“Mor, det er helt almindeligt, at der tages stoffer til fester. Så går de bare ind ved siden af og ordner det de skal, som om det er det mest naturlige i verden”..

FUCK.. det skræmmer mig som mor. Jeg frygter mine børn på et tidspunkt ikke formår at sige fra, jeg frygter jeg overser bestemte signaler og jeg beder til at mine børn altid føler de kan komme til mig, også når de føler de har fejlet. Jeg beder ligeledes til at de ikke føler der hviler et alt for stort pres på dem. Et unødvendigt pres som enten vi, vennerne, skolen eller samfundet har lagt på dem.

For jeg tror på at et ungt menneske der føler sig presset over hvad de formår samt deres evner, har større risiko for at finde trøst, afløb, trods, opmærksomhed, afslapning eller befrielse i stoffer, mad, alkohol, tobak eller sex.

Problemet er kæmpe stort og vi må som forældre ikke være naive. Almindelige velfungerende unge mennesker tager også stoffer ude i nattelivet og tror de har styr på det, lige indtil det er forsent.

Uden at kende Hugo Helmig, så kan man godt forstille sig at der kva hans musik succes, hviler et kæmpe eller måske for stort pres på hans alt for unge skuldre og kokain er en flugt.

Efterhånden skal vores unge mennesker være perfekte Insta modeller, gerne have 12 taller på stribe for at komme på Gym eller for at gøre deres forældre stolte.

Der er efterhånden en forventning om at alle unge skal være hjerne kirurger eller advokater. For der er ikke mange forældre der sidder til fester og praler med at deres at deres barn sidder ved kassen i Bilka. Medmindre sætningen afsluttes med at det jo kun er en overgang, til hun eller han har råd til at rejse jorden rundt eller kommer ind på deres drømmestudie.

Jeg tror ambitioner er godt, men jeg tror det er meget usundt at være et over ambitiøst ungt menneske eller en over-ambitiøs forældre.

Det eneste et barn eller et ungt menneske dybest set har brug for at vide er, at uanset hvad de kan eller hvad de bliver…så er det og de gode nok. 

Hvorfor skulle de unge være anderledes end os voksne, der også er kærligheds og opmærksomheds hungrende zombier. Det skulle ikke undre mig at 90% af verdens befolknings voksne løber rundt med en følelse af aldrig rigtig at have gjort det godt nok eller være elsket på trods af hvem de er, deres valg eller succes (eller mangel på samme).

Tænk hvordan verden ville se ud, hvis vi alle følte os gode NOK, så havde man ikke brug for at ligge låg på sig selv eller vise verden noget man ikke er. Så var man slank NOK, smuk NOK, sjov NOK, rig NOK og succesfuld NOK.

Er det forældrenes skyld når et ungt menneske vælger at tage stoffer? Nej, det er det ikke. Det skyldes vel ofte mange ting som ungdoms kulturen, vennerne og det enkelte unge menneskes situation, overskud eller hjernekemi.

Men hvis man tager ordet SKYLD ud af ligningen, og forholder sig til problemet. Så vil hverken barnet eller den voksne føle SKAM hvis problemet skulle opstå. Det ville da være ok at komme til sine forældre og italesætte sit problem. Jeg tror ikke mange unge menneske fortæller om deres misbrug eller uhensigtsmæssige valg, fordi de nødigt vil skuffe der forældre og fejlagtigt tror de har styr på det.

Men tænk hvis vi var bedre til at møde vores børn uden selv at føle skyld eller uden at skælde ud og dømme dem. Tænk hvis vi var bedre til at spørge ind, mærke dem og se dem istedet for at putte dem ned i en skabelon de ikke kan være i.

Det forsøger jeg at gøre. Jeg vil ikke påstå at jeg er verdensmester i det, for jeg frygter ligesom alle andre forældre, at der sker dem noget og jeg ønsker dem kun det bedste. Det er jo derfor vi bevidst eller ubevidst presser vores børn i en bestemt retning som vi finder rigtigt eller uden om noget som vi syntes er forkert.

MEN hvad der er bedst for os som forældre er ikke nødvendigvis det bedste for unge Mia og hvis/når Mia kommer i en situation som er uhensigtsmæssigt, så SKAL hun uden forbehold turde ringe hjem. Vi skal være deres livline.

Hvad jeg med mine to store har lært, så er det at på de tidspunkter hvor de er allermest trælse, udadreagerende, stille, dovne, svingende eller vrede, det er her de har det aller sværest og det er her de har allermest brug for mig. Ikke nødvendigvis til at fikse deres problemer, men de har allermest brug for at man ikke skælder ud, støtter dem og at de ved at vi er der. Verden kan godt virke brutal engang imellem, det skal en mor og far ikke være.

De har ikke brug for vi bekymre os, de har brug for vi tror på dem, er der og er ordentlige rollemodeller. Det dur ikke du selv ryger og bæller 1 flaske rødvin hver aften, og så forventer du at Mia er røgfri og har et acceptabelt forhold til alkohol.

Man kan godt som forældre blive frustreret over, at vide at ens barn tumler med noget, uden at ville fortælle hvad og hvorfor. Man vil så gerne hjælpe og redde dem. Men det er jo en del, af det at blive voksen, at de skal deale med deres egne problemer og så må man jo bare som forældre erkende, at de ikke længere kommer til en med alle deres problemer. Der er emner de hellere vil drøfte med deres venner. Det må man slutte fred med, bare de har et sted de kan læsse af og at de med 200% sikkerhed ved, at når det gælder så er mor og far der.

K (ærligst)

Metta