemmere og uden omkostninger, og du behøver hverken blomster bud eller at skrive et kort, du kan være ganske anonym. 

Har man et desperat behov for at blive hørt, for at bagtale, råbe op og ramme andre, så kan man blot sidde hjemme bag sin skærm. Så alt imens man bestiller takeaway, kan man break away alt og alle, der har en anden holdning eller ser lidt anderledes ud. 

Før havde hver en by en landsby tosse, med med internettet er det nu blevet et globalt problem og tosser alle steder. Det er vigtigt vi husker på, at selv om det er en voksen mand på 90 kilo der sidder bag skærmen, står på scenen eller deler verbale lussinger ud på byens diskotek, så er han nok ikke ældre mentalt end dengang verden var imod ham. 

Det er jo ikke nyt at et menneskets mentale udvikling kan stoppe. Det var sikkert et desperat forsøg på at overleve og hurtigt lærte de, at en dårlig reaktion er bedre end igen reaktion overhovedet. Samtidig lærte de, at hvis nogen dasker til dem, så slår de dobbelt så hårdt tilbage. Det at være grov, ustoppelig og højrøstet er jo også en måde at kommunikere med verden på og alt for mange hoppede med på trenden. 

De er alle steder. Deres karriere startede sikkert allerede i skolen, hvor de gjorde en stor indstats for at gøre andre til grin, for selv at fremstå lidt større eller lidt mere populær. De er sikkert også repræsenteret på din arbejdsplads, hvor de viser den “bedste” side af dem selv. Specielt til firma festerne når de under indflydelse af alkohol, råber højt og har en mening om alt. Også om chefen, men det fortryder de dog ofte om mandagen.

Det er ham eller hende du møder på gaden og kommer til at støde ind i, for efterfølgende at blive overfuset. De er ekstra følsomme og sårbare og deres mantra er noget i stil med “slår du mig, så slår jeg hårdt tilbage”.

De er mange og man kan derfor ofte høre dem. De findes ovenikøbet i assorterede størrelser og ord som man aldrig før ville høre en mor blive kaldt, hører man nu nærmet dagligt, når man handler i den lokale Superbrugs. Selv en lille djævel i flyverdragt råber grimme ord efter sin mor i supermarkedet. Det føles som at gennemleve en mor joke i virkeligheden. 

Moderen ænser det dog nærmest ikke længere, for det er blevet normalen. Manden gør det måske også. Det samme gør vennerne, komikerne og sangerne, hvilket barnet har set på Youtube. Moderen derimod er så træt og ligner en der har alt for mange kampe, så denne orker hun ikke at tage. 

Problemet er bare at hvis vi som ven, arbejdsgiver, samfund eller forældre accepterer denne tone, så er det en glidebane, så står lille Mathias måske også senere og kalder kæresten eller læreren en bitch.

Jeg tror grundlæggende at de fleste ønsker en ordentlig tone og en sund humor. Men det føles lidt som med klimaforandringerne, vi ønsker en ændring, men føler ikke vi kan gøre det alene, “For hvad nytter det at jeg ændrer mig, når alle andre sviner (hinanden til)”. 

Jeg kigger hen på planterne i min vindueskarm og tænker, at ændre humoren føles lidt som at skulle vande de halv visne planter i potterne.

Så jeg tror bare jeg bliver liggende på sofaen, indtil det atter bliver moderne at opføre sig ordentligt og respektfuldt overfor hinanden. Eller til min søn selv har lavet aftensmad, han har ihverfald fortalt mig han er ved at dø af sult 3 gange. 

Lad os se hvor galt det går, tænker jeg og ler sidst.