Lige nu er jeg så en heldig kartoffel.

Jeg måtte nive mig selv hårdt i armen da jeg vågnede denne morgen, for at sikre mig at jeg ikke drømmer eller har stillet træskoene, for jeg slog øjnene op i paradis.

Jeg har snart 20 års bryllups dag med Per så vi besluttede os at fejre det på den hvide ø (Ibiza) i boheme gevandter og bare tæer i sandet.

Jeg forstår ikke hvorfor jeg endnu ikke har været her, for det er lige mig. Dette øko hippie ferie paradis har allerede taget mig med storm. Øen er lille, men vidunderlig med de hvidkalkede huse, det smukke hav der omfavner øen og den tilbagelænede livsstil.

Hvis man ser bort fra fest helvedet lige rundt om hjørnet i Sant Antonio, så forstår jeg godt hvorfor så mange finder Ibiza så tiltrækkende og hvorfor så mange flygter hertil.

Ibiza er hende du kender der har været til numerolog (ibiza har mange navne) dyrker yoga og er i zen. Hun har al tid i verden, er imødekommende, åben og venlig. Når du kigger på hende er hun blevet lidt grå i toppen, men hun har stadig blomster i håret og peace tegn på ryggen.

Er du heldig at møde hendes naboer, enten det stilsikre homoseksuelle par eller kunst designeren, der indimellem flyver ind og trækker vejret, så vil du se at de har været med til at fremelske hippie og boheme stilen og gjort shabby til chik.

Det virker som om der er plads til alle – gamle som unge og uanset køn, race og seksualitet. Jeg tænker at hvis alle levede som her, ville der være langt mere love than war i verden.

Så ville vi skabe os mindre og skabe fred istedet..

Og apropos skab og shabby chic eller hippi chic som man siger på Ibiza, så kan jeg ikke andet end at elske hvordan de i deres indretningen, fremelsker det organiske, det med en historie og det let slidte. På samme måde som de sikkert finder en hæders plads til den gamle spanske mamma.

Her er der respekt for det levede og de gamle.

Om det gælder den gamle kommode eller den gamle kone, så får hun en central plads. Jeg vil ønske at jeg kan leve mit liv som et shabby chic skab.

Vi starter ud helt ny, med en del knaster, lidt usikre hængsler og en meget lukket skabslåge.

Men efterhånden som skabet flyttes, sælges eller gives væk, så kommer der flere og flere lag maling på der styrker skabet, giver det karakter og gør skabet mere farverigt. Skabs lågen åbnes langsomt, der lægges oplevelser og fine minder ind på hylderne og man sørger for jævnligt at skabet er fri for møl og alt er på sin rette hylde.

Den der ejer skabet, elsker hver en revne, hver en flig der er gået af og de slag som skabet har tilegnet sig. Aldrig har de overvejet at komme polyfilla i revnerne, ændre facaden eller gøre udskæringerne unaturligt større, for det vil ændre det smukke skabs karakter og udseende.

Når jeg kigger mig selv i spejlet, så vil jeg gerne have det fint med de fine rynker omkring mine øjne, jeg vil elske hvis vi alle ville lære at elske de ar, modermærker, knaster, grå hår og andre shabby chic detajler, der gør os unikke.

Dermed ikke sagt man bare skal lade stå til, jeg tænker skabe har bedst af at ældes med ynde og respekt.

Tænk hvis vi kiggede os i spejlet med denne respekt og glæde og vores datter kom ind. Hun ville da se at kroppen er foranderlig og fantastisk. Hun vil se hvilken ro og hvad det gør ved et menneske at elske sit eget “skab”, kundskab og ægteskab for den skyld. Hun vil lære at hvis man har respekt og ynder stor kærlighed til noget så vil det vokse..

og vi mennesker har brug for at vokse, for det er her shabby bliver chic.

K (ærligst)

Metta

Hvis du kan lide hvad du læser, er du velkommen til at dele og jeg værdsætter et virtuelt high-five LIKE. Jeg hænger også hver dag ud på Bloggens facebook side som du kan følge eller Instagram . Håber at se dig der.