Tro, håb og kærlighed.

Mette hvad er din holdning til tro? blev jeg spurgt, og du kan tro jeg har en holdning og det er, at man må tro hvad man vil, bare man ikke skader andre, bliver fanatiske og respekterer andres tro.

Som en skrev ..Religion er som en penis, det er ok at have en, det er ok at være stolt af den. MEN det er ikke ok at vise den offentligt eller at presse den ned i halsen på nogen.

Jeg har læst om mennesker der tilbeder Spaghetti monstret og som ansøger om at blive anerkendt som trosretning i Danmark, nogle har valgt at dyrke “kraften” fra Star Wars karikaturer mens andre giver alt væk (til Amdi Petersen) og melder sig ind i Tvind.

Bare fordi nogle går andre veje, så er det jo ikke nødvendigvis ensbetydende med at de er på afveje. Vi er frie mennesker og hvis man kan tage de mulige religioner seriøst og det gør dem til bedre mennesker, så kan de for min skyld spise og få lige så meget Spaghetti i de gale hals som de vil.

Problem er bare at jeg syntes at noget så fint som tro og religion efterhånden er blevet en farce, hvor vi i virkeligheden glemmer at prædike og efterlever det som tro ofte er til for..nemlig næste kærlighed og respekt.

Jeg tror på at de fleste religioner udspringer af noget smukt og med gode intentioner, men sjovt nok bliver det lige som at lege viske leg, så ændres og misforstås det sagte. Dette alt efter hvilket øre der lytter og hvilken mund der visker, så udgangspunktet bliver derfor helt fordrejet.

De laver deres egne regler, og det er derfor i nogle religioner at kvinder pludselig underkastes, at menige i nogle fanatiske sekter eller trosretninger bliver udnyttet mentalt, seksuelt og økonomisk eller i religioner, hvor man iklæder sig skyklappere og mister alt respekt for andre overbevisninger.

Et eller andet sted sprang kæden af, og en eller anden mindre intelligent, magtsyg eller hadefuld person misforstod konceptet. Det er derfor der er så mange krige i verden og så meget had. Fordi vi ganske enkelt glemte at forskellighed er ok og respekt er nødvendigt.

Jeg er kultur kristen, har nok valgt denne religion mest af alt fordi det er det jeg er opdraget med og den har nogle smukke budskaber. Men jeg ser lige så mange smukke overbevisninger og tanker i andre religioner.

Som sygeplejerske studerende engang for 100 år siden, skulle jeg igennem en lang periode passe en meget syg AIDS patient på stue 11. Der var ikke mange der gad at være på hans stue, han var den “besværlige patient”. Hvad jeg lærte det halve år i min praktik og hos ham, viste sig at være så lærerigt.

Min børn siger ofte de er ateister som deres far, men hver gang fortæller jeg dem om manden  på stue 11. Tror efterhånden de er lidt trætte af at høre om ham:-))

Han var ikke specielt troende før han blev syg. Kun 43 år gammel og dødende, lå han i sengen og var et stort spørgsmåls tegn. Som den unge 23 årige sygeplejerske studerende jeg var, kunne jeg ikke give ham de svar han søgte..Hvad sker der når jeg dør? hvorfor var jeg så uheldig at blive smittet? hvordan kan jeg nogensinde tilgive min familie? der aldrig kommer på besøg, fordi de har det så svært med at jeg er homoseksuel. Han havde tydeligt brug for svar og jeg forstod ham godt. Så jeg sad i mange aftenvagter og læste højt fra biblen, jeg fik arrangeret at hospitals præsten løbende kom forbi og jeg forsøgte at dele ud af den tro jeg tror mest på..nemlig kærlighed.

Jeg så hvad tro kan gøre, det kan flytte bjerge for som månederne gik, blev han mere og mere afklaret. Han fandt en styrke og svar, som jo er det en tro kan. Hvad jeg lærte og nu tror på er, at mange leder efter noget der er større end dem selv, når de skal dø, er bange eller i sorg.

Jeg siger derfor tit til mine børn “måske er i ikke troende, fordi i har ikke har haft brug for at tro endnu”.

Hvis noget er svært i livet, så har jeg flere gange, selv som kultur kristen, taget mig selv i at bede. Ikke sådan noget med foldede hænder og jeg har hellere ikke opsøgt kirken eller en præst (ikke at der er noget galt med det). Jeg beder bare for mig selv og håber min bønner bliver hørt.

Vi var engang i Italien i et stort outlet og pludselig er Christopher væk. Han var kun 4 år, kunne hverken italiensk eller engelsk. Han var sporløst forsvundet i hvad der føles som i en evighed. Det er min største skræk i verden, så jeg panikker fuldstændig, forstiller mig han går bange rundt alene og græder og på et tidspunkt strejfede tanken mig, at nogen kunne have taget ham. Jeg tænkte slet ikke rationelt, men jeg husker hvordan jeg mens jeg løb rundt og ledte efter ham, gentagne gange sagde “lov mig han er ok, så skal jeg aldrig bede om noget igen”. Hvilken Gud jeg bad til er jeg ikke helt sikkert på, men jeg TROR der er en. For jeg er blevet hjulpet, set og hørt gentagne gange.

Jeg så lige på facebook at manden til hende der spurgte om jeg ville skrive omkring tro, på to dage er blevet morfar for første gang og dagen efter mistede han sin mor, velvidende at hun lige havde fået sit første oldebarn. Det er voldsomme følelser på en gang, jeg overvældes nærmest mens jeg tænker på det. Det er så meningsfuldt og meningsløst på samme tid.

Men det giver mening at når et lys slukkes, så tændes der et nyt. Vi er nød til at TRO på at det er meningen med livet og være taknemmelige for den kærlighed han fik fra sin mor og den kærlighed han nu giver videre.

K (ærligst)

Metta

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s