Hvor har jeg gødet, luet og sået planter i andres haver. I haver hvor du ved der aldrig vil blive vandet og du vil aldrig så meget som smage på nogle af de frugter der høstes.

For folk er nærige og nærige mennesker er også nærige med dem selv. De hamstrer, ligger penge under hovedpuden, serverer sandkagen og gemmer lagkagen så der er mere til dem selv. Det er dem som altid står i baren og tager imod drinks fra andre og når det er deres tur så lister de hjem.

De vil hellere stoppe festen, end at tage pungen op af lommen.  Det er også dem som spørger om hjælp til flytning og når de så selv bliver spurgt om hjælp, så er deres bedstemor lige dø. Faktisk har de været til begravelse 7 gange ved selvsamme bedstemor over de sidste 4 år. I virkeligheden sidder hun stadig på plejehjemmet og venter på at få besøg..men må nøjes med billederne på kommoden.

Einstein sagde “Three great forces rule the world..stupidity, fear and greed”. Jeg hader nærighed – hermed mener jeg faktisk ikke kun økonomisk. Jeg syntes generelt det klær enhver at give mere end hvad de tager – og jeg syntes det er god stil at overveje hvad man kan gøre for et andet menneske, uden at forvente noget igen. Hent nu den kaffe til din trætte kollega, tag over på børnene når ægtefællen ligger på sofaen og du ser han eller hun kæmper for at rejse sig efter en travl arbejds dag. Jo du har også haft travlt – men tro mig man får så meget igen i det store regnskab.

Jeg har siddet ved par middage og hørt kvinder der så brændende ønsker sig blomster engang imellem eller blot en gang om året. Men det nægter han af princip at give hende. “Hvad bliver det næste” var der ovenikøbet en der sagde. Jeg havde så meget lyst til at stjæle bordbuketten og smide den i skødet på hende. For det var alt for lang tid siden hun var blevet vandet, så langt tid siden at hun så helt visen ud. Jeg tænkte straks at det er et fattigt ægteskab, hvis han ikke engang vil opfylde det ønske for hende, så er han nok også fedtet i så mange andre henseender – hans handlinger er tydeligt et spejl på hans følelser eller personlighed.

Jeg kunne aldrig være sammen med et nærigt menneske – føler selv jeg er generøs og tænker grådighed i sidste ende er en ensom vej at gå ned af.

Jeg sidder lige nu i bilen på road trip rundt i USA. I Spanien har børnene sommerferie til starten af september og vi er derfor på tur rundt i USA. Med i bilen har vi vores guld på 9, 15 og 17 år. De tre er så elsket at vi til tider har glemt at fortælle dem at de også skal byde ind med noget til fællesskabet.

Børn er af natur pænt egoistiske og lærer efterhånden at tage hensyn, hjælpe og give plads. Men jeg må til tider og specielt efter 3 uger på Route 66, konstatere at børn fylder..tror ikke vores fylder mere end andre børn. Men det er lige før der bliver begået mord i bilen, hvis blodsukkeret bliver for lavt. Jeg har forklaret dem at der er børn i Afrika der sulter – men det forholder de dem ikke til i gernings øjeblikket.

Vi har lejet en ret stor bil (det er de jo i Amerika) med 7 sæder og hver eneste gang vi sidder os ind i bilen så diskuteres der voldsomt på bagsædet om hvem der skal sidde bagerst.

Jeg knus elsker mine børn – de er så skønne – men de er også konkurrence mennesker, viljestærke, opfindsomme og målrettede og jeg tvivler ikke et sekund på at de vil lykkes i livet – men engang imellem føles det lidt som om det er liv eller død blot det at komme ud af en dør.

 

Nu har vi alle haft sommerferie – og når jeg taler med nogle af mine veninder, så er de pænt brugt efter en lang sommerferie med ungerne hjemme, for nogle af dem er det næsten en lettelse at komme på arbejde igen og være tilbage i hverdagen. Alle er de enige om at børnene fylder lidt for meget – og specielt i sommerferierne er de oppe det halve af natten, spiser non stop og har det ret svært med at at kede sig. Men sådan skal det jo ikke være.

Vi har ihvertfald haft vores ture og vi har også haft vores snakke om hvad vi som forældre kan gøre bedre, så vores børn lærer nogle af de værdier som vi vægter højt. Blandt andet det, at indgå i sociale sammenhænge og være gavmild med smil, hjælp og sig selv.

Taknemmelighed er noget andet – ikke alle får lov at komme på sådan en tur rundt i USA – så det får de også at vide. Så når vi på Venice beach ser alle de hjemløse eller når vi sidder i den bjergtagende natur i Grand Canyon, så er jeg den trælse mor, der gør dem opmærksomme på hvor heldige vi er.

 

 

Jeg forsøger at så frø i mine børns små haver – det er ikke altid de vander dem, men nogle vil gro og spire i dem. Nogle vil de huske at gøde og forhåbentlig så tager de et skud herfra og giver det videre i livet.

(K)ærligst

Metta