Omgivelser former os. Jeg føler mig mere boheme i Spanien og 10 år yngre når jeg går i Københavns gader. Jeg ville nok visne hvis jeg boede i Tønder og Marbella tror jeg ikke er sundt for mig..

Vi skal selvfølgelig stræbe efter at være os selv, men jeg tror ikke vi kan undgå at blive præget af det sted vi bor, de mennesker vi vælger i vores liv og de skub livet giver.

Jeg talte med en ældre dame på en hyggelig cafe i København. Ved ikke hvorfor, men hun fortæller mig at hendes mand har en depression. Han sidder bare der hjemme, sover og har ingen lyst i livet. De har været sammen i over 50 år og hun fortalte at hun mærkede at hun også langsomt visnede.

Hun fik ikke længere de blik hun gjorde før, energien hjemme var nok pænt tung og måske er depressionen også med til begrænse og mørkelægge hendes liv. På vejen hjem tænkte jeg på hvor voldsomt det må være. Det drejer sig ikke bare om at manden er lidt trist en måneds tid, det kan vi alle overleve. Han havde haft en depression i over 10 år og selvmedicineret sig med alkohol.

“Men årene går bare, og pludselig bliver man selv lidt trist” sagde hun. Men det store spørgsmål er vel, i hvor vid udstrækning man vil lade et andet menneske og en man elsker påvirke ens liv. Ja, man kan tage en stor rød hat på, gå på cafe og tale med en fremmed kvinde fra Spanien.. men det var jo ikke det hun ønskede.

Det var på mange måder utrolig trist at høre hendes historie. Jeg kunne se hun stadig havde gnisten og lysten, men den blev langsomt taget fra hende.

Jeg får også gnisten tilbage når jeg går i Københavns gader. København er klart et anti depressiva for mig, mens der sikkert er andre der hellere vil dø end at bo mit i støjen og røgen. Jeg mærker desuden at jeg er tættere på mine to store og jeg inspireres her.

At have en lille lejlighed i midten af København, er normalt noget man har når man er i tyverne. En del flyver ud af byen, når de er færdige med deres studie, ønsker at bygge rede og overladen alt larmen, vildskaben og de få kvadratmeter til de unge.

Jeg er i denne uge blevet 10 år yngre…

Sådan føles det når jeg er i lejligheden og går rundt i københavns små gader. Det eneste forskel er at jeg er færdig med at studere, jeg har råd til næste måneds husleje og når jeg kigger ind i de fine butiks vinduer, ser jeg en lidt mere “erfaren” Mette.

Jeg kan mærke København nok skal være med til at holde mig ung og hip. Jeg vil det hele.. Opera huset, i teateret, slæbe Christopher med på den blå planet, Nicoline med i de sjove butikker, Phillip med på en hyggelig cafe samt blot cykle eller gå rundt og mærke byen med Per.

Dette er klart min drøm. Jeg har igennem noget tid, sået lidt frø i ham og jeg mærker København gror på ham. Målet er at han på et tidspunkt tænker hvilken ualmindelig fantastisk ide, det var han købte lejligheden i København. Det kaldes kvindelist og jeg er den største liste tyv af dem alle. Det var også mig der listede spanien drømmene ind i ham og nu kan jeg ikke få ham hjem igen. Hvor er det godt han altid lister med, selv om der nogen gang skal gødes ekstra og ventes med tålmodighed.

Men som altid bakker han op omkring mine drømme, jeg mærker han bliver lykkelig af at se jeg lykkes med det jeg drømmer om. Det er så smukt. Desværre eller heldigvis har han ikke den nemmeste hustru, for jeg er en drømmer og vil rigtig mange ting på en gang. Jeg elsker eventyr.

Jeg tænker at hvis det ikke er kærlighed ved første blik eller hik, når lejligheden står klar. Så er jeg sikker på at jeg kan få ham til at elske den, med kys og gode minder.

Vi har aftalt at vi skal læse en bog hver gang, være kulturelle og vi må ikke spise på den samme restaurant mere end en gang. Dertil skal der lige siges at vi har et standpunkt til vi tager et nyt, og når først vi har prøvet alle restauranter i midtbyen, så må vi jo begynde at spise hjemme.

Men vores weekender med børnene i vores skønne hovedstad skal fyldes med oplevelser, kultur og gode venner. Jeg overvejer måske også at begynde at læse noget her og jeg tænker også godt Per kan overtales til at arbejde herfra, så kan jeg hente frisk morgenbrød og en lækker kaffe.

Hvad holder os unge og endnu vigtigere glade?

Det holder ihvertfald mig ung og meget glad at have projekter som dette. Jeg fyldes op af inspiration, som man jo ikke kan undgå i København. Jeg har brug for variation, elsker forandringer og udfordringer, det vil jeg nok blive ved med til jeg ikke længere trækker vejret.

Tror jeg ville have svært med at være gift med en der ikke har det på samme måde. Nogle har det jo godt med stabilitet og det sikre, de har ikke brug for at rende forvirret rundt og lede efter lykke glimt i hver en lille krog af verden. De finder dem sikkert hjemme i hjørnesofaen.

Heldigvis følger Per med og starter også det ene projekt op efter det andet, men det er mere arbejdsmæssigt. Det koster jo også at rejse og have mange projekter kørende. Det eneste problem er, at i de 20 år vi nu har været gift (22 år vi har kendt hinanden) så har vi ikke siddet ned en gang.

Hov, det passer vidst ikke..jeg lå ned da jeg fødte børnene, men ellers har vi fløjet rundt, kastet en farlig masse bolde op i luften og set så meget.

Hver gang vi starter et nyt projekt så siger vi, når det nu er slut så skal der ro på. Så skal vi lige sidde lidt. Men der går aldrig lang tid, så er vi igang. Tror det holder os unge, måske vi dør en smule hvis vi sidder for længe, alle ved at jo mindre man skal lave, jo mere doven bliver man. Så vi sejler derud af, når i havn og kæntrer, men kommer altid op i båden igen. For vi sidder godt i båden sammen, det er nok der styrken i vores forhold er.

K (ærligst)

Metta