Åh vi elsker julen..vi elsker hyggen, gaverne og maden.

Men julen er virkelig også en tid til at mærke efter. Hvad føles godt? Gider du overhovedet sidde sammen med hele svigerfamilien eller ville du i virkeligheden hellere flygte til en øde ø et sted og sidde med fødderne i sandet og bare kigge ud over havet.

Mærkede du efter da du stod ude i alle forretninger, i sidste øjeblik – og impulsivt og uhæmmet kylede gaver i indkøbsvognen. Plastik legetøj der larmer eller Lego, fordi du ved det er pædagogisk korrekt. Men i virkeligheden har du et barn, der aldrig kan sidde stille mere end 5 minutter og som aldrig får samlet alle de klodser, som du finder under sofaen julen efter.

Jeg har altid drømt om sådan en stille og rolig familie, hvor puderne står snorlige, huset som dufter af nybagte boller og børnene bygger lego og lægger puslespil. I hjørnet sidder vi stolt og kigger på vores afkom med hver vores bog. Der er helt stille i stuen, alle er i zen og jeg har i dag både været i bad, læst avisen, hørt en podcast med Tony Robbins og mediteret.

Drømmene bliver aldrig en realitet – jeg har prøvet, men må indse at børnene er et produkt af os. Hvorfor skulle de sidde helt stille, når de aldrig har set deres forældre gøre det. Vi er aktive sammen, oplever, er skøre sammen, laver et firma eller to, opfinder og kreerer et eller andet, men vi slapper ikke af sammen. Vi har palmerne og en hængekøje, men der er ikke rigtig nogen der bruger den.

Kontrasten ser jeg eksempelvis når jeg er hjemme hos min søster. Hun er meget mere rolig og organiseret end jeg. Jeg er mere “lad os hænge i gardinerne” typen og har f.eks ufattelig svært ved at se en hel film. Det skal være et dokumentar program som giver mig noget. Er det en intetsigende og “slå tiden ihjel” film så skal jeg virkelig anstrenge mig for at følge med og ellers falder jeg i søvn. Da er mine drømme meget mere spændende og givende.

Tilbage i min søsters hyggelige sofa. Her er der som i mine drømme – de bygger måske ikke lego – men der er ro og de kravler sammen i sofa hjørnet.

Roen kan godt provokere mig lidt og samtidig elsker jeg at være hos hende. Jeg bliver tvunget til at slappe af, der er styr på tingene og roen smitter lidt.

Jeg kigger på hende og hun ligger helt roligt. Jeg forsøger at gøre det samme, men mine tanker vandrer – jeg skænker lige min ny fraskilte veninde en tanke, jeg er ved at opfinde den dybe tallerken, tænker jeg burde ringe til min mor, lige tjekke aktierne eller Facebook. Jeg tvinger mig selv til at slappe af, men det er virkelig en slap muskel eller den er nok mere spændt og overanstrengt.

Tænk to med næsten samme opdragelse og forældre kan være så forskellige. Sådan var det også da vi var små – jeg gik på opdagelse på gaden, mit værelse blev ommøbleret hver uge og jeg løb vidst også hjemme fra et par gange. Min søster blev helst hjemme, sov ikke gerne ude og gjorde sit værelse rent hver torsdag.

Jeg kigger over på et af mine yndlings mennesker i hele verden – min diametrale modsætning og søster, der efter en travl dag nyder stilheden og er gledet så langt ned imellem mellemrummet i sofaen, at jeg næsten ikke kan finde hende. Hendes børn er lige så rolige.

Som altid er det mig der bryder tavsheden og foreslår at vi tager på 14 dages yoga og meditations tur i Goa. Vi tager en søskende tur hvert år – men jeg kan godt se at Goa og meditation ikke virker specielt tiltrækkende på hende. Hun griner, fordi hun kender sin helse søster. Jeg forsøger at sælge den – det plejer jeg at være ret god til, “Vi skal bare ned at spise sundt, gå ture og meditere” siger jeg.

‘“Jeg slapper ganske udemærket af her i min sofa” svarer hun og griner (for hun vil hellere så meget andet end at meditere i Goa)

For hun slapper af, hun har slet ikke brug for at meditere og dyrke yoga. Goa er lige der i hjørnet af hendes sofa. Goa er oppe i hendes hovede – for modsat mig så kan hun på trods af hendes travle karriere job koble fra. Hun tager til Goa hver dag kl 16:30. Nu er det ikke sådan at hun går hjem og ligger sig på sofaen. Nej, hun ordner alt det der skal gøres, også alt det trælse som vasketøj, rengøring og lægge strømperne sammen. Hun er så skide smart, for jeg ser hvor rolig hun er, når hun så endelig er færdig med alt.

Jeg derimod trækker det ud, forsøger at fortrænge at børnene skal have madpakker med imorgen – de bliver først lavet 20 minutter før vi skal halse ud af døren. Jeg skubber det med at betale regninger og med at finde to strømper der matcher. Mine søsters børn kommer altid med ensfarvede strømper – det sker altså ikke altid her.

Deres strømper ligger pænt foldet sammen i hver deres skuffe og uden huller. Vi derimod løber rundt om morgenen – kigger i tørretrumleren og det sker også at vi tager et par beskidte i vasketøjskurven, fordi den ikke er blevet tømt i en uge.

Jeg slapper ikke af i mit hjem som hun gør – det kan jeg godt øve mig lidt på. Det føles engang imellem som om jeg bor på en banegård og det er mig der er skal sørge for at alle kommer fra A til B. Tror det er derfor Goa virker så tiltrækkende på mig – for jeg er nogen gange nød til at tage på ferie for at slappe helt af.

Det er nok derfor rejser jeg så meget og er flyttet til en ferie destination som Spanien. Alle render rundt med en kuffert her og de minder mig om at jeg skal slappe af. Spanierne minder mig også om at komme ned i gear – eller i bakgear for den sags skyld.

Jeg kigger igen hen på min søster i Goa og tænker – Fuck hvor er hun irriterende rolig og dejlig. Tør slet ikke at tænke hvad hun tænker, når hun kigger hen i den anden ende af sofaen til miss Beirut.

Tror hun tænker – gid der engang kunne blive fred og ro – men der er håb og kæft det er dejligt der sker noget og er fuld knald på. Beirut kan noget andet.

Men tilbage til at mærke efter – så er jeg seriøst blevet meget bedre og vil forsøge at få lidt mere Goa (og min søster) hjem til os.

Er du mest Goa eller Beirut?

Glædelig jul og dejligt du læser med.

Written By Ruth – fra Hotel Royal i smilets by