“Mor, hjælp mig”

Min veninde har lige skrevet. Hendes søn lider af OCD og angst, kun et barn og så med så voksne udfordringer.

De er tilknyttet børne psykiatrisk. Men der er ikke tider nok til kognitive samtaler, så lige nu, er der kun en samtale hver 4 uge. Nu er de sendt hjem og skal selv klare hans angstanfald der varer i cirka 3 timer. Min veninder er blevet nød til at blive hjemme fra sit arbejde og sønnen er sjældent i skole.

Forstil dig lige at du bliver forfulgt af en stemme, som kender alt det du frygter og er usikker omkring. Stemmen bliver bare højere og højere, truslerne større og større. Nogen gange bliver stemmen så høj, at det er det eneste du hører.

24019717_10155229934434499_143003748_n

Det er virkeligheden i min venindes søns lille hjerne. Han bekymre sig alt for meget eller hele tiden. Det lille fine menneske skal derfor kæmpe sig igennem dagen, som er det en krigszone. På side linien står forældrene magtesløse – forsøger at berolige ham, forsøger at forklare at det ikke er en reel frygt og at det han frygter ikke kommer til at ske. Men det er nytteløst, det er en realitet i hans mindset.

Angst fyldte meget i min barndom. Min far havde en depression og angst. Jeg husker når vi sad i bilen og kørte under noget, så rystede han. Jeg husker jeg fandt ham på gulvet, hvor hans voldsomme angstanfald havde paralyseret ham. Jeg husker han altid gik og græd, når han slog græs. Han forsøgte at skjule det, men jeg så alt.

Jeg så også at han selvmedicinerede sig selv med alkohol – fordi smerten og angsten var for stor. Engang sagde han, at han ville ønske han havde noget andet..nævnte endda ordet kræft. For når man fejler noget fysisk, så kan det påvises via røntgen, scanninger, blodprøver mm. Hans sygdom var usynlig. Der er også en behandling for kræft (desværre lykkes det ikke altid), men det er der ikke rigtigt for psyken.

Psyken er tricky, psyken er forskellig fra person til person og der ikke blevet forsket nok i det eller det er ikke blevet prioriteret højt nok endnu.

I mit halve år som sygeplejerske studerende på en lukket afdeling bekræftede mig i at vores psykiatriske system er forældet. Det føltes som at komme 50 år tilbage i tiden, i forhold til min tid på en lunge medicinsk afdeling.

Der var ikke personale nok, der var i min verden alt for lidt samtale og fokus var næsten kun på medicinering. Patienterne var naturligvis ikke de mest ressource stærke mennesker. Så de sagde ikke rigtig noget, men sad bare og ventede. Nogle ventede flere måneder i træk og længere end min praktik periode. Jeg følte mig magtesløs, trist og det var lidt en befrielse, hver gang jeg lukkede døren og forlod afdelingen. For energien var så lav, så slidt og trist.

Senere blev min egen søn udfordret. Diagnosen ADHD og Tourette og kun 7 år. Igen var der ikke meget hjælp at hente andet end medicin. Han blev tilbudt Ritalin, som  minder om speed og som nemt kan sælges på de mørke gadehjørner. Det ønskede jeg ikke at hælde i hans lille krop, men forstår godt at mange forældre føler sig tvunget til det.

Det lykkedes os at kæmpe uden om systemet. Det krævede kæmpe ressourcer – men det var det hele værd. Han er i dag 17 år gammel og har det så godt. Han er det sejeste. Men jeg bliver påvirket, når jeg tænker tilbage på den ufattelig svære tid, og de år hvor mine tanker var på Phillip 24 timer i døgnet, hvor jeg ikke kunne nå ham, så han led og jeg mærkede hans smerte.

Nu har der lige været valg – og jeg håber der kommer nye stærke kræfter til, der vil få mere fokus på de børn der har det svært og min venindes dejlige søn.

K(ærligst)

Metta

 

 

2 Comments Tilføj dine

  1. Anne Sofie Hvid Mørck siger:

    Heldigvis blev psykiatri-listen valgt ind i region midt ☺️ Vi må håbe, at de kan ligge pres på regionen ifht at få ligestillet psykiatrien med somatikken.

    Like

  2. Jesper Terkelsen siger:

    Jeg er overbevist om at vi i dag har mere travlt med, at alt skal have en “diagnose”(!)…..fremfor at vi som forældre lever op til det kæmpe ansvar det er at give vores børn ubetinget kærlighed, tryghed i opvækst (men dog i rammer som ikke overbeskytter dem), udfordre dem, hjælpe dem og ikke mindst lade dem udfordre sig selv og gøre deres egne erfaringer, så de lærer sig selv at kende. Vi skal “uddanne” dem til at kunne begå sig i den voksne verden, når den tid kommer, men vi skal også guide dem og fortælle dem om de forhindringer de kan møde i deres unge liv og ikke mindst lære dem at læse de mennesker de omgiver sig med. Når de herved formår at tro på sig selv, så bliver de også istand til at blive selektive og foretage de valg i livet, som bliver til deres eget bedste.
    Hvad vil jeg egentlig sige med dette?
    At vi som samfund i dag selv skaber en generation af unge mennesker fyldt med diagnoser og ude af stand til at skabe deres egen selvstændige og lykkelige tilværelse. Forældre har for travlt, bedsteforældre er oftest ikke længere eksisterende I familielivet, og børn får ikke længere tid til at vokse sig modne til det voksne liv i deres eget tempo.
    Jeg kan godt forstå de unge føler sig stresset i dag og får depressioner og “diagnoser”….. Det er ikke deres skyld – det er (oftest) vores!
    I gamle dage fik børn med personlige problemer tit muligheden for at “afstresse” ved at komme ud at sejle, blive ung pige i huset, eller arbejde på en gård…. Eller blot foretage sig ting i tiden efter skolegang, hvor de slog sig løs med kammerater på deres præmisser – og ikke vores.
    Jeg ved det gør ondt i sjælen for mange forældre, at få sådan en klud i ansigtet. Giver jo dårlig samvittighed! Men vi har selv været der, og kender flere forældrepar i DK med samme problematikker. Alle sammen desværre tilsvarende med travl hverdag i karrierens og økonomiens tegn, og børn stående på sidelinjen overladt til sig selv følelsesmæssige uden nogen at støtte sig til, når “det indre lokum brænder”….. Og tankevækkende nok, så de mest afbalancerede venner vores børn har haft, er fra familier, hvor den ene part går hjemme (!)

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s