Med den sødeste italienske accent i hans ret dårlige engelske siger han “ we are very tolerante in Italy, we accept scratches below 5 centimeters”.

Jeg er i Italien og kigger ned på min udlejnings bil der bærer præg af lidt for meget italiensk kærlighed og en meget tolerant bil udlejer. Ridsen på siden giver associationer til en bilnøgle og et jalousi drama. Den mindre bule bagpå vidner om en parkering i de smalle gader, hvor man bare skubber lidt til bilen foran, hvis pladsen er lidt trang.

Men har vi ikke alle skrammer?

Selv om vi forsøger at rette dem ud og maler over, så er skrammerne der stadig. Buler, dybe ar og/eller mindre skrammer under 5 cm, efter en overhaling fra et andet menneske, da pladsen blev lidt for trang.

Det er den patina livet giver… ridser, skrammer og slag der vidner om livet der er levet og lærestregerne når man stak snuden lidt for langt frem.

Arrene er et bevis på at du var stærkere end det der sårede dig.

Min venindes ar efter at have vundet over kræften. Min mors ar efter et alt for tidligt tab af sin søster eller det åbne kniv sår en anden veninde går med lige nu. En kniv med modhager i hjertet er svær at få ud, det giver permanente ar, men også det vil hele. Fordi hun konfronterer det der gør ondt og plejer sine sår.

Når man går i de gamle slidte italienske gader i Bologna, så er patinaen netop charmen. Slagene giver den ægte skønhed og fortæller en historie.

Steder som Bologna står i stærk kontrast til for eksempel Dubai, der i forhold til, er en Paradise Hotel deltager med kunstige bryster og opsvulmede læber. Blottet for personlighed og historie, men kun har sin eksistens berettigelse fordi den er så ekstrem og har en underholdnings værdi. Her er perfekte overflader, og den mindste skramme udspartles for at fremstå helt perfekt.

Men det perfekte bliver kedeligt i længden, efter en uge i Dubai keder man sig. I skønne Bologna derimod, vil man altid kunne finde nye sider, afkroge, historier og perfekte små ridser.

Den første skramme er altid den værste – både når det gælder din nye bil, dit nye trægulv eller dit lille barns knæafskrabning.

Jeg husker tydeligt første gang Phillip væltede og det blødte fra hans knæ. Jeg kan faktisk stadig mærke hvor ondt det gjorde på mig, Han har glemt det, men har stadig et lille fint ar, som minder ham om en lidt for vild tur i Fårup Sommerland, da han var 3 år.

Vi er nogle, der lige som min italienske bil udlejer, bliver mere tolerante overfor skrammer og tager knobsene med en vis kølighed. Enten fordi skrammerne er så mange, at man har vænnet sig til at være boksebold eller fordi man har så stor styrke og er så robust at man kan modstå et frontalt sammenstød.

Men der er også de som ryger i grøften ved selv dem mindste skramme, det er også de som altid forsøger at undvige konfrontationer, den nervøse billist der altid er på vagt og som ligger helt krøllet sammen ved selv det mindste skub.

Det er dem vi skal tage hensyn til, de har glemt at koble fra, lakken er tynd og motoren slidt fordi de konstant bakker eller køre i 2. gear. Alle ved det slider på motoren at forsøge at finde til Rom i 2. gear… uden pauser.

Alle veje fører til Rom siger man. Men er det nu rigtigt??!

Der er naturligvis flere måder at nå det samme mål på… men det er ihverfald betydelig nemmere at blive fragtet med tog ned igennem Europa end det er at køre i anden gear i en Ferrari, der brænder sammen i Paris.

Læringen må være at vi ikke skal fornægte vores skrammer, lad os pleje dem og når alle veje til Rom eller smukke Bologna er lukkede – så gælder det bare om at starte fra “scratch”.

Ciao fra Metta