Husker du 80èrne hvor alle fik en pigtråd tattoo rundt om overarmen fordi Pamela Anderson havde det. Det er mange år siden og pigtråden hænger nok slapt som en juletræs guirlande på de nu slappe mormor arme. Pamela selv har fået sin fjernet – eller næsten fjernet vha laser.
Regel nr. 1 når man er ung – Aldrig, som i aldrig få lavet noget der er permanent. Få istedet en permanent hos frisøren, få lidt charme krøller et stykke tid, barber dit hår af eller farv håret blåt, det gror ud igen.
Hold nu lidt igen med at lave frække film med Tommy Lee eller Sydney Lee for den sags skyld, og overvej nu grundigt om du vil have “Karsten forever” op af din ankel. For Karsten kan hurtigt blive skiftet ud eller løbe med Annelise, og der står man så tilbage smurt ind i hans blæk.
Hvor laver man mange dumme ting når man er ung, man burde have en værge til man er 25 år og hjernen ikke længere er under ombygning. Jeg skal ihvertfald aldrig have en tatovering..det er dumt og usundt, og jeg kan høre min mor sige det, mens hun siger “tænk du skal have den hele livet”
Men livet er kort, mit kortere nu end da jeg var ung og det går alt for hurtigt, der er ikke langt fra brændt tattoo hud til kremering.
Så moral er godt og dobbelt moral er dobbelt så godt – og man har et standpunkt til man tager et nyt..og jeg skal derfor have en permanent tatovering. Vidste slet ikke jeg havde behovet, men blev overtalt på den sødeste og mest uimodståelige måde.
Min snart 15 årige datter kom ind til sengen hvor jeg lå og sagde ” jeg vil spørge dig om noget.. vil du have en tatovering med mig, en mor og datter tatovering” og så kiggede hun på mig, på sådan en måde, at hvis ikke jeg lå ned, var jeg gået i knæ – så blød blev jeg i knæene. Det føltes næsten som da min mand gik på knæ og også ønskede et permanent forhold til mig.
Man bliver sgu så glad når et andet mennesker godt gider en for livet, det kommer lidt bag på en at de orker, men det er da pænt stort.
Hvis der er noget jeg gerne vil, så er det da at være kædet sammen med hende miss Sunshine resten af mine dage. Fik lyst til at råbe ja ud i hele universet, hvis ikke lige det var fordi jeg lige burde spørge hendes far først, og så skal hun jo faktisk være 16 år og ja, fordi hun nogle dage i forvejen havde haft sådan nogle dage, hvor hormonerne kortsluttede, verden var latterlig og hun malede sit ansigt sort og jeg fik assosiationer til Peter Lundin:-)
Hun er ikke kedelig, ligner skræmmende meget sin mor som ung, før verden nok gange havde fortalt hende at hun skulle opføre sig normalt og være som alle andre. Ikke underligt Nicoline har valgt skuespillerlinien på Oure efterskole næste år. Elsker at hun skal have lov til at udtrykke sig, vise hendes skøre og skæve sider – sider vi alle har – men som mange ikke har fået lov at vise, fordi så var de for meget, for stor en mundfuld – for dem der er for lidt.
Men der sad hun på min seng og gav mig et af mit livs største kærlighedserklæringer ..så jeg var klar.
Hvis ens 15 årige datter ønsker samme tattoo som en, istedet for at have en “Karsten forever” tattoo i lænden eller en nipple piercing, så er svaret ja.
Hun har nøje udvalgt vores tattoo..det skal være noget ligende denne:
NOT..(men det var da sjovt..)
Nej, hun ønskede at vi havde hver vores lille hvide hjerte på indersiden af fingeren, som et symbol på det vi har. Om så hun havde ønsket det skulle stå Karsten på min højre balle, så var jeg solgt..det var da så dejligt.
Så hvem ved om jeg får min første tattoo med min datter…
K (ærligst)
Metta