Om at sige farvel..

Jeg har nok været i lufthavnen 5 gange i denne uge. Det er langt sjovere at tage imod og løbe igennem lufthaven med åbne arme end det er at sige farvel.

Der hænger sådan en mørk sky over ordet farvel, så jeg forsøger blot at kramme istedet eller sige på gensyn.

I virkeligheden er vi jo alle som en lille hvalp, der ikke kan lide at være alene hjemme. Jeg siger ofte på gensyn til Nicoline og Phillip. Det vænner jeg mig aldrig til. Der er altid et stykke af mit hjerte, som de tager med dem når de flyver til Danmark. Jeg går derfor lige i øjeblikket og drømmer om at få en lille Københavner lejlighed, hvor vi kan mødes og krybe sammen, i et andet hjem lidt tættere på. Selv om vi ses mindst en gang om måneden i en weekend og alle ferier, så bliver det bare ikke det samme, som når du hver dag kan kramme dem, se dem i øjnene og høre hvordan deres dag er gået. Hvor har jeg grædt mange gange på vej hjem i bilen fra lufthaven.

I denne uge skulle jeg så også vinke farvel til min bror og hans dejlige familie, mine elskede søster og hendes børn samt mine forældre. Et kort øjeblik så spørger man sig selv hvad jeg laver 3000 kilometer væk og resten af dagen går jeg og er en smule tungsindig.

Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det er at sidde med en af dem man elsker så inderligt i hånden og ikke skal sige gensyn, men et endeligt farvel. Når man bor så langt væk frygter man ofte, at man ikke når at komme hjem og holde deres hånd, at man ikke  når at være der for dem, hvis der skulle ske noget pludseligt og få sagt man elsker dem mens de stadig trække vejret.

Hvorfor er det vi har så svært ved at sige farvel?

Der kan naturligvis ligge en masse begravet i os… en oplevelse og en følelse man engang havde og hvor det gjorde så ubeskriveligt ondt at tage afsked. Det kan være man som barn, havde det svært når mor sagde farvel og kørte fra børnehaven, en kæreste der slog op, en veninde der rejste væk, afsavn til sine børn efter en skilmisse, hvor man kun ser sine børn det halve, af den kostbare tid man har sammen eller et menneske man elskede der døde.

Følelsen af farvel kan nogen gange være så tom, tung og trist. Man står med verdens største klump i halsen når du skal slipper en man ikke har fået nok af, og se dem forsvinde væk. Væk i intetheden eller bag en lukket dør, du ved aldrig igen ved vil åbne.

Heldigvis ved jeg mine skønne unger kommer hjem igen og bare jeg ved de har det godt og er glade, så kan jeg godt lære at leve med det.

Men når jeg ser min veninde der mod sit eget ønske bliver skilt, min mor der mistede sin søster alt for tidligt eller forældre der mister deres barn, så føles livet uoverskueligt og voldsomt brutalt.

Vi er her kun på lånt tid, og det er bare så vigtigt at være tilstede med og for hinanden, for hvad man fortryder allermest efter et farvel, er hvis man ikke havde været der nok, ikke har krammet nok eller ikke har elsket nok.

Det er jo en del af det at være menneske, men ikke desto mindre så gør det ondt og det er noget vi aldrig vænner os til.

Aftenen før mine skønlinger flyver retur, bliver Christopher altid så ked af det. Han ligger i sengen, putter sig ind til mig og syntes verden er så uretfærdig at hans søskende som han forguder, bare rejser væk og efterlader ham her ved de to gamle ;-). Han er ikke god til at sige farvel eller på gensyn for den skyld, for det føles som en evighed i hans bevidsthed. Som plaster på såret har han fået lille Louis, men lige meget hvor nuttet og skøn hvalpen er, så kan han jo ikke erstatte når Phillip spiller playstation eller når Nicoline ligger sig ind til ham og de sammen ser film.

32856110_10155656546469499_9079138488070176768_n

Det eneste gode ved at det er svært at sige farvel er nok, at man har været så heldig at have elske og være elsket.

Jeg kan huske da en bekendt på et tidspunkt mistede sit barn, jeg tænkte at jeg som mor næsten hellere aldrig ville have haft det barn, end at skulle gennemleve den største smerte det er at miste det. Men hun kunne heldigvis overbevise mig om det modsatte. Hun elskede hvert et sekund de havde delt og følte sig så heldig at have været hans mor i den alt for korte tid, de havde sammen.

Jeg kender nogle der har ret let ved at sige farvel, for de har aldrig involveret dem 100% i et andet menneske. De har været nød til at opbygge et værn eller et skjold der beskytter dem fra ikke at blive skuffet og forladt. De vil hellere selv gå, end de vil forlades.

Det har jeg jo ikke lyst til, tænker at en del af kærligheds pakken er risikoen for at miste. Men vi må aldrig aldrig lade denne frygt styre os eller gøre os kolde, for så mister vi hele meningen med livet. Vi mister sommerfuglene i maven, den trygge favn, den varme hånd, samhørigheden og hånden på skulderen.

Jeg har som sygeplejerske oplevet mange ældre mennesker der lå og døde alene. Det kan der være mange grunde til, men det må være det værste i verden, man får jo ofte det man selv har givet. Lige meget hvor varm og kærlig en afsked jeg som sygeplejerske gav dette menneske, så kan det aldrig opveje at have dem man elsker omkring sig. Det der er endnu værre end et farvel er at slippe i stilhed og alene.

Sig undskyld, mærk, tilgiv og sig du elsker..det er aldrig forsent.

Her på falderebet af mit blog indlæg, vil jeg også sige på gensyn og takke dem der læser med, de der støtter og løfter.

Kærlighed er det største, den må vi aldrig vinke farvel til.

K (ærligst)

Metta

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s