Små børn, små problemer. Store børn, store problemer.

Da mine børn var små frygtede jeg at de faldt i poolen og kunne sige nej 17 gange inden vi nåede kassen i Føtex. Jeg troede jeg var udfordret, lige indtil jeg fik teenager børn..så frygter man de bliver overfaldet og det ene nej du siger, godtager de ikke..for de ved bedre (det forklarer de dig 17 gange).

24133456_10155234881964499_1560857408_n

Min børn er lækre, men de kan også være det modsatte. De modsætter dem gerne alle regler, ideer eller gode intentioner der laves i huset. Tænker det er naturligt, at børn prøver grænser og får afløb hjemme og der hvor de er trygge.

Men indimellem bliver jeg bare så træt, at jeg mildest talt falder bagover af udmattelse hver gang døren smækker og jeg hører en der råber “Moar” så højt, at det halve af nabolagets mødre kigger over hækken.

Indimellem river jeg mig i håret og tænker om jeg virkelig er den eneste mor der er så dum at varte dem op, køre dem rundt samt hjælper og lytter. Min åbningstider er længere end 7 elevens. Jeg står til rådighed 24 timer i døgnet og servicen er i top. Jeg er sikker på, at jeg ligger ører til mere end DSB`s kundeservice – men lønnen er elendig og til tider føles jobbet en smule utaknemmeligt.

Det er der jeg har lyst til at trække stikket, sige op eller bare tage på en lang ferie til et sted med ro. Folk frygter at strande på en øde ø – det gør en mor altså ikke.

Tro mig jeg kunne sagtens drikke kokosmælk og kigge ud over havet dagen lang. Jeg vil ikke engang morse, skrive SOS i sandet eller råbe hjælp hvis der var en båd der sejler forbi.

krabi2-800x600

Tilbage i virkeligheden hvor der er råbt mor 267 gange og klokken kun er 11. Jeg bliver simplethen nød til at råbe SOS herfra.

Børn er virkelig et mix imellem det smukkeste festfyrværkeri og den værste plage.

Hvad har vi forældre gang i. Vi er så bange for at sætte grænser. Det at sige NEJ er næsten blevet lige så kriminelt som at give en endefuld i vores del af verden.

Et lille eksempel.. Jeg skulle ud en aften og havde meget travlt. Jeg bad derfor min teenager datter om at hjælpe lillebror med at lave mad. En mindre 3. verdenskrig foregik i vores hjem – fordi det var alt for udmattende at smide noget ost og lidt tomatsovs på en færdiglavet pizzabund.

“Jeg skal nok tænde ovnen” råbte lillebror.

Så vidt så godt, sulten motiverede tydeligvis ham – men min datter var ikke sulten og hun kæmpede imod, brølede og modsatte sig, så meget samt voldsomt at jeg tilsidst gav op.

Jeg vidste jeg ikke fik hende til at lave den pizza med mindre jeg slæbte hende ud i køkkenet. Det havde jeg nok gjort hvis hun var 8 år – men det er umuligt at få en teenagere fra A til B, hvis ikke de vil og jeg nægter at tage fat i hende.

Skønt jeg havde travlt, hjalp jeg vores sultne lillebror – og tog afsted. Jeg orkede simplethen ikke det drama – nægtede at gå ned på det niveau.

Det kan godt være hun troede hun vandt eller fik sin vilje. Men hvad jeg efterhånden har erfaret er, at man skal aldrig, som i never ever, ligge sig ud med teenagere mens orkanen raser.

Jeg lod humør og hormoner ride af – og derfor konfiskerede jeg dagen efter  mobiltelefonen og hendes computeren.

Det er deres livsnerve – og uden telefonen og de sociale medier – føler de at de lider en langsom dø. Men det var enten hende eller jeg – og hun måtte vide, at her er det mig der er køkkenchef. Hun må gerne “koge” over, men jeg tager gerne skraldet.

 

Men mens jeg står der ude ved skraldespanden – så hader jeg det. Jeg hader at grænsesætte hende, jeg hader vi er uvenner og at hun er vred på mig.

Jeg står i mørket og føler at jeg den dårligste mor i verden. Hvis jeg rodede skraldet igennem, ville jeg med garanti finde en lille krøllet lap hvor der står JEG HADER MOR.

Så jeg undlod at kigge ned i skraldet og i alt det mørke jeg selv slæber rundt med.

Jeg trækker vejret dybt og siger til mig selv “du gør det rigtige Mette”. Jeg mærker dog at jeg ikke er helt overbevist – det tror jeg aldrig vi bliver, når det kommer til vores børn.

Tro mig jeg kan sagtens opdrage naboens børn og rådgive veninder om børneopdragelse, men spiller engang imellem selv skakmat.

Jeg var selv en lille strigle som barn – min mor fortjener seriøst en Nobels fredspris for sin måde at håndtere mig på – men hun er også pædagog. Jeg er ikke uddannet til det her, der kom ingen brugsanvisning med da jeg fik børn. Så det ville godt nok være dejligt, hvis man engang imellem havde det direkte nummer til Lola Jensen.

Da jeg står ude ved skraldespanden, har jeg slet ikke lyst til at gå ind i huset igen. Mit humør er meget påvirket af situationen med min datter. Det er som om der hænger en mørk sky over huset – sandsæk på dine skuldre og mit hjerte føles tungt.

Du bevæger dig alligevel ind i krigszonen – tager hendes vrede blik med oprejst pande, du ignorerer at hun ikke svarer når du spørger om noget og du prøver at få det hele til at se ud, som om du har styr på alt.

Heldigvis går der ikke langt tid før hun kommer med en kop the til dig. Hun svarer sødt og hun er gået fra ghetto til lady på 1-2 dage. Tilbage er min lille pige – ligesom jeg troede hun var “rejst”.

Hendes børster har lagt sig, hun går ikke i forsvar eller tror du er ude på at smadre hendes liv. Hun viser pludselig taknemmelighed, ydmyghed og sødme.

Men kunne tro det var for at få hendes mobil igen – det er det måske også lidt. Men hun fik ihvertfald en konsekvens og haft tid væk fra de sociale medier til at tænke over sin opførsel.

Det er lige i dette øjeblik, hvor man skal sidde sig ned – for det er her hun lytter. Det er dette øjeblik du kærligt og bestemt fortæller hvordan verden hænger sammen eller ihvertfald hvad der skal til, for at få familien til at hænge sammen. Fortæller hende at vi regner med hende, hvilken vigtig brik hun er i familien og at vi alle bliver nød til at hjælpe hinanden.

Du ser at hun lytter – meget mere end den aften der skulle laves pizza. Du fornemmer hun hører mere end hvad teenage ører normalt kan kapere.

Efter jeg har kørt samme plade om og om igen – for at hjernevaske hende en smule, så rejser hun sig pludselig op og helt af sig selv siger hun “hvad med jeg laver mad i aften”.

K(ærligst)

Metta

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s