Der er meget jeg har skulle lære omkring kærlighed i år 2017.

Gode venner er blevet skilt, mange har haft det svært, har følt sig alene mens andre er blevet stormende forelsket og gift.

Jeg sluttede mit år af med et brag af en bryllupsfest. Min dejlige veninde blev gift for anden gang. Hun havde svoret at hun aldrig skulle giftes igen og der stod hun så i kirken. Så smuk og er forelsket som aldrig før. Påtrods af hun narturligvis ikke er helt uskyldig mere, var hun i hvid og ovenikøbet også med en kæreste tattoo og nu 4 delebørn.

Ikke nok med det var et smukt bryllup, så har jeg også sjældent set nogen så forelskede. Deres kærlighed smitter og giver håb for mange. Kærligheden er derude og der går også brand i gamle huse.

Efter hun havde mødt Mr. Perfect sagde hun til mig, “Mette, du må love mig at du hjælper mig på benene igen, hvis han nogensinde går”. For hun havde overgivet sig, lagt sine våben og var helt åben og sårbar.

Heldigvis turde hun åbne sig efter et langt ægteskab og en skilsmisse, ellers ville hun aldrig have oplevet så stor en kærlighed.

Jeg tror mange der er blevet skuffet lukker sig og risikerer aldrig at møde et andet menneske og den store kærlighed igen. Deres knæ har stadig asfalteksem efter en voldsom landing og deres hjerter bløder. I det tilfælde tør man ikke kaste sig fuldhjertet ud i et nyt og stormfuldt forhold, men søger det trygge og måske kedelige.

Jeg oplever også mange søger en mand eller kvinde der skal komme og redde dem. De møder ham og er en smule eller meget desperate og i minus. Desperation klær ingen. Det er hende med det søgende blik i baren, ham der render rundt og klasker sekretæren i numsen og det er veninden der sidder overfor dig på restauranten, hvis blik konstant flakker rundt. Hun får dig til at føle dig ubetydelig og samtalen bliver ligegyldig og overfladisk, for hun er et helt andet sted.

Min veninde havde ikke brug for et forhold, hun kiggede kun efter lidt sjov og som hun så smukt sagde i sin tale “jeg har ikke brug for en anden – men det her er alt for godt til at slippe, og jeg har brug for lige præcis dig”.

Dette år har jeg også lært at selv et langt og smukt forhold kan blive grimt, når det afsluttes. Der er så mange følelser, der er stoltheden og man føler sig svigtet.

Men man skal jo ikke være sammen med en, der ikke vil en mere og ingen skal tvinges til at blive, lige meget om der skal deles børn, firma eller sølvtøj. Vi ejer ikke hinanden.

Hvad jeg også har lært er at man kommer langt med at være ærlig, og jeg har lært at der er en pris, som vi skal passe på det ikke er børnene der betaler.

Jeg ville ønske er at vi håndterer det mere modent og er den bedste udgave af os selv. Istedet for at skilsmissen sidder dybe spor, økonomisk og følelsesmæssigt, så afslutter man det man startede sammen på en ordentligt måde og for børnenes skyld..

Kender et par hvor han er en isdronningen, selv efter flere år nægter han at kommunikere. I staten havde han travlt med at forsvare sig selv. Det var alle andres skyld end hans. Hun måtte have en anden eller nogen måtte have påvirket hende, istedet for at kigge på sin egen rolle. Han fortalte ovenikøbet hans familie og venner at de ikke måtte kontakte hende eller endda like et af hendes billeder på facebook og så nægter han at tale med hende omkring børnene.

Han er stadig bitter, barnlig og forsmået. Klart er man såret, når en anden går. Men hvor er man et lille menneske, når man ikke prøver og istedet gør alt for at spænde ben, lave intriger og nægter at samarbejde. Lad være med at blive bitter, det er lige så usmageligt som at være desperat.

Hvis jeg nogensinde bliver skilt så håber jeg vi formår at mødes omkring vores tre børn og vores kæreste eje – og bare får det til at fungere og måske endda kan formå at bevare et venskab. Det er måske naivt, det påstår mange af mine veninder der er skilt.

Men engang imellem må vi godt være lidt åbne og naive når det kommer til kærlighed. Man må godt kaste sig ud i det umulige og nogen gange skal der kysses en del frøer før man finder en prins.

Hvad jeg mere har lært omkring kærlighed i 2017 er at mine børn kun er til låns. De kapper navlestrengen, nu de er blevet så store. Kærligheden imellem os, bliver ikke mindre men den ændrer sig, og det er lidt svært engang imellem. Har jo lidt et “langdistance forhold” til min datter lige nu, da hun er på efterskole i Danmark. Min søn vil også gerne til Danmark, og det er svært og super sejt at de tør søge deres egne veje og lykke.

Men det er svært for mig at slippe, svært at de ikke har brug for mig som før og det er blevet svære at mærke dem. Men for at jeg ikke står tilbage som ham den fraskilte og bitre mand jeg skrev om før, så må jeg også arbejde med mig selv og lære at være i denne nye konstellation. Vigtigst er at de ved, at vi er der, står bag dem og er den trygge havn.

Hvad jeg vidste før 2017 er at kærlighed er vigtigt og det største. Kærligheden til andre og kærligheden til sig selv.

Og ifht kærligheden til dig, så er det også kærlighed at sætte grænser over for andre (også vores børn) og så ligger der en stor kærligheds værdi i at prioriterer dig selv og tage iltmasken på først.
Kærligheden er stor, smuk og skrøbelig. Pas godt på den

Godt nytår – lad os elske noget mere.

Metta