Mød eller rend mig i traditionerne..

Her i julen er vi alle tvangsindlagt til at være sammen. Det hele skal være så godt og kærligheden er i højsæde. Vi fletter hjerter og fingre, går rundt om juletræet og alle smiler.

Men hold fast hvor er der også bare mange spøgelser, spejlinger og roller der bliver indtaget. Det er sgu ikke alle der er lige sjove at tilbringe tre dage med. Der er forventninger, ting som er fejet under gulvtæppet, som konstant prikker dig i siden og minder dig om dengang, du ikke blev mødt, holdt om, blev skuffet, ikke set eller måske glemt.

Der er børnene der fylder alt og dem der fylder intet. Dem der bare fylder sig med mad og alt for meget alkohol og dem som fyldes med alt for mange gaver. Nogen fyldes af glæde og andre fylder en med løgn. Generelt fylder det meget at være sammen så mange dage. Ud over at spise and, skal der sluges så mange kameler. Man forsøger at være sødere end de brunede kartofler og indimellem føler man at der går så meget sovs i den, at man bare ønsker at kunne tage hjem, ligge i sengen helt alene og spiser pizza.

Nogle traditioner er så dødsyge, men ingen tør ændre dem. For sådan har vi altid gjort. Der er så mange der går vildt meget op i traditioner.

26030544_10155305609059499_510513836_n

Hjemme hos mine forældre er julen fantastisk hyggelig – krydret med samme traditioner og samme mad – så er alle jul her ens.

Den gave har jeg ikke givet videre til mine børn. De har ikke noget problem med at skille den ene jule fra den anden, fordi ikke en ligner hinanden. Jeg kan lige så godt sidde i Thailand, som jeg kan sidde hos mine forældre i Stubbæk. Jeg kan lige så godt spise gås, en entrecote eller en sojabøf, som jeg kan spise and, om det er en Peking and, gør mig heller ikke noget.

Min far derimod var ved at dø, da han engang holdt jul hos min søster og de skulle have gås, som de får i hendes mands familie. Det var lige før det ødelagde hans jul. Som et lille barn, havde han mest lyst til at ligge sig ned på gulvet og slå i gulvet.

Mine forældre er meget traditionens bundne, de har haft samme frisure i alle år, har altid boet det samme sted, deres møbler står hvor de stod der jeg boede hjemme og der går ikke en jul, påske eller fødselsdag uden at min mor sender påskeæg og gækkebrev og børnene får kaldender gaver fra julemanden og hans kone fra Stubbæk. I mange år troede vores børn ikke at julemanden kom fra Grønland – men at han kom fra Aabenraa. Ingen af børnebørnene tror længere på julemanden, men de underskriver stadig gave etiketten med julemanden. Kaldender gaverne fra julemanden i Aabenraa er også ens hvert år, så ungerne ved hvad de får hver søndag. Men der er heller ikke nogen grund til at ændre noget der virker, og chokolade og en jule lotto kaldender er altid et hit.

Heldigvis har ingen vundet endnu (hvad jeg ved af) – andet end 60 kr. Dem er der heldigvis ingen som har gjort krav på endnu. Men mormor har været Moses i sit tidligere liv og deler altid vandene lige, så hun sagde allerede første år “hvis nogen vinder en million, så skal vi dele med søskende, fætre og kusiner”. Børnene kiggede op på mig og tænkte det kan hun da ikke mene.

Siden hen er det blevet deres tradition, at de hvert år gemmer den på værelset og ingen ved nogensinde hvad nogen vinder. Jeg har lidt min bror og hans familie mistænkt for at have vundet den store præmie, da de lige har bygget ny tilbygning til huset og fået Dinesens gulve i hele huset.

En anden sød tradition vi har, er at vi alle står uden for døren mens træet tændes. Vi står så i række efter alder. I mange år kom der en lille ny, der skulle stå forrest – det er nok slut nu, og ændres nok ikke før der kommer oldebørn. Det sørgelige ved denne tradition er, når den bagerste og ældste slipper og enten ikke kan gå med rundt om træet eller kigger ned på os fra himlen.

Men alle står vi spændte ude i gangen og venter. Nogen på at se det smukke træ, en del har ondt i maven, en enkelt ondt i benet af urinsyre og orker faktisk ikke for mange runder om træet, så hellere en runde rødvin mere.

Jeg husker tydeligt alle de år jeg stod ude i gangen og kun tænkte på julegaverne. Min mor skulle altid vaske op inden, jeg hadede det, og det var den dag om året hvor hun tog længst tid om at vaske op. Nu står mine egne børn og tripper…. er utålmodige og glæder sig. Gaverne er blevet dyrere og færre til dem – alt imens de er blevet ældre, og sjovt nok tripper de mindre.

Gaven i julen er ikke længere det under træet – men det at vi er sammen. Jeg glæder mig snart mere til de håndskrevne kort og tegninger end de fine små æsker.

Og gaven er at vi alle igen i år er samlet, Nicoline er hjemme fra efterskolen og også ham bagerst holder godt fast og går med.

26062626_10155305609849499_953039811_o

Glædelig jul

Metta

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s