Din dejlige dumme skid – du sårede mig

For en måned siden gik Christopher og jeg på gågaden i Ronda. Jeg har ikke helt glemt det og har faktisk tænkt tilbage på denne episode og den lille dreng flere gange siden.

På afstand ser vi at en cirka 4 årig drengs far hiver ham hårdt i nakkehårene, han tager hovedet til sig og faderen bliver ved. Jo mere han græder, jo mere hiver han. Vi bliver voldsomt påvirket af det vi ser. Jeg får lyst til at gøre noget, men Christopher kan slet ikke have det og er bange for konflikten eller den situation der kan opstå, hvis jeg blander mig.

Jeg bliver først vildt vred og mærker at Christopher har brug for at berolige og beskytte mig mod den store og vrede spanske far. Da vi går forbi, kigger jeg vredt på faderen og er dybt frustreret over at jeg ikke kan gør mere. Det er tydeligvis drengens hverdag, hvis man får niv på gågaden, så får man sikkert tæsk derhjemme. Jeg kan ikke være i mig selv af vrede og ser at drengen kigger op af gaden. Her står hans mor med klapvognen og venter og jeg går nu fra at være ufattelig vred og bliver istedet ked af det. Da vi når op af gaden råber jeg i mangel på et bedre ord “loco” imod hende og gestikulerer at hun skal gøre noget.

Resten af dagen var jeg ret påvirket af det jeg havde set. Den jeg faktisk var mest vred på var moderen..Faderen er jo håbløs. Men jeg var så vred over at hun kan sætte et barn i denne verden og så står hun bare der og kigger på, uden at beskytte ham. Hun gjorde ikke noget, hun var bare passiv og dermed medskyldig (som jeg på mange måder også følte jeg var, fordi jeg ikke greb ind). Måske var hun også bange, men hun er trodssalt et voksent menneske, der har et valg, om at handle eller gå fra sin mand for at beskytte sit barn.

Når denne dreng bliver voksen er det ikke sikkert at hans største vrede og sorg er rettet mod hans far, men derimod hans mor der burde vide bedre og som burde have beskyttet ham.

Dem der sårer os mest, er ofte dem vi holder mest af.

For hvis vi ikke holdt af dem, ville de jo aldrig rigtig såre os dybt til at begynde med. Det er personer som egentlig skulle beskytte dig, eller som sagde de elskede dig og så skuffede de alligevel.

Nogle blev skuffet en gang og var heldige at blive forladt eller stærke nok til at gå. Mens andre blev skuffet gang, på gang før de forstod at denne person ikke var sund eller fortjener en plads i livet eller i deres hjerte. Nogle tilgav igen og igen og slap aldrig, for ud over at vedkommende var et dumt svin, så var de også ens mand, kæreste eller forældre.

Lige meget hvor voldsomt, ondt eller pinligt det blev, så oversteg det aldrig smerten over at skulle opgive drømmen om hvad der kunne have været eller håbet om det nok skal blive bedre.

Så man bliver skuffet igen, ked af det samt såret, men retter ryggen og kommer videre. Man tilgiver aldrig helt, men man får det til at fungere, fortrænger og gemmer det væk et sted dybt inde. Et sted sammen med alle de andre undertrykte følelser, der ligger som en betændt sår i en.

Hvis man kunne se dette sted, som ofte sidder som en klump i halsen eller en underlig fornemmelse i maven, så vil man se at det er stenhårdt, grimt, mørkt og ubehageligt at røre ved. Så man holder fingrene fra det, man er blevet såret nok…fordi man er overbevist om, at hvis man først rører det, så er man sikker på at det aldrig vil stoppe med at bløde igen.

Så man ligger låg på og forsøger at glemme. Men jævnligt dukker det op, som en lille grim trold og viser sit grimme ansigt.

Problemet er hvis såret bliver for stort og mængden af undertrykte følelser overstiger hvad man er istand til at fortrænge og rumme, så siver følelserne langsomt ud, forklædt som angst, tristhed, dårligt selvværd eller måske vrede.

Som jeg ser det, så er den værste form for svigt, de største sår, den største sorg og de værste skuffelser, de som en forældre har pådraget en. For man var jo kun et barn, forsvarsløs og med et helt åbent hjerte.

Det svigt eller den sorg følger en resten af livet. Man kan gøre meget for at komme videre, men den påvirker dine fremtidige relationer, din fremtidige måde at handle på og mængden af kærligheden til dig selv og dermed dit selvværd.

Der er ikke nogen tvivl om at et barn der er vokset op og har følt sig elsket og respekteret, har ikke brug for anerkendelse fra andre, vedkommende har sunde grænser, sunde valg, kan godt stå alene, tør gå sine egne veje og står gerne op for sig selv, hvis det er nødvendigt. De har ikke brug for en facade, nye bryster, en alt for dyr bil eller at alle andre er enige og kan lide dem.

Som forældre har vi en kolossal magt og et enormt ansvar for hvordan et lille menneske kommer igennem livet. Jeg tror på at alle forældre ønsker at gøre det bedste de formår, det bedste er bare ikke altid godt nok.

Det er det utroligste man kan udsætte et barn for og alligevel ser man at børn beskytter sine forældre. De skjuler gerne hvis mor drikker eller far slår, de skjuler alt det grimme og er mester i at få alt, til at ligne den drøm eller virkelighed, de ønsker.

Denne første hellige og vigtige relation vi har til vores forældre, viser sig ofte i valg af partner og måden vi elsker på. Sandheden er, at hvis man havde haft en sund barndom, så ville man aldrig tillade at et andet menneske behandler en dårligt.

Det kan også godt være årsagen til at man aldrig rigtig tør åbne sig og hvis man bliver usikker, så går man hellere end at skulle blive forladt. Det kan også være man bliver alt for længe ved en person, der ikke er god for en. Dette blot fordi man ikke føler man fortjener bedre eller tør stå alene. De med svigt fra deres forældre reagerer ofte voldsomt, så når nogen sårer dem så slår de enten enormt hårdt tilbage eller går længere ind i deres skal.

Du vokser op, og så snart du har gjort noget godt, så ser du dig selv ringe hjem til dine forældre. Bare for at høste en smule anerkendelse. Som så mange gange før bliver man 7 år gammel og ligger nærmest nede på sine bare knæ og beder om at blive set eller hørt. Men problemet i den kærlighed er, at du skal præstere for at blive set. Det er lige meget om du vinder OL i 100 m løb, eller får en doktorgrad, så er udgangspunktet forkert. Du skal jo elskes om du kan løbe stærkt eller ej og elskes for den du er til at begynde med og ikke for alt det du kan.

Selv om man bliver voksen så følger følelsen af at være lille, ubrugelig og ubetydelig med, for den er blevet en del af dig. Er du svigtet som barn, vil du altid have en ensomheds følelse inde i dig, fordi logikken er at hvis dine forældre kan svigte, så kan alle svigte. Så du går til tider rundt med en følelse af at være Palle alene i verden, for du har altid selv skulle håndtere de svære følelser, smerten og ensomheden.

Du skriger efter en undskyldning eller i det mindste forståelse, men det kommer aldrig. Du håber på støtte, forståelse og betingelsesløs kærlighed, men bliver igen og igen skuffet.

Som jeg ser det så er den vigtigste opgave, at man bliver bevidst om den sorg man bærer på. At man kærligt kigger på den, renser såret og kommer et plaster på.

Vi er nød til at starte ved os selv. Det er her man kan stoppe det uhensigtsmæssige mønstre og har muligheden for at være en “sund” forældre, med sunde grænser og sund kærlighed ifht. sine egne børn.

K (ærligst)

Metta

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s