En mors evige bekymring..

Jeg har svært ved at koncentrere mig i dag og sov meget afbrudt i nat.

Det er åbenbart det lod man har som forældre, man bekymrer sig så uendeligt meget.. så meget at der vokser grå hår ud af hovedet.

Da jeg var ung bekymrede jeg mig aldrig. Det passer ikke helt, men det var kun over hvilken kjole jeg skulle have på i weekenden og bumsen i panden. Til gengæld kunne dette fylde alt og ødelægge en hel dag.

Lige indtil jeg fik børn.

De nåede kun lige ud i verden og så bekymrede jeg mig om de nu var raske, om de frøs, fik nok at spise og lå rigtigt. Husker jeg vågnede flere gange nogle nætter, for at tjekke om de trak vejret.

De lå så stille, at jeg panikkede og rystede dem i frygt for vuggedød. Men de åbnede blot deres små søde øjne og smilede.

Og det er lige præcis det smil, som intet andet smil i verden du elsker..

Smilet smitter og kan sende de vildeste lykkeglimt igennem din krop og tristhed i de dage deres smil mangler.

22773446_10155148106334499_1022280551_nHusker flere hele nætter med et sygt barn der græd så hjerteskærende, at det ikke var til at holde ud. Armene var ømme af at bære og vugge dem og jeg havde svært ved at holde øjnene åbne. Hver gang jeg lagde dem ned og endelig troede de sov, så græd de igen.

Det var ren tortur. Men man holder ud, for det gør forældre.. og det gør vi alt imens vi bekymrer os, om der er noget vi overser og om det er noget mere alvorligt end ørebetændelse.

Man ville til enhver tid tage smerten hvis man kunne – for smerten er i forvejen så stor, man mærker hvor ondt det gør.

Hvad sker der lige… du får et barn og pludselig en dag lider du sammen med et andet lille menneske. Man går fuldstændig i symbiose og mærker en ubetinget kærlighed som aldrig før.

Det lille menneske i lyserødt vokser sig stor, stærk og smuk og gider ihvertfald ikke gå i lyserødt mere. Og pludselig en dag er hun stor..og man bekymrer sig om andre ting. Som hvor de er, hvem de er sammen med, at hun træffer de rigtige beslutninger eller kommer galt af sted.

Og så kommer dagen hvor hun skal rejse fra dig..før end beregnet, før end du er mentalt indstillet på det.. men du ved det er godt og du ønsker hende kun det bedste.

For det er hendes liv – og du slipper langsomt og tuder hele vejen hjem fra lufthavnen efter du har sagt farvel.

I dag starter Nicoline på Nørbæk efterskole. Hun er præcis 3025 km væk fra mig ..tro mig jeg kan mærke hver en kilometer.

22782386_10155148106364499_716324834_n

Når jeg går forbi hendes værelse føles det så tomt, skufferne er halv tomme, intet rod, musik, puslen eller smækken med døren..og man føler virkelig at det langt for at give et kram eller sige godnat. Et split sekund strejfer tanken mig, hvor forfærdeligt det må være at miste og aldrig skulle se sit barn igen.

Hun er her heldigvis – fysisk og dybt begravet i mit hjerte.

Per er med hende i Danmark og mens jeg skriver dette – er mine følelser helt ude på tøjet. Fordi det er NU hun går ind på skolen og skal møde alle sine forhåbentlige søde nye venner. Et kæmpe stort nyt kapitel starter for hende og faktisk også for mig.

Heldigvis er hun enormt stærk og sååå cool. Jeg giver slip, og mærker det er ok og håber på at alt nok skal blive godt.

For som hos enhver forældre – så har vi det kun godt, hvis vores børn trives og er glade.

K (ærligst)

Metta

22751935_10155148106559499_425397967_n

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s