“Mor, jeg sidder her kun fordi jeg skal” sagde hun ofte, da hun steg ud af bilen ved skolen.

Tilbage sidder du i bilen og føler dig mærkelig tom og magtesløs over, at dit barn skal bruge 8 timer hver dag og 10 år på noget, hvor der slet ikke er et “match”. 10 år som skulle være sjove og lette, bliver tunge og lange. 

For det føles jo nærmest som at date den forkerte i 9 år og den dag du afslutter forholdet er det en kæmpe lettelse. 

Fordi han så ikke dit fulde potentiale, du voksede ikke sammen med ham og han fik dig, år efter år, til at føle dig mindre værd og til tider dum. 

Nicoline er ordblind, til de der ikke ved det kan i læse mere her

Så folkeskolen har været nogle hårde år. Hårdt for Nicoline, da hver dag var en kamp og hårdt for os som forældre, at være vidne til. Et barn med ordblind bliver let træt og frusteret, og det kræver brede skuldre som forældre.

Heldigvis for mig, så forstå jeg Nicoline. Vi minder meget om hinanden og det var lettere for mig at se og forstå at hun ikke tager den lige vej i livet, for det falder hellere ikke mig naturligt.

Nicoline har nu afsluttet sit “forhold” til folkeskolen og er allerede nu startet på Marbella Design Academy, hvor hun tager en bachlor indenfor enten Fashion, grafik eller arkitektur/design, hun vælger efter 3 måneder.

I går aftes da jeg kom ind på hendes værelse, lå hun på sin seng. Det første jeg lå mærke til var hendes smil. Det var ikke et smil jeg havde set meget længe, det var let, selvtilfreds og meningsfuldt. 

Hun havde sin bærbar i skødet og sengen var begravet med bøger og udklip, til et projekt hvor hun skal designe en restaurant inspireret af Gaudi. 

Nicoline har altid været meget kreativ, specielt om aftenen og elsker musik, og det vilde var hun hørte rolig klassisk musik, hvilket er meget atypisk hende. 

Hun var rolig og der sad hun helt fordybet. Jeg så hun brændte for det og jeg mærkede det selvtilfreds blik. Et bestemt blik, der vidende om at dette mestrede hun og dette var hendes hylde.

Og netop det med hylder fik vi en snak om, livet har mange hylder. Det er ikke alle hylder der passer til en, men det gælder om at finde en hylde, hvor det fyldes rart og rigtigt. 

Hvis man kender sit barn godt OG kan se bort fra egne ambitioner eller måske egne bristede drømme, som mange presser ned over deres børn. Så ved du godt i hjertet hvilken vej der er rigtig for dit barn.

Vejene og hylderne er forskellige alt efter hvilket barn det drejer sig om og jeg mener det er en fornem opgave for os forældre, at vejlede og guide dem, men ikke styre processen. De skal selv lære at finde vej i mørke. 

For det er mørkt, når et ungt menneske skal vælge uddannelse. De famler i blinde. Hvem ved med 17 år, hvad de har lyst til at lave resten af deres liv. 

Det er der ihvertfald meget få af os der gør.

Resten prøver og smager på meget forskelligt, går måske nogle omveje, men vigtigst er det, at der er fremdrift og passion. 

Ordet passion er noget jeg godt gad man i folkeskolen tog mere op. Alle voksne ved at hvis man laver noget man er passioneret omkring, så føles det ikke som arbejde og man bliver måske så heldig at ens job også er ens hobby. Da er her tale om glitter på kaminhylden som Hella Joof ville sige. 

“dont let anyone steal your Sparkle”. 

Folkeskolen stjal Nicolines spark eller glans. Men hendes udfordringer har også lært hende noget. Hvis man tror på tesen om, at der er en mening med alt, så har det modnet Nicoline meget. Hun har tillært sig nogle sociale og empatiske evner, der ville give hende et stort 12 tal, hvis det var noget man i folkeskolen blev vurderet på. Hun er ligeledes blevet god til at stå op for sig selv og andre, er skarp på livet og tager nogle ualmindelig gode og fornuftige valg.

Jeg håber dette blodindlæg giver håb for andre der syntes folkeskolen ikke er deres hylde, og at det kan berolige forældre, der er bekymrede for deres barn og dets fremtid.

Men lige nu stråler min Ninne og hendes “hylde” er solid og føles rigtig. Den kommende designer er ved at designe sin hylde og fremtid, den ser lys ud og tro mig den bliver ikke som alle andre, sikkert meget organisk og lidt skæv som Gaudis værker.

Less bitter – more Glitter

Metta