Som Martin Luther altid sagde og som Lukas Graham så smukt synger så er “the time is always right to do what is right”

Jeg tror på at alle mennesker dybt inde, godt ved hvad der er rigtigt og forkert. Problemet er at der er kommet så mange lag på, at vi får svære og svære ved at mærke det. Problemet er, at vi lever i en verden hvor det er nødvendigt at have albuer, et skjold og paraderne oppe konstant.

Vi beskytter hvad der er vores.. vores land, vores grund, vores mening og vores side af dobbeltsengen. Vi tager gerne det sidste stykke kage, fordi vi gentagne gange har erfaret, at hvis ikke vi kaster os over det, så er der en anden der gør. Så vi deler ikke, fordi sulten og lysten er blevet alt for stor.

Mere vil have mere og som et lille forkælet barn mener vi, at vi har krav på det samme som naboen. Hvis de har to biler i garagen og årligt rejser til Tyrkiet, så skal vi også. Så vi knokler, har næsten ikke tid til vores børn, til at mærke efter eller til os selv. Når man ikke har tid til at reflektere eller til sig selv, så bliver man mere og mere trist og som et plaster på såret så overspiser vi, drikker og doper os, så vi ikke behøver forholde os til os selv eller andre.

Hvorfor skal jeg spise mindre kød, forurene eller larme mindre, hvorfor skal jeg støtte Røde kors eller hjælpe den ældre dame over vejen, når der ikke er andre der gør det?

Vi har så travlt, at vi glemmer at holde for andre i trafikken, har fået automatdøre da vi ikke kan finde ud af at holde døren for hinanden længere og glemmer i travlheden at smile til kassedamen eller manden på bænken, selv om de også er sultne efter det.

Mændene glemmer hvad en mand er, de er forvirret. “Du skal ikke holde døren for mig blot fordi jeg er kvinde” råber den stærke kvinde. Hun åbner dørene selv og smækker den gerne hårdt efter sig. Når hun kommer hjem, så kan hun ikke finde ham i dobbeltsengen. For enten er han skrumpet så meget og ellers ligger han med en anden. Hvis ikke fysisk så mentalt drømmer han sig væk. Hun drømmer sig også væk, væk fra lænkerne, regningerne, børnene og alt det der står i vejen for hendes lykke..eller det hun tror er lykke eller kan se på insta.

Når nogen banker på ved grænsen til landet, så spytter og råber vi efter dem. Vi vil hellere sende penge, for så behøver vi ikke forholde os til dem. Når nogen viser svaghed, så vender vi ryggen til, vi går over på den anden side af fortorvet for ikke at skulle kondolere, give en hånd eller snakke, for det dræner os og vi er i underskud i forvejen.

Når en mand på national tv græder over dyremishandling på landets slagterier, så griner og håner man ham, som vi gjorde i skolegården når nogen viste svaghed. Vi ønsker ikke at spejle os i ham, tænk hvis selv man blev blød. Vi ser han græder, men vi ønsker ikke at forstå ham. For vi tror konsekvensen af at behandle andre mennesker og dyr ordentligt, kan betyde at vi selv fremstår svage, at vi skal undvære og at der ikke er nok til os.

Når en stjerne som Lukas Graham står på gaden og sælger bladet Hus forbi sammen med hjemløse,  så giver det mig håb. Det inspirere og giver mig troen på det gode i mennesket.

Lykken findes ikke i de to biler i garagen, turen til Tyrkiet eller et fancy job. Den findes når vi mennesker tager os af hinanden, tid til hinanden og når man føler sig elsket. Det er her vi skal ligge vores energi, det er her vi skal lade op og finder overskuddet, til at gøre hvad der er rigtigt.

K (ærligst)

Metta