På min Instagram story spurgte jeg, hvor mange der dagligt går med makeup.

Der var kun en mand der svarede ja. Det gjorde han sammen med 67% af de andre kvinder, der også dagligt tager en maske på og går ud i verden.

Det er ikke nogen hemmelighed at vi alle har masker på, på den ene eller anden måde. Men burde det egentlig ikke være sådan, at hvis vores egen mand kan holde ud at se os uden krigsmaling, så burde hele verden det også.

For mit vedkommende skyldes det lidt dovenskab at jeg ikke dagligt bruger makeup eller gider fjerne det igen, for den sagsskyld.

Naturligvis afhænger det jo også af hvilket job man har, står du i en reception eller i Matas parfume afdeling, så står det sikkert i din jobbeskrivelse. Men for mit vedkommende, så står jeg ofte i murbrokker og taler med håndværkere..og de bruger ikke meget makeup skulle jeg hilse og sige.

“She is like a new girl everyday” siger min mand ofte og citerer Robert Palmers sang fra 80 erne. For den ene dag så render jeg rundt i hans boksershorts, den anden dag er det jeans og al natural, men jeg har også dage hvor jeg går all in. Det bedste er, at han værdsætter det hver gang jeg pynter mig, for det er bestemt ikke standard.

Men jeg tror nu også han værdsætter, at jeg møder verden uden makeup og blot en hestehale, for det gør at han sjældent skal vente.

Men jeg tænker også det er en styrke, at jeg har det ok al natural, også selv om jeg ikke er 18 år længere.

At bruge makeup bliver ikke nødvendigvis bedre med alderen. De fine linier eller dybe smile rynker vi efterhånden får, bliver ikke pæne med et ordentlig lag foundation. Uden at være specialist på området, så bruger nogen det nærmest som fugemasse og så snart de kommer ud i dagslys så ser de 100 år ældre ud, da det nærmest fremhæver linierne i ansigtet.

I en periode i mit liv, da jeg var meget ung, havde jeg en ny kæreste som jeg var ret vild med. Jeg var så vild med ham, at han åbenbart ikke skulle se hvem jeg rigtigt var. Jeg havde fået den opfattelse, at han kunne lide den måde jeg så ud, den første aften vi mødte hinanden i byen. Så derfor ville jeg ikke skuffe ham og lod ham tro, at jeg hver morgen vågende og ligende en drøm. Derfor listede jeg ud på badeværelset og tog lidt makeup på, inden han vågnede. Jeg gik også på toilettet inden, for tænk hvis han fandt ud af at der kom lort ud af mig.

Det er mange år siden og han tænker sikkert stadig…tænk at hende Mette kunne se og være så perfekt…hvem mon hun i virkeligheden var. Jeg derimod åndede lettet op, da jeg sidste gang kørte væk fra hvor han bor. Så kunne jeg smide push up bh`en, løsne øverst knap i bukserne og gå i flade sko.

Jeg lovede mig selv aldrig at spille dette skuespil igen.

Som mor så datter…og når jeg ser Nicoline, så er hun meget afslappet (næsten for afslappet på efterskolen indimellem), men kan også godt lide at gøre noget ud af sig selv når hun går ud. Egentlig er jeg stolt over at hun er så afslappet og tør møde verden som hun er.

Jeg mener ikke at man bare skal være ligeglad med sig selv, men det er en styrke og frihed i at have det godt med sit eget spejlbillede, også spejlbilledet uden lange vipper, et lag foundation og en Gucci trøje.

Med alderen har jeg fundet ud af at jo mere sårbar og “nøgen” et menneske tør stå frem, jo stærkere og smukkere er de. Det er som om, at når man ser det hele menneske, med alle vores ar, urenheder, skævheder og grå hår – så slapper man af sammen, da der ingen facade er.

For der er så meget facade i verden – specielt på de sociale medier. Så meget, at vi får en opfattelse af at alle andre ser perfekte ud. Vi sammenligner os ikke med virkeligheden, for ingen poster verden som den er.

Jeg øver mig faktisk på at være mig selv og har lavet min egen lille skønheds revolution. jeg er begyndt at poste billeder af mig selv uden at være stylet og lave Instagram stories hvor jeg også viser opvasken, de sure sokker og hvor jeg ikke tager mig selv så seriøst.. det er faktisk meget befriende.

I går var jeg til tandlæge og det halve af mit ansigt var bedøvet. Så mundvigen i venstre side faldt ned og jeg nærmest savlede hele vejen hjem.

Da jeg kigger mig selv i spejlet, begynder jeg at grine. Det ser jo lidt komisk ud når kun det halve af munden bevæger sig og den anden halvdel er stået helt af. Så der sad jeg i bilen og andre bilister kunne se en kvinde skraldgrine af sig selv, mens hun kørte langs kysten på Costa del sol. Jeg sendte en video til familien, de skulle da også grine med og besluttede på et tidspunkt at poste den på min Insta også. Livet er ikke perfekt og vi må godt grine lidt af os selv indimellem.

K (ærligst)

Metta