Lillebror har været syg, med opkast og høj feber,

Hver gang jeg gik fra ham, sagde han “Mor, du skal blive lige her”. Han ville ikke være alene, mens han kastede op og havde det dårligt.

 

Det fik mig til at tænke på, at ingen af os ønsker at være alene og slet ikke når vi har det dårligt.

Vi har alle råbt inde fra vores barneseng, nogle af os (inkl. min lille Goffer) tog det forgivet at vores mor kom med kolde omslag og en blød hånd på panden.

Mens andre forgæves råbte igen og igen. Der lå de alene med feber, frygt, tårer og sorger igennem hele deres barndom. Men der kom aldrig rigtig nogen eller dem der kom så dem ikke rigtig.

Det at blive forladt eller ikke mødt, må være det ultimative svigt – det må være den største årsag til, at folk har svært ved at åbne sig, opbygger et panser og har brug for at kaste en milliard kroner efter terapi timer.

Men jeg tror ikke nogen af os kan undgå at føle os alene engang imellem. Jeg har følt mig alene til en kæmpe fest eller på Smuk festival med 30.000 mennesker.

Det med at føle sig er alene, er en følelse som møder os, måske fordi man som barn på et tidspunkt ikke blev mødt, eller fordi man er blevet forladt eller på et tidspunkt blev behandlet uretfærdigt eller holdt ude.

Hvornår føler du dig allermest alene?

Vi vil vi jo bare alle gerne elskes. Ikke for looks, cash eller succes..men for den vi er.

Men hvem er vi?

Jeg bliver engang imellem selv lidt i tvivl, for jeg har også haft mange roller, ansigter, forventninger og oplevelser der gør, at jeg føler jeg skal være på en bestemt måde, for at blive set (men i virkeligheden for at føle mig elsket)

For nogle dage siden, overhørte jeg en samtale (ved godt man ikke må lytte..shame on me) iblandt 4 skønne engelsk kvinder

“Har i set Sharons nye kæreste, han er så utrolig grim” siger den ene engelske kvinde højt og griner så højt, at jeg forstyrres i mit arbejde og lytter.

“Ja, han må enten være rig eller kendt, for jeg forstår ikke hvad hun ser i ham” svarer en af de andre.

Ingen af dem har overvejet om han er sød og charmerende, men konkluderer automatisk at hvis ikke han i det mindste er succesfuld, så er han ikke værd at elske.

Overvejede at bestille en flaske champagne og få den leveret til deres bord med ordene..

Det er ikke alt guld der glimrer. De bedste tanker fra Sharons kæreste 

Man kan godt få opfattelsen af at vi ikke er elskværdige, hvis ikke vi er smukke, rige eller succesfulde nok. Måske er det måden vi bliver vurderet på allerede fra vi er små. Når far kalder sin lille datter for sin smukke prinsesse og når forældrene stolte, anerkender junior når han scorer alle målene i fodbold eller får et 12 tal i skolen. Har vi glemt at rose og anerkende vores børn for deres kerneværdier..?? det tror jeg er en stor fejl, der afspejler vores samfund af fantaster uden rødder.

Men hvordan roser man ens barn for deres kerneværdier..booster barnets selvværd fremfor selvtillid. Forskning viser, at børns opfattelse af dem selv og deres tro på egne evner bliver påvirket, alt efter hvordan vi som forældre roser vores børn.

Så mens jeg ligger her med min lille Christopher mens han er syg, så bør jeg undgå at sige “hvor er du dygtig, pæn, klog, den bedste eller sød”. Men derimod er det godt at anerkende ham ved at sige “godt set, fint sagt, klogt valg, jeg ser du kæmper eller det var sødt gjort”.

Anyway, jeg syntes også det er svært, elsker også ting der skinner.

Men hvor ville det være godt hvis vores børn og eksempelvis vores piger ikke følte de skal være pæne, slanke, gå i det rigtige tøj eller få de rigtige karakterer, for at de tror de er elsket. Da min datter gik på en Steinerskole, var der ingen spejle på toiletterne. Jeg undrede mig i starten, indtil en lærer sagde “spejle har aldrig gjort noget godt, de gør os kritiske og de finder kun fejl”.

Hvor har hun ret. Vi har nok alle på et tidspunkt oplevet at have det ok med os selv, lige indtil du skal skifte tøj og står helt nøgen foran spejlet. Da ser du ikke din skønhed, for dellen på maven, appelsinhuden på låret eller for din flade numse der pludselig stjæler alt opmærksomheden. Pludselig er man ikke god nok.

Hvis man overfører spejlet ifht. andre også, så ville det være sundt, hvis vi ikke hele tiden spejlede os i andre, eller andre spejlede sig i os, men at vi bare var i verden med alle vores skønheds fejl, helt igennem perfekte skæve og skønne.

For det er kerneværdierne der definere hvem vi er. Hvis vi tør og kan finde dem frem, og stå frem helt nøgen og vise vores sande jeg, så er chancerne for at finde den rette, møde de rigtige og blive elsket for den man er, så meget meget større.

Jeg tror så heller ikke man føler sig så alene, fordi man vil være omkring ligesindede, folk som elsker præcis dine skønhedspletter og mennesker som er sammen med dig, fordi du er lige præcis DIG.

I sin feber vildelse mens lillebror er syg, drømte han at han var med i Luksusfælden og de ville tage hans penge. Han var bange, og kom derfor ind til min seng og hoppede under min dyne. Han fortalte om sit mareridt og puttede sig ind til mig og sagde så “dejligt at ligge hos dig, nu har jeg det godt igen”.

Jeg må bare konstatere at der er World Peace under mors dyne. Denne trygge dyne, tror jeg vi alle har brug for engang imellem. En dyne eller en person der omslutter os, hvor vi er trygge, hvor der intet forventes og det er nok bare at være os.

K (ærligst)

Metta