Kender i det at føle sig lidt som et puslespil, der mangler en brik.

Ikke en brik at flytte med, dem er der nok af … men en brik eller et par brikker du mangler for at blive helt færdig. Men brikken er væk. Du kigger under puderne i sofaen, men finder blot et par mønter og en gammel indtørret vingummi.

Måske skælder du børnene ud og spørger om de har pillet ved dit puslespil eller beder manden være den brik der mangler, for at du kan føle dig hel.

Mange leder efter brikken hele livet, leder alle de forkerte steder og udenfor sig selv. De tror at the missing piece er en anden person, der skal komme at elske dem så de kan føle sig hele.

Jeg har lige været på Hoffman i England. Hvor jeg tilbragte 1 uge væk fra alt og hvor jeg fandt ud af at brikken til at fuldende mit puslespil ligger godt gemt inde i mig.

Jeg har lovet mange at skrive om det.

Det er ikke en tur for tøsedrenge, for det kræver mod at tage afsted. Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv og det er fysisk, mentalt og spirituelt intenst arbejde. Men jeg vil klart anbefale det.

Det startede lørdag kl 9, hvor de tog min computer, mobil, ur og jeg så tjekkede ud af den virkelige verden i en uge. Ingen kontakt med familien, ingen tv, radio, musik, podcast, eller bøger (ret skræmmende de første 3 dage)… men til gengæld masser af mentalt arbejde, smuk natur, ro og sund mad.

 

 

Uden at skulle afsløre for meget, så skiller de i 3 dage alle dine puslespils brikker fra hinanden, for efterfølgende kærligt at samle dem igen.

Man kigger på sine mønstre, mønstre alle har også selvom man hedder Mønsted. Mønstre vi har lært fra vores forældre og livet generelt. Mønstrene har vi opbygget for at passe på os selv. Selv om mønsteret ikke er hensigtmæssigt, så har vi på et tidspunkt fundet tryghed eller tilfredstillelse i at handle på en bestemt måde, for at mærke og føle os set, hørt eller elsket.

Vi var 24 deltagere og ikke en havde samme mønstre, men vi havde jo hellere ikke haft samme liv. En ting er vores mønstre, men man kigger også på det der trigger vores mønstre. Desuden er jeg både blevet begravet i denne uge, jeg overskred mange grænser, kom af med vrede jeg slet ikke vidste jeg havde og har tilgivet rigtig mange, deriblandt mig selv.

Er mit puslespil nu færdigt. Nej, et puslespil bliver nok aldrig helt færdigt, der vil altid komme en og pille lidt ved det, en tager måske dine brikker ( da de slev mangler), uden at aflevere tilbage og der vil komme voldsomme vindstød der blæser brikkerne af bordet.

Men nu ved jeg hvor jeg skal lede og jeg ved præcis hvordan brikken eller brikkerne ser ud.

Jeg tog denne udfordring både for at finde min brik, men også for at mine børn kommer til at elske at samle deres puslespil. Jeg tog afsted fordi jeg gerne vil inspirere og hjælpe andre og jeg fandt ud af at det er lige præcis det jeg skal i mit liv.

Det hører du mere om senere.

Lige nu betragter jeg mit puslespil..det gør mig rolig og det ser smukt ud.

K(ærligst)

Metta