Er du en oplader eller aflader..

Det er anden gang jeg skriver dette blogindlæg, havde skrevet det hele i går og wupti så var det væk. Der er åbenbart noget der ikke tåler at se dagens lys, men det skal da ikke bremse mig.

Så here we go again..

Min kære datter ringede fra Oure efterskole i går og syntes hun følte sig træt og lidt tungsindig. Kender i det når ens børn ikke har det så godt så daler ens eget tilfreds parameteret med 10% eller mere.

Nicoline er en oplader. Det har hun sikkert arvet, set og tillært sig fra sin mor. Hun har også altid været en lille frøken klokke blomst, der gerne vil sende tryllestøv efter alle på hendes vej.

Så Nicoline har smilet, grinet, spurgt ind, hjulpet, støttet, været på, lavet natterend (ja, det må hun ikke), og sikkert underholdt alle 600 elever på efterskolen, med det resultat, at hun har afladet sine energier, ligger helt flad og ringede til mig. Sjovt nok ringer de altid når de er i minus (også på kontoen) og ikke imens de står på bordene. Sådan skal det jo være og det glæder mig hun gør. Men man kan næsten få den opfattelse, at hun kun er i minus, for det er der hun rækker ud og kontakter sin gamle mor.

Jeg får hende fortalt at der er en kæmpe læreproces i dette. Hun skal lære ikke at lade sig selv gå så meget i minus og ned, uden at rette flyet op.

Så der er dømt selvkærlighed, gå tur, tidlig natterend og Netflix til hende nogle dage, det er nu hun skal lære det.

Da jeg var barn blev jeg ofte rost for jo mere jeg kunne og jo hurtigere jeg løb. Mine bedsteforældre boede ved siden af os og jeg husker hvordan min farfar altid råbte “her går vi ikke, vi løber”, når han syntes det gik lidt for langsomt. Det råbte han også efter postbudet og når han var hos lægen.

Dette viste sig at blive vores families mantra, og selv min mor der kom fra en skilpadde familie, kom også op i gear og hang gardiner op klokken 23 om aftenen og lå aldrig vandret. Hvis man en sjældent gang sneg sig hen på sofaen og der kom nogen, så sprang vi op fra sofaen så ingen så hvor dovne og dorsk vi var eller i det mindste så ud. Der var så skamfuldt at lave ingenting i vores hjem. Min far var selvstændig vognmand, så walkie talkien (det var før mobil telefonens tid) og telefonen ringede non stop.

Så vi lærte hurtigt at være opladere og du kan være 110% sikker på, at hvis der kommer en ind i et lokale og der ikke er flere stole tilbage, så rejser mine to søskende og jeg os straks op og overlader vores stol. Det er lidt som om vi ikke helt er værdige nok til at have denne plads og at andre fortjener pladsen mere end os.

På mange måder er det jo smukt og hvis verden var lidt mere som vi er blevet opdraget, så tror jeg der ville være world peace. Problemet er bare at engang imellem får man world problems indvendig, fordi det godt kan være følelsesmæssigt hårdt at være et fint menneske i en ufin verden, og vi har en tendens til at brænde vores lys i begge ender.

Vi har svært ved at mærke når noget er nok, når vi er trætte, når nogen går over vores grænser og afslutter altid det vi har startet, uanset hvor langt tid det tager. På travle dage kan min mand godt sige “nu går jeg i seng jeg kan ikke mere” og lader alt stå. Hvorimod jeg fortsætter uden at blinke og bliver nærmest irriteret på ham. Jeg ser mine søskende gøre det samme, vi går gerne igennem en orkan og trodser alt hvad der er af tid, søvn og sund fornuft, hvis vi har en opgave der skal udføres.

Min søster har den fordel at hun er bedre end min storebror og jeg til at lade op efter stormen. Hun er af natur mere rolig, sikkert også fornuftig (vil hun mene) og er bedre til at krybe sammen i sofaen. Mens min storebror derimod slapper af med at løbe en maraton og jeg stiller gerne natten til rådighed og bliver frarøvet søvn, for at stille alle tilfreds og mest af alt mig selv.

Da jeg ligger telefonen fra mig efter at have talt med Nicoline, står jeg med opladeren i hånden og ser at det faktisk er Nicolines oplader som hun har glemt. Der er et stort fint rødt hjerte tegnet på. Hvor er det billedligt komisk at hun ligger helt flad for batterier i Danmark, mens hendes mobil oplader ligger i Spanien. Jeg kommer hendes oplader ind i min telefon, da også den er lav på batterier og imens smiler og tænker.. ja, mobilen må for Guds skyld aldrig gå død, så hellere en selv.

Verden er fyldt med opladere og afladere. Opladerne er dem der altid kommer med hjemmelavede sangskjulere eller har skrevet en tale, de har desserten med til festen, fylder de andres glas og glemmer deres eget. De ligger også skulder til når bordherren i hans rødvins brandert fortæller om hans utroskab og hans skilmisse, som ikke engang hans egen kone kender noget til endnu. Opladeren er også dem der danser med alle, går sidst hjem og dem som du ser med poser under øjnene og dårlige hår dage nede i Brugsen efterfølgende, for de oplader så meget og så mange, at de selv bliver afladet og ofte går ned med stress, en depression eller flytter væk ud i en stor mørk skov helt alene.

Der er forskellige sværhedsgrader af opladere og afladere. Den ekstreme aflader er derimod den der stjæler rummet, den der kræver at blive underholdt, mæt og glad uden at give noget retur. De tager bare og “Whats in it for me” syntes at være deres mantra, og der gælder i alle aspekter i livet. Det er lige fra soveværelset hvor de bare ligger og tager imod og kræver ægtefællen tilfredsstiller dem uden at tænke på hvad andre har af behov, til livets buffet det hvor de bare vold æder.

Det er også vedkommende der tager det største eller eneste stykke kage, dem der altid sørger for at andre fylder deres glas og de som tænker.. hvorfor skal jeg rydde op eller lade være med at forurene verden, hvis alle de andre gør.

Som altid er det ikke sundt at være ekstrem, hverken ekstrem oplader eller aflader. For det er hverken sundt for vedkommende eller deres omgivelser.

Tilbage til min kære datter. En af hendes veninder fortalt at de havde siddet i toget på en  travl fredag hjem fra skolen, da der kommer en lettere gangbesværet dame ind i toget. Den ældre dame måtte bjerge sig igennem tasker, kufferter og et fyldt tog. Alle sad bare og snakkede, kiggede ned i deres mobiler eller ud af vinduet og ingen lå mærke til hende, fordi de havde så travlt med at oplade, aflade eller sig selv. Nicolines veninde fortalte så at Nicoline havde rejst sig op og sagde til den ældre dame “jeg syntes du skal tage min plads”. Så hun sad på gulvet i toget hele vejen fra Nyborg til København.

42179537_2047816475509090_4793527284403273728_n.jpg

Ved du hvad, jeg er så stolt over at være mor til en oplader. Der er bare tider hvor man må fra vie sin plads hvis en gravid, handicappet, ældre person eller svagere person kommer, blot man husker at finde tilbage på rette “plads” igen.

Det ligger mig så meget på sinde, at bryde den sociale arv og lære hende at finde balancen og lære hende hvor vigtigt det er, at hun kender egne grænser og at hun lærer at oplade sig selv før hun oplader andre.

Måden at vise Nicoline det på er ikke kun at tale med hende om det, men først og fremmest at vise hende vejen og gå forrest. Så lærer hun at gøre sig selv glad, og finde overskud – for balancerede overskuds mennesker (opladere), er glade, givende, sjove, rare at være omkring og har overskud til at rejse sig for den ældre dame i toget.

Jeg vil nu fylde mit eget glas og tage min egen iltmaske på, inden jeg ringer og spørger Nicoline hvordan det går hende i dag.

Hav en smuk dag.

K (ærligst)

Metta

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s