Jeg har ikke skrevet et stykke tid..

Når jeg har for travlt eller har problemer, så blokerer jeg og føler at alt det jeg skriver om er så ligegyldigt ifht. det jeg går og tumler med.

Når et barn ikke trives, så bliver alt andet lige meget.
Alt bliver farveløst, intet smager og man mister lysten også lysten til at skrive.
Lysten til fine fester, lækre kager og endda nye sko.
Ligegyldigt bliver rynker, bumsen el de ekstra kilo og næsten også verdensfreden, for det er intet i forhold til smerten når ens barn ikke har det godt.
Slut med navle pilleri og istedet mærker du tydeligere end nogensinde den usynlige navlestreng.

Det eneste man ikke mister er lysten til at kæmpe for sit barn, alt unødigvendigt prioriterer man fra, for at samle energi og kræfter til at hjælpe og kæmpe.

Jeg forstår godt en mor kan løfte en bil når hendes barn ligger nedenunder.

Jeg bliver dybt provokeret hver gang forældre nægter at tage det stille, besværlige, mindre kønne eller specielle barn med hjem, som ingen gider lege med.

I min søns spanske klasse vælger børnene selv hvem de vil have med til fødselsdag. Så deler barnet pænt invitationer ud til de som de gider se og “lussinger” til de andre 9 årige skolebørn der sidder tilbage og føler sig udenfor. “Børn skal selv vælge” sige de.. Nej det skal børn IKKE. Børn skal lære..først og fremmest skal de lære at være ordentlige og sociale individer.

Forældre har så travlt med at skubbe deres barn, så langt frem i bussen, at de helt glemmer alle de børn der ligger under bussen.

Alle har vi et socialt ansvar – det gælder i mange sociale sammenhænge – arbejdspladser, sportsklubber mm.

Igennem et stykke tid har mit barn ikke haft det så godt – det er mere fagligt.

Nicoline er ordblind og den engelske skole hun går på er elendig til at hjælpe.. gør intet.
En dårligt seende får briller – en døv et høreapparat og en ordblind skal blot have hjælpemidler. Men der var ingen hjælp at hente på skolen – de fortsatte bare med at sætte hende på b- holdene, stoppede med at tro på hende og var mere irriteret end interesseret.

Da Nicoline først kom hjem og sagde hun følte sig dum, blev jeg rasende, ked af det og løve moderen rejste sig, viste tænder samt klør.

På 24 timer – hang jeg næsten i struben af vores arrogante engelske skole inspektør, havde skrevet til de 20 ordblinde efterskoler der er i Danmark og booket et fly.

Nicoline er nu 15 år og hvis hun skal have hjælp til det med ord så er det NU.

Jeg nægter at lade en skole og et forældet skolesystem knække hende.
Så mange slag og afslag har hun måtte tage, mange flere end hun har ladet mig høre. For hun er ufattelig stærk og stolt.. men jeg mærkede at de stykke for stykke tog noget af hendes selvværd.. og hun følte sig mere og mere uduelig og opgivende.

Den super dejlige, kreative og kloge pige, mistede dag for dag mere og mere af hendes lys. Hun slukkede langsomt og blev mere og mere hård. Opbyggede en skal omkring sig, sov mere (flygtede), hendes sprog blev mere hårdt og hun var meget vred, specielt herhjemme hvor hun er tryg.

Bag følelsen vrede ligger der altid ked af det`hed.

Vi reagerede først med at skælde ud, som vi som forældre nogen gange gør, når ens 15 årige datter råber og opfører sig uhensigtsmæssigt.

Følte os i virkeligheden handlings lammet og hjælpeløse. Men hvad jeg som mor har lært er at når ens barn reagerer voldsomst er der man skal kramme dem allermest.

24 timer senere sad vi så i flyet til Danmark og krammede.

Jeg havde fået svar fra 3 skoler. Vi lejede bil og sammen kørte vi Danmark tyndt og så på de skønneste skoler.

Alle ville de elske at tage Nicoline – og vi må give lidt slip og sender hende efter efterårsferien et år på Nørbæk efterskole.

Ja min lille engle folder sine vinger ud – glæder sig sååå meget og forlader min rede.

Jeg bliver rørt mens jeg skriver dette – både fordi jeg er lettet og skal give slip, men jeg er også vred over hvordan vi behandler børn med specielle behov.

Jeg havde virkelig lyst til at tage skoleinspektørens briller fra ham og så lade ham famle sig igennem skolen eller livet. Det er det han har budt Nicoline igennem så langt tid. Han burde gå mere op i karakter end i karakterer.

Men i virkeligheden går han måske blind rundt, for han ser ikke verden og er gået glip af alle de smukke evner Nicoline besidder.

Hun er sååå klog på så meget..mennesker, verden og jeg vil gøre alt for at bygge hende op og lade hende vide at hun kan blive lige det og den hun vil

Flyv min smukke engel

K(ærligst)

Metta mor