Danmark er i lande sorg, da Prins Henrik er død og mine tanker går til familien.

Men her midt i det hele, kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor noget først skal forsvinde ud af hænderne på os, før vi værdsætter det.

Jeg føler aldrig han blev accepteret eller respekteret af danskerne, vi syntes ikke han gjorde nok eller talte godt nok dansk. Til gengæld talte han 5 andre sprog og skulle have været et festfyrværkeri at være sammen med.

Men når man nu læser aviser, ser tv eller det skrevne på de sociale medier, så er der ingen grænser for hvor stor en kærlighed de havde og hvilken fantastisk person han var. Men ærligt så blev han jo aldrig regnet for den han er, vi så ham aldrig rigtigt.

Han har nok lavet lige så meget som Dronning Silvia eller Prinsesse Marie, men fordi han var mand, så tror jeg at vi forventede mere end at han blot var en medhjælpende og støttende “hustru”. De forventninger eller forhåbninger havde den stolte fransk mand sikkert også, men jeg tror aldrig han fik en chance.

Min farmor værdsatte heller aldrig min farfar før han var væk. De var hund og kat, imens han levede, men hun følte sig helt fortabt og blev aldrig hel igen, efter hans død.

Da jeg var i Danmark for nogle uger siden, talte jeg med en tidligere nabo. Jeg mødte hende tilfældigt i Irma. Man skulle tro det var i Fakta, da de jo så gerne vil have vi bliver lidt længere, for samtalen blev ret lang.

Hun sagde på et tidspunkt “jeg husker så tydeligt alle de gange han kommer ind i køkkenet og holder om mig, mens jeg laver mad. Jeg havde altid så travlt, børnene var sultne og jeg regnede det ikke, så jeg afviste ham. Men nu savner jeg ham så meget at det gør ondt og ville ønske jeg kunne skrue tiden tilbage, og han igen kom ind i køkkenet. Så ville jeg give ham alt tid i verden, vende mig om og kysse ham inderligt og fortælle ham hvor højt jeg elsker ham. Men det er desværre for sent og i går underskrev vi vores skilmisse papirer”. Hun havde ikke kun tårer i øjnene, der var også så megen smerte.

Det var lidt en øjen eller hjerte åbner, at tale med hende. Jeg prøver, men er nok heller ikke altid så taknemmelig som jeg bør være. Det kan der være farlig mange undskyldninger for, men ingen er gode nok, til engang imellem at stoppe op og kigge ham ind i øjnene og sige tak fordi du bare altid er der for mig eller tak fordi du arbejder så hårdt, for at vi kan have det godt. Det gode er, at en mand er ustoppelig, hvis han får ros og bliver værdsat (eller det er vi nok alle)

Det er så trist at vi så mange gange først værdsætter noget før det er væk. Sådan har jeg det også når jeg kigger på gamle Danmark fra min hængekøje her i Spanien. Før syntes jeg bare det var koldt, gråt og inficeret af jantelov, men jeg ser mere og mere det smukke og er stolt over mit land. Danmark er lidt min “fraskilte” mand, der blidt kyssede mig i nakken, men som jeg ikke rigtig værdsatte. Det gør jeg nu og jeg skulle åbenbart også rejse væk, før jeg kunne se og mærke det. Så når jeg gæster Danmark, så gengælder jeg kysset. Jeg ser det ikke kun er leverpostej og gråt, men at der er 50 shades of grey og selv om der er så koldt, så føles det så dejlig varmt og trygt at være tilbage. Jeg behøver ikke nødvendigvis at bo der, men jo længere tid jeg er væk, jo mere dansk føler jeg mig.

Man værdsætter ikke rigtig mad før man er sulten, et toilet før man skal tisse, ens ben før man sidder i en kørestol eller er taknemmelig for at være ung, før man er blevet gammel.

Læringen i Prins Henrik, den fraskilte eller mit langdistance forhold til Danmark må være, at vi bør stoppe op og nyde de små ting samt værdsætte livet mens vi er her.

K(ærligst)

Metta