Når man møder en for første gang, er det vigtigt at møde dem med respekt og ydmyghed. Det er den bedste måde at lære en at kende på.

Jeg har nu fået nøglen til hende..

Vores lille ny lejlighed i hjertet af København. Det var en helt speciel følelse at låse døren op og gå rundt i hende og tænke på at hun nu er min. Vi så hende kun flygtigt, da vi var på bolig jagt i københavns gader.

Hvad og hvem vi falder for er forskelligt, jeg tror ikke alle ser hende skønhed (endnu). Men det lover jeg, de kommer til. For hun er så charmerende, meget mere fin og smuk end jeg husker…men åbenbart også lidt af en tøjte (mere om det senere)

Jeg går rundt i lejligheden, ser i hver en krog, rører ved de smukke paneler og kigger ud af de fine gamle sprossede vinduer, der står i stor kontrast til de store moderne vinduer vi har i vores spanske casa.

Vinduerne er små, sprossede og kun et lags glas, og vidner om hvor skrøbelig hun er (endnu). Men klart er hun skrøbelig, for der er ikke så lidt hun har set ud af det tynde lag  glas. Hun har oplevet og overlevet Napoleons krigene, har hørt bombardementet fra svenskerne og set hvordan hestevogne har udviklet sig til automobil.

Men hun er nu ikke helt uskyldig og har åbenbart set lidt af hvert. Strædet har fungeret som badestue for byens indbyggere og ifølge cafeen i underetagen så siges der, at hun har været vidne til en del nøgenhed og lystighed. Dette indtil de blev nød til at lukke badestuen da syfilissen florerede i gaderne og hærgede Europa…u la la you dirty bitch.

I 70 erne blev selve bygningen til Club 10. Det var ikke en nøgenklub denne gang, men en nøgleklub. Det vil sige, at der kun var adgang for kendte eller rige medlemmer. Så Johnny Reimar og Dirk Passer har boltret sig i hendes “underetage”, mens der blev afspillet kassettebånd med Elton John og Gloria Gaynor.

Nu ser jeg København lige ude foran mit vindue. Ser de små hyggelige cafeer, hvor der sidder mennesker og hygger. De smiler og det gør jeg også. Det ser hyggeligt ud dernede på cafe`erne, hvor de sipper kølig hvidvin. Men jeg vil så meget hellere være her og mærker, at der helt sikkert også vil blive delt mange gode flasker hvidvin, smil og sandheder her.

Hvis der er noget jeg ikke ønsker for hende så er det at hun bliver top moderne og helt strømlignet. Hun har den helt rigtige patina, og den skal bevares og værnes om. De smukke gamle paneler og udskæringer trænger til at få fjernet alle de lag maling, som de igennem årene har fået på. Væggene har flere lag tapet og som jeg river et par lag af, ser jeg retro tapet som sikkert er fra de glade 60èr, og hvor der sikkert var en anden kvinde der følte hun havde brug for et facelift, imens hun brændte sin bh og tog ud på arbejdsmarkedet.

Loftet er den største udfordring. Hun er en lille petit dame der kun er 2.10 m høj og loftet er ujævnt. Heldigvis har jeg fået et team af mandelige helte til at hjælpe, så hun bliver mere glat og jævn.

Desværre har den tidligere ejer ikke behandlet hende så godt. Hun ser lidt træt ud, er klædt i billige klæder, har alt for meget overfladisk sminke på og ligner en der mangler kærlighed. Ledninger og rør der stikker ud af væggen, lappeløsninger og billige materialer har været hendes skæbne. Hun er også langt fra ren.

Men den tid er nu forbi, nu er det nye tider og jeg kigger på hende og tænker hun har fundet en der vil tage sig kærligt af hende og behandle denne ældre dame med respekt.

Den stok hun går med og hendes trætte ansigt bliver fortid, når jeg har haft hænderne i hende. Denne forvandling elsker jeg. Ikke mærkeligt at Askepot var mit ynglings eventyr, og at jeg elsker at se programmer hvor et hjem eller en person forvandles til det bedre og at jeg selv ofte overraskede børnene eller Per med en soveværelse makeover.

Det er hellere ikke mærkeligt, at jeg som sygeplejerske elskede at komme ind til en patient og tænke hvad kan jeg gøre for at få dette trætte og nedtrykte blik, til at lyse igen.

Jeg er føler selv jeg er mester i at skifte energi. Det er der sikkert mange mere eller mindre uheldige årsager til, men ikke desto mindre – er jeg efter nattevagter blev kaldt en lille engel. Da jeg fandt stor tilfredstillelse i at andre havde det godt. Så jeg elskede at komme ind på de kolde og om natten mørke hospitals værelser, til de der frøs og ikke kunne sove, med varm te, varme tæpper jeg havde varmet i mikroovnen, en varm hånd eller til en snak.

Det bedste ved at være sygeplejerske og som er det jeg savner mest, er forvandlingen. At se et virkelig sygt og dårligt menneske gro, få det bedre og blive rask. Det er ufatteligt hvad omsorg, medicin og søvn kan gøre. På blot sekunder, timer eller i løbet af dage, ser man dette menneske få mere og mere glød, glæde og glimt i øjnene. Det er det vildeste, en kæmpe tilfredstillelse at være vidne til og medansvarlig til.

Anyway, hende her er ikke syg eller det håber jeg ikke. Jeg har endnu ikke taget temperaturen på hende, men hun er træt som et alderdomshjem. Så jeg har tænkt mig at stille hende i solen igen,  give hende et skud vitaminer, købe en stor flot hat og lakere hendes mund og negle i den helt rigtige Chanel farve.

Blot fordi man er gammel er man jo ikke død, og det hele handler om at give hende noget omsorg, liv og skifte energien, så lyser vi alle op og ligner en stjerne.

Tænker jeg nu åbner det første glas hvidvin, tager en blok og laver en plan..

K (ærligst)

Metta