Hellere glædes bobler i maven end i glasset.

“Kom Mette, drik noget mere champagne? eller “Vil du med til Marbella eller en tur til New York”?

Det er sætninger der er en ren øre orgasme når man er i tyverne og trediverne. Jeg har aldrig troet jeg skulle sige det, men det siger mig faktisk ikke så meget mere eller ihvertfald ikke lige NU.

Det er som om jeg i mit liv indtil nu, har kigget rigtig meget ud i verden og har spejlet mig i andre, mens jeg nu kigger ind og observerer mit eget spejlbillede eller egen skygge.

158331137-352-k988104

Det føles lidt som om jeg er ved at blive voksen, eller Vor Herre (eller skæbnen) presser mig til at mærke efter og siger “ altså hvis ikke du selv kan mærke efter, så skal jeg eddermame få dig til det”. 

Så han holder mig vågen om natten, han (hvis vi forstiller os Gud er en mand) får alt omkring mig til at larme, så jeg bliver nød til at lukke af og alt ude, for bedre at kunne høre og mærke mig selv. Jo, mere jeg gør modstand og ikke lytter, jo mere tåge og larm kommer der og jo mere tvinges jeg i knæ.

Nogle gange hvis man nægter at lytte ordentligt efter, så tager han fysisk fat i dig. Det vil sige, at hvis du render rundt med alt for mange bekymringer og du ikke handler på det, så hober det sig så meget op, at du pludselig vågner en morgen med dårlig ryg, migræne, dårlig nakke eller ligende. Jeg tror på at det psykiske manifesterer sig i kroppen. Man drukner lidt i sin egen elendighed hver gang.

Jeg har selv prøvet det, havde dårlig ryg i 3 år hvor jeg trænede, gik til læge og fik massage uden det rigtig havde nogen virkning, lige indtil en bestemt dag.

Jeg husker dagen så tydeligt fordi den både var en øjenåbner, men også en frygtelig hård dag. Jeg blev nød til at se i øjnene at presset var for hårdt, jeg var ikke glad og blev nød til at melde ud, selv om jeg var bange og ville skuffe andre.

Sjovt nok viste det sig at det var en lettelse, for alt det man ikke tør sige højt og alt det man forsøger at fortrænge er som en fodlænke der holder en nede.

Problemet er at det er så forbandet svært at mærke hvad der er rigtigt, hvad man skal handle på og hvor det er nødvendigt at give slip.

42543455_274193679882229_1370742849787658240_n

For et stykke tid siden talte jeg med en kvinde, som fortalte mig at hun ikke var lykkelig i sit ægteskab. Jeg spurgte hende hvad hendes mand sagde og hun kiggede på mig nærmest med frygt i øjnene og sagde “det ved han da ikke, jeg vil ikke såre ham”. 

“Tror du ikke han fornemmer det alligevel” spurgte jeg hende og efter at have tænkt et stykke tid, sagde hun “det gør han jo nok, han virker jo hellere ikke glad”

Hendes opgave var at tage hjem og snakke med ham om det og en uge efter ringer hun og takker mig. Han var nærmest lettet da hun havde sat ord på og efter mange gode snakke, gåture og tænkepauser havde hun fundet ud af at det faktisk ikke var manden der var noget galt med (det var i hvertfald noget der kunne arbejdes på) men det hele handlede om, at hun ikke var tilfreds med sit eget liv og sin egen jobsituation. Hun kedede sig, manglede udfordringer og istedet for at kigge ind i sig selv, så var det nemmere at give ham skylden for hvorfor hendes liv ikke er som hun ønsker.

Alle ville vi elske hvis vi havde en tryllestav, en synsk person eller bare os selv, som altid har det rigtige svar på alt. Svar på hvilken retning du skal gå, om der venter dig et bedre job hvis du siger op, om du skal flytte væk eller fra eller om hvornår nok er nok.

Det er det som frustrere mig allermest i livet, det er alle de tvetydige følelser og tanker vi får, som vi ikke helt tør vedkende, enten fordi der er så meget på spil eller fordi vi er så bange for at fejle og for usikkerheden.

Det er nok derfor at jeg her i 40 erne presses til at mærke efter og ikke får muligheden for at flygte. Vi skal mærke efter, fordi vores lykke og sundhed afhænger heraf. Jeg får efterhånden en lidt mere sund no bull shit attitude, jeg er blevet bedre til at sige fra, har erkendt at jeg kan ikke gøre alle glade og jeg er stoppet med at stræbe efter at alt er perfekt og i kontrol.

Nogle mennesker oplever det sikkert før, måske fordi de har bedre “hørelse” og mindre støj i deres liv. Mens andre aldrig nogensinde lytter, fordi de er drevet af frygt, skam og render rundt med høreværn og skyklapper hele livet. Det er dem jeg som sygeplejerske mødte på plejehjemmene, bitre og vrede over at livet passerede forbi dem uden de nåede at komme ordentligt med.

Men jeg tror det er meget typisk for 40 erne. Det er også derfor mange i 40 erne vælger mennesker fra (bliver skilt), vælger sig selv mere til og det er her det pludselig står meget tydeligt, at vi kun har dette ene liv og det går alt for stærkt. Så lige nu vil jeg hellere have ro og glædes bobler i maven, end dyr champagne i glasset..hvis du forstår hvad jeg mener.

Der er ingen tryllestøv eller easy fix men det jeg ved er, at jo mere ro, jo flere gå ture og jo mere opmærksomhed, kærlighed og sandhed du kaster efter dig selv, jo tyderligere bliver de svar du ønsker.

K (ærligst)

Metta

3 Comments Tilføj dine

  1. Anonym siger:

    fantastiskt og så fint skrevet, spot on! Tak!
    Kh Katarina

    Liked by 1 person

  2. Anonym siger:

    At tænke sig…man drømmer ofte om alt det, som synes lettere uopnåeligt – når man så får det, var det måske ikke lige det man troede det var….dagen efter i morgen. Så havner man igen i udgangspunktet og kan starte igen…med at drømme. Sådan går det hele i ring – som salig Låsby Svendsen engang sagde.
    Navnebroderen til Per K.

    Liked by 1 person

    1. mettenoer siger:

      Tak for dine tanker og den skønneste dag.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s