Det er egentlig sjældent jeg er vred – hader at være vred. Når vi er vrede, handler det ofte om, at vi oplever noget som værende uretfærdigt..

Livet plejer egentligt at behandle mig meget retfærdigt men…

i morges var jeg rød glødende – jeg var så vred og havde allermest lyst til at skrige af ren frustration. da vi vågnede havde vi havde haft indbrud…igen. Ikke nok med at de brød ind, men de gik rundt i huset mens vi sov..igen. Lillebror åbnede hoveddøren og råbte “fuck dig” ud på gaden.

Først tog han vores Imac i stuen, listede så nedenunder og kiggede i min taske, som stod 3 meter fra hvor jeg sov. Jeg havde omkring 600 euro i kontanter i tasken, da jeg dagen efter skulle betale en regning. En ting han vælger at vise sit grimme ansigt i mit soveværelse – men det der gør mig endnu mere vred er, at han vover at gå ind i min datters soveværelse og tager hendes computer. Tænk hvis hun var vågnet og der stod sådan en dødsyg stodder forenden af hendes seng. Det er så usmageligt og grænseoverskridende at nogen bryder ind i ens hjem – mens man ligger trygt og sover.

Computeren kan muligvis erstattes, men hvordan erstattes den manglende trygheden i sit hjem – den blev tyvstjålet og forsvand med tyven i natten. Tilbage står jeg med to børn, der frygter natten – lillebror har allerede lagt billet ind på fars seng, da han er i Nicaragua og jeg har brugt hele dagen på at spekulere på hvordan jeg sørger for, at vi er trygge og at børnene ikke er unødig bange.

Jeg er som person ellers meget tryg, men jeg frygter at børnene mærker det ikke helt er tilfældet lige nu. Jeg ved fra sidst at jeg det næste stykke tid, vil vågne ved den mindste lyd og ordet “ræve”sove er nu erstattet med ordet “røve” sove herhjemme.

Sidste indbrud var det vildeste. Vi havde indbrud mens vi sov. De tog computer, kamera og bilen var væk. Da det var en dyr udlejnings bil, kommer en mand fra firmaet og hjælper os med at anmelde det hele. Han er vildt flink og vi er dybt taknemmelige over hans hjælp. Vi viser ham rundt – han viser sympati og hjælper os med at oversætte på politistationen. På grund af at der blev stjålet en bil og forsikrings omkostningerne var så høje – kom det halve af sol kystens politibetjente og forhørte os samt tog fingeraftryk.

En uge efter bankede politiet på døren igen. De havde et billede med og spurgte om vi kunne identificere manden.. ligesom i Østen så ligner alle lidt hinanden, sådan er det altså også her i Spanien, her er alle mænd små, mørkhårede og med brune øjne. Så vi kunne ikke rigtig placere ham og han så meget normal spansk ud.

Anyway vi var ikke helt klar over hvem det var – men det kunne politiet så fortælle os. Fingeraftrykkene tilhørte ham den flinke mand fra biludlejnings firmaet, der havde hjulpet os dagen efter indbruddet. Han havde kun lige nået at smide koben og kedeldragt, før han stod i sit jakkesæt og bankede på vores dør. Han var åbenbart straffet før og fik åbnebart lyst til at aflægge os et besøg. Utroligt at ham så dagen efter, dukke op uden at være det mindste påvirket eller med dårlig smag i munden.

Endnu mere utryg bliver jeg efter at have fået en besked fra præsidenten i vores område at de har fanget en flok albanske ex militær mænd der havde lavet indbrud i området.. Åhhh ved ikke om jeg har set for mange film, men Albanske ex militær mænd lyder ikke rart i mine ører.

Nu vil jeg hente mine børn ind i min seng i nat, skubbe kommoden hen foran døren, have radioen kørerende, lyset tændt og iføre mig militær tøj og måske et maskingevær…Er det måske derfor det halve af alle amerikaner sover med en pistol under hovedpuden og det halve af spanien har anskaffet en hund?? Hvorfor er verden blevet så fandens utryg og ulige at man føler man skal forsvare sig, endda når man sover.

Æv

Knus Metta