Jeg var i biografen i går og så Johnny English som er en film med Mr. Bean eller Rowan Atkinson. På række 9, på sæderne foran os sad, der 2 ældre engelske par. Kun 5 minutter ind i filmen begyndte de to engelske kvinder at skraldgrine og sådan fortsatte de filmen igennem. De grinede højt, meget og af noget som resten af salen og os på række 10 ikke fandt specielt sjovt. Christopher kiggede ind imellem på mig og lignede hver gang et stort spørgsmåls tegn i hovedet, for hvad var det lige han havde misforstået. Jeg sad også flere gange og tænkte, hvad er det jeg ikke forstår, hvorfor er jeg så uimponeret. Det jeg grinede mest af, var faktisk ikke filmen men kvindernes voldsomme og hjertlige latter. Det var lidt som om de to bedstemødre nærmest grinede om kap.

Jeg elskede det og det fik mig til at tænke på hvorfor nogle mennesker har lettere ved latter end andre? jeg har mødt mange i mit liv der kan ligge og skrald grine på gulvet, de kan nærmest gøre det på kommando. Imens står man og forsøger at grine lidt med, men det virker uægte og helt forkert. Det føles lidt som at komme 6 timer for sent til en fest og ikke helt aner hvad der lige er sket.

Men jeg var til Tony Robbins i Februar, hvor der kom en grine coach. Jeg havde pænt lavt blodsukker, var lidt træt og jeg skulle faktisk tisse da vedkommende kom på scenen. Så jeg tænkte det bliver godt nok op af bakke for ham at få mig og de 30000 andre til at grine på kommando. Jeg er ikke typen der ligger mig ned på kommando, spørg bare Per om det:-)

Ikke desto mindre lå min veninde og jeg flade af grin 15 minutter efter. Han sagde ikke noget specielt sjovt, men ved hjælp af afslapning øvelser og nogle teknikker, så løb tårerne ned af vores kinder og jeg var dybt taknemmelig for alle de knibeøvelser jeg har lavet igennem årene.

Så hvis man kan grine på kommando, hvorfor render vi så ikke alle til grine.dk istedet for fitness.dk. For jeg tror seriøst det er langt mere sundt, lige så krævende og langt sjovere.

Jeg er faktisk ligeglad med hvad folk griner af, bare de gør det og ikke udstiller andre, der ikke har bedt om det. Humor er for mig en af de vigtigste ingredienser i et forhold, så jeg tænker vi danner par og venskaber med mennesker hvor humoren er nogenlunde ens eller en humor man beundrer.

Og sådan er der jo nogle der hader klovnen mens andre elsker den. Personligt har jeg grinet rigtig meget af Frank Hvams dumheder, men jeg har da også til tider syntes det var en kende for plat. Vi har alle forskellige grænser og klovnen tager humoren så langt ud og prikker til vores grænser og chokerer os lidt, at man ender med at grine af sin egen reaktion og forargelse. Nogen gang bliver man selv så pinlig på Frank eller Mias vegne, at man sidder helt ude på sofaen med røde kinder, det er næsten ikke til at holde ud.

Nogle mennesker har det lidt anstrengt med klovnen, mens andre eksempelvis elsker at se Jack ass eller ligende Youtube klip hvor andre kommer til skade, det har jeg det personligt lidt svært med og vil hellere se små babyer der griner.

Men hvem har patent på hvad der sjovt?

I dag var jeg sammen med min skønne veninde Jeanette. Hun fortalte at da hun lige havde mistet sin lille ufødte søn, havde tv serien Klovnen reddet hende. Det var lige på det tidspunkt hvor Frank og Casper klovenede sig ind i vores hjerter og det halve af Danmark lå flade af grin på gulvet.

Hun var i dyb sorg og sank så langt ned i sofaen man overhovedet kan med sin remote og som hun selv siger “jeg grinede mig ud af sorgen”. En ting er latteren, men klovnen gjorde at hun formåede at fjerne fokus fra hende selv og sin egen elendighed. Det er det alt det sjove gør. Det får os på andre tanker, vi glemmer alt det mørke og alt bliver bare lidt lettere. Det er utroligt hvor lettet man bliver af at græde, snakke og at le.

Og det er netop hele humlen ved dette blog indlæg, vi skal ikke tage livet så seriøst og livet bliver betydeligt meget sjovere, hvis man kan grine lidt af sig selv.

Det kræver ihvertfald en god portion humor at være sammen med mig. Jeg ved godt det kan forståes på to måder, du bestemmer selv hvilken ;-). Men en ting er sikkert jeg ville aldrig kunne bo med en person der tager livet alt for alvorligt.

Der findes to typer mennesker, dem der tager halen imellem benene hvis de uheldigvis kommer til at slæbe en halv rulle toiletpapir ind i restauranten efter et toiletbesøg, mens andre vender sig om og griner. Det er hårdt at være den der altid bliver forlegen og lister væk, fordi vi gør alle fejl, hele tiden og altid.

Hvis man så også kan finde nogle venner, der kan være pinlig sammen med en og som griner selv om din joke er så latterlig dårlig, så har du vundet i lotto. De griner aldrig af dig men kun med dig, fordi de elsker dig og aldrig vil have at du føler dig helt til grin.

Når jeg eksempelvis er sammen med min veninde Maria, så er vi nogen gange den kvindelige udgave af Frank og Casper. Med hende kan jeg sige alt, intet bliver misforstået, intet er for åndsvagt og vi kan skrald grine sammen, det er nok sådan fordi vi begge har en lidt skæv og afslappet tilgang til livet og hun er mindst lige så dejlig skør som jeg. Vi kan sagtens holde vores egen fest, hvor der er en god portion gode snakke, der er krydret med en del crazyness.

Der er en lille Frank Hvam eller Mia i os alle, slip dem lidt løs engang imellem, det er så forbandet befriende at se.

Smil

Metta