Velkommen til Medina og jeg har endda Christopher (og Nicoline) med….
Da vi landede i Marrakech, kunne jeg mærke Christopher sad helt stille og helt tæt op af mig i taxaen på vej til vores Riad. Marrakech kan godt være en voldsom mundfuld – uniformerede betjente i lufthavnen med kæmpe maskingevær, kontrol hele vejen igennem lufthavnen – alt bliver tjekket, som om man gad og turde smugle stoffer ind i landet, det har de vidst rigeligt af, og hvem gider en kugle i panden. Taxi chaufføren talte fransk og talte i en strøm imens han dyttede og kørte formel 1 ræs igennem byen. Der er så meget larm, så mange biler og så meget bilos. “Mor jeg kan ikke lide denne her by” sagde han og jeg mærkede tydeligt den ellers meget seje lille drengs usikkerhed. Jeg forsøgte at berolige ham, men det var ikke nogen nem opgave, men jeg lovede ham at så snart han var i vores Riad så ville der være trygt og roligt.
Ganske rigtigt da den store Riad dør blev lukket bag os, kunne jeg se ham smile og han ligende en der lige var landet i 1001 nats eventyr. Hans øjne var så store som te kopper og han lyste op..
Vi fik en fyrstelig velkomst på Riad Due – der er så smukt. Stearin lys og friske blomster og de kom med et smuk kar med vand og vi fik vasket hænder og tørret dem i varme vaskeklude. Der blev serveret marrokanske småkager og myntete. Christopher lærte hvordan en dreng laver en ordentlig stråle – det lød som et helt herretoilet når han hældte te op til os. Men siden vores første aften har han hældt og spurgt efter The á la Menthe s.
Det er ikke mynte som vi kender den når vi får Moijtos – det er marokkansk mynte, som har en stærk pebermynteduft, er ret sødt og med et strejf af ” After Eight” smag. Pebermynte har været brugt i urtemedicin i århundreder og er kendt for sine gavnlige virkning i mave- og tarmkanalen. Hvilket man godt kan få glæde af med alt det dejlige brød og virvar af forskellige og ukendte bakterier vi omgiver os med de næste dage.
Vores Riad er så smuk – den er fra 1200 tallet og har så mange smukke detajler, lige fra høje søjler, smukke stuklofte, smuk fontæne samt smukke spejle, fliser og palmer inde i gårdhaven.
Jeg ville faktisk ikke have et problem med at nogen låste mig inde og smed nøglen væk – for jeg bliver aldrig træt af at se og lære dette smukke hus at kende. Huset huser mig og ungerne og en masse nyforelskede, det kan ikke andet end smitte lidt med alle de amoriner der er – bøsseparret i nabo værelset omgiver dem endda med højrøstede amoriner.
Men med vores til tider lidt højrøstede lillebror – så er der da to værelser der bryder stilheden og som kæmper om at overdøve lyden fra moskeen flere gange i døgnet, også klokken 5.30 i morges.
Nu elsker lillebror allerede Marrakech – efter han har set gaderne i dagslys, så virker det hele ikke længere så voldsomt. Vi spiste vores frokost på Nomad – hvor Christopher fik Tagine, Nico kylling og couscous og jeg vegetarisk..så lækkert og hyggeligt at sidde og kigge ude over byens tage og det smukke krydderi torv.
Nicoline husker den lækreste Harissa chilisauce som hun fik sidste gang. Det er en “to die for” – Marrokansk chilisovs. Den kilder de helt rigtige steder og så anvendes den til alt fra kød, ris, couscous, grøntsager eller bland den i mayo til en skøn harissa aioli. Opskriften finder du nedenunder og ellers tror jeg faktisk din lokale orientalske pusher må have det på hylderne. Generelt er deres meget krydrede mad så lækkert – krydderierne kan købes på hvert et gade hjørne, og duften af friske krydderier hænger i luften overalt.
Mens man går igennem Marrakech`s beskidte og gamle gader i Medinaen – er der alt hvad hjertet begærer – af grimt og smukt. Og det er faktisk lige ordenen der beskriver Marrakech bedst – det er så kontrastfyldt grimt og smukt – nyt og gammelt på samme tid.
Og vi fik både forhandlet og købt noget grimt, smukt, nyt og gammelt – man kan få det hele i Medinaen – alt imens er lillebror blevet lidt mere kæk og løb rundt med marrokansk kriger tørklæde på og han lille dolk, som han forhandlede sig frem til mens jeg kiggede væk og som jeg endnu ikke ved hvordan vi får igennem tolden. Det bliver spændende hvad de uniformerede betjente siger til det. Glæder mig til endnu en spændende dag i Marokko imorgen.
Smil
Metta
Harissa
250 g syltet rød peber – se note
2 fed hvidløg
1/2 citron, saft og skal heraf
1-2 store røde chilier
1 dl olivenolie
1/2 bdt. frisk koriander
1/2 bdt. frisk marokkansk mynte
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. stødt korianderfrø
1 tsk. salt
sukker
1. Blend peber med hvidløg, citronsaft og -skal, chili og olivenolie til en grov pasta.
2. Blend det godt sammen krydderurterne og de tørrede krydderier. Smag til med salt og en anelse sukker.
3. Lad harissaen trække i mindst en time inden servering. Den kan desuden opbevares i et glas med tætsluttende låg i en uge på køl.
Note: I stedet for syltet rød peber kan du selv tage tre peberfrugter og grille dem i ovnen eller på en grill, til de er godt grillede og falder sammen. Kom herefter pebrene i en pose og køl dem ned. Pil skindet af og fjern kernerne.