Som jeg kører i San Franciscos stejle gader kan jeg ikke andet end at tænke på hvordan livet går op og ned, og ville ønske at der er en “bremse” i livet der virker, som den forhåbentlig gør på sporvognen igennem SF.

Et terror angreb, nye trusler, fattigdom og grimme brud.. verden er en mundfuld, og vi bliver konstant testet, udfordret og for manges vedkommende er det dyre lære penge.

Men er der en læreproces i en mor mister sit barn, 13 uskyldige menneskers liv i Barcelona eller en partners utroskab? Det tror jeg der er – det er sørgeligt men sandt.

Som menneske skal vi nogen gange se kontrasterne for at mærke hvad vi havde eller hvad vi har. Vi oplever sygdom for at værdsætte det at være rask. Min bror fik konstateret en ret aggressiv form for modermærke kræft for et stykke tid siden og hvor er det takkevækkende hvordan han pludselig reflekterede over sit liv og hvordan han lever.

Nogen gange skal vi måske også gennemgå et brud fra en person vi elsker for at lære at værdsætte dem eller andre. Lige sådan er terror brutalt, meningsløst og uforståeligt, men åbenbart vores virkelighed.

Intet menneske fødes til at hade, det er noget man lærer ved at være i intolerante, ignorante og vrede omgivelser. En forældre, ven eller gruppe der fortæller dig at andre med en anden hudfarve, seksuel præference el religion ikke tolereres og er uacceptabelt. Du får skyklapper på og får et sæt “briller” der gør dig snæversynet – mens du dag for dag hjernevaskes. Det foregår så langsomt og udspekuleret at du næsten ikke engang opdager at du er fucked og hjernevasket for virkeligheds sans og fornuft.

Det er ikke kun terroristen, det er også ham der er medlem af ku klux klan, måske din nabo eller din chef. De findes alle steder – folk der har fået ondskab ind med modermælken, dem der har fået det banket ind i dem – pryglet med ord og slag. De der ikke føler de hører til nogen steder og derfor nøjes med at høre til et upassende sted – af mangel på bedre.

Hvorfor terrorisme?? gaven i det er at man ser at folk samler sig, står sammen og alle sidder vi tilbage med en følelse af taknemmelighed for at de vi elsker er ok.

Men vi bliver også vrede og bange – bange for hvornår det sker igen og vrede samt magtesløse over at vi ikke føler vi kan gøre noget. Vi reagerer på Barcelona fordi det sker i vores del af verden – blandt dem vi hører til og elsker. Men imens bombes og terroriseres der i andre dele af verden, hvor der dør endnu flere end i Barcelona. Vi ser det i nyhederne, men har svært ved at relatere sig til det, fordi vi ikke føler vi er en del af dem og har svært ved at forstå deres verden og måske kan vi ganske enkelt ikke rumme mere.

Jeg kan blive helt trist over at se nyhederne – det er så brutalt og dumt hvordan verden ledes og hvordan vi behandler hinanden. Den eneste måde jeg overlever på er at sørge for at der er kærlighed omkring mig. Ved godt det lyder vildt hippie happy agtigt – men jeg har virkelig mere end nogensinde brug for at der er mennesker omkring mig der vil mig det godt, mennesker jeg kan stole på og som deler de samme værdier.

Imens verden slås – kan jeg sørge for at mine 3 bliver ordentlige verdensborgere, der hjælper, er fordomsfrie og fyldt med kærlighed.

K (ærligst)

Metta