Da jeg var i Thailand i December, var jeg så uheldig at miste min ring. Ikke nok med at den er ret dyr, så var det den ring jeg fik, da jeg fødte Nicoline (ringen på billedet)

Glemmer det aldrig. Pludselig kigger jeg ned på min hånd og ser at min ring er væk. Jeg følte mig helt vildt nøgen. Jeg panikkede fuldstændig og ikke langt tid efter, ledte det halve af Thailand efter min ring. Den kunne være alle steder – for jeg havde været alle steder denne dag, i poolen, i havet og ja på det store markedet inde i Phuket by.

Hele aftenen gik med at lede. Jeg havde ingen appetit, var vildt ked af det og kunne slet ikke holde tanken ud. Jeg ledte og ledte og da mørket faldt på, gik jeg med min mobil og forsøgte at lyse jorden op. Jeg husker jeg tænkte “hvis den er væk, vil det ødelægge hele min ferie”.

Lige i det øjeblik jeg fik den tanke, gik det op for mig hvor bundet jeg er til ting.

Jeg blev næsten helt vred og tænkte, at hvis det var så forfærdeligt at miste, så gad jeg slet ikke have det til at begynde med. Det mindede mig om dengang en af mine første kærester havde slået op med mig og jeg lå i fosterstilling hjemme på mit pige værelse og tænkte, at tabet føltes så voldsomt, at jeg hellere aldrig ville have mødt ham, end at skulle gennemleve denne tomhed og smerte..

Nu vil jeg ikke lave mere drama, jeg skabte drama nok i Thailand.

Så heldigvis fandt jeg ringen.. Jeg havde smurt mig ind i olie og har åbenbart haft fedtede fingre og fandt ringen nederst i vasketøjet. Jeg var vildt lettet. Men kunne ikke helt få tanken ud af hovedet. Hvorfor knyttes vi så meget til ting og hvorfor har vi så mange ting?

Liberosis betyder “the desire to care less about things” og det kan jeg da vidst godt lære noget af eller hele verden trænger rent faktisk til at blive rusket godt og grundigt..

Vi køber, samler, bruger, smider væk, erstatter i et væk..hvorfor?? sikkert for at fylde et følelsesmæssigt hul, mærke suset, opnå anerkendelse eller købe lidt glæde.

Og ja man bliver glad..ihvertfaldt kortvarigt – men aldrig lige så glad som pigerne ude på æsken eller i reklamen..

Jeg ser sjældent tv. Men i søndags faldt jeg over noget der hedder Netflix.. virkelig genialt..du skulle prøve det :-))

Nej, jeg faldt over dokumentaren “Minimalism” og hold da op. Jeg fik lyst til at sælge, give og smide alt ud. Børnene sad næsten og klamrede sig til sofaen, i frygt for de også blev givet væk til velgørenhed.

Det hele handler om den “køb og smid væk” generation vi er blevet og hvor meget ulykke der følger med. Der er et kæmpe pres på børn og unge samt deres forældre, for at få råd til alt det nye og alt det “de andre” har. For lille Olivia skal jo ikke skille sig ud. Så vi låner, arbejder over, stresser rundt og sparer sammen så lille Olivia passer ind og er glad. Problemet er bare at forbrugs industrien går så stærkt, at et halvt år efter, at du har givet Olivia en Iphone til 6000 kr så kommer der en ny, der kan mere samt alt og Olivia begynder at plage på ny.

Jeg kan levende forstille mig hvilket mareridt en enlig mor med 2 børn må have hver måned for at få råd til, at give sine børn alle de ting.. som alle de andre har.

Minimalist filmen er virkelig tankevækkende – de mener at ved at sortere alt rod og alt unødvendigt væk..her ligger så meget lykke begravet og man bliver så meget gladere.

Princippet er at man hellere køber en god ting istedet for mange. De gør op med Ikea filosofien – og vil hellere have kvalitet og skille sig lidt ud – end at rive billigt kina skrammel ned fra hylderne.

 

Det giver så meget mening for mig…jeg har alt for meget tøj jeg ikke bruger, noget har jeg ikke brugt i flere år. Jeg går åbenbart og venter på at det bliver moderne igen eller at hylden braser sammen. Lad dog andre få glæde af det istedet..

Jeg har altid gået efter kvalitet – men åbenbart også kvantitet og det skal der ændres på.

Så jeg siger det højt nu..jeg vil øve mig i at købe mindre, bedre og så give væk, så andre kan få glæde af det.

Knus Metta