Kender i det at have klappet, hujet og været cheerleader på sidelinien for så mange – og når så man selv skyder mål, så sidder man alene i omklædningsrummet med en lunken fadøl.

Hvorfor er det at så mange har svært ved at glæde sig på andres vegne?? Det har jeg aldrig rigtig forstået. Jeg forstå godt man kan være et sted i sit liv, hvor det kan være svært at se andre på sejrs skamlen, når man selv sidder på bænken og er skadet. Men jeg tænker bare at hvis man har siddet på denne bænk alt for længe og blevet lidt kold, så er det måske på tide at komme ind i kampen igen. Det kræver overskud, men hvor ville det være skønt med et enkelt tilråb eller klap på skulderen, til medspillerne. Det gør det også så meget sjovere at sidde på bænken.

Vi har alle været der..siddet kold og alene på bænken og syntes spillet er uretfærdigt og græsset grønnere på den anden bane halvdel. Men der er bare nogen der sidder der så længe at der gror mos på dem, de bliver bitre, misundelige og nogen endda ondskabsfulde.

Vi hader den alle..den stemme inde i os, der bliver kritisk overfor andre. Det kan være ham der ser ud til at være mere succesfuld end en, hende alle kigger på til festen eller et ferie billede på facebook, når man selv er hammer træt og sidder i regnfulde Danmark. Det er denne stemme – jeg tænker vi skal slutte fred med, jeg tror ikke vi kan slippe af med den, men vi kan lære at acceptere den og ikke lade den fylde. Det man ofte misunder andre, er ofte det man mangler i sit eget liv…Så hvis man sidder og bliver halvt deprimeret, når man hører at veninden har succes med at sælge smykker til udlandet, eller naboen skal afsted til et eksotisk sted eller en tidligere klasse kammerat poster et billede fra den fedeste fest, jamen så er det måske på tide man selv skal på eventyr eller følger sine drømme. Det behøver ikke være helt til Kreta, men måske en spa dag, en massage eller en tur i byen er på sin plads. Kast lidt glimmer ind i dit liv..når jeg syntes mit liv er lidt for meget leverpostej, så hjælper det mig at høre musik, det hjælper at gøre lidt ekstra ud af mig selv – tage en knald rød kjole på og måske åbne en god flaske rød, selv om det er tirsdag.

Jeg tror bare at vi har så mange undskyldninger – og er ikke så gode til at mærke efter og prioritere os selv, og så ender vi op med at sidde på bænken og kigge ud på de andre – og deres succes.

Kald mig skør men jeg syntes virkelig ikke der er noget bedre end at se andre lykkes – livet er en rejse, ikke en konkurrence, om hvem der kommer først i mål. Det er så vigtigt vi kan glædes sammen og løfter hinanden. Hvad mange endnu ikke har forstået er, at der går ikke noget af en fordi man løfter en anden…tværtimod.

Der er en tendens til at tro at hvis nogen har succes, så skyldes det enten at de har været heldige eller fået tingene foræret. Har man arvet sin fars firma eller formue og gør succes – har det været lidt for nemt. Har man en partner der kan hjælpe, ikke mindst økonomisk, så har man bare været heldig. Man skal gerne have brændt sit lys i begge ender, haft en skilmisse eller to, gået konkurs et par gange, før andre føler man fortjener sin succes. Men uanset hvem man er, så tror jeg ikke der er nogen elevator til succes. Du skal først tage trappen, åbne en masse døre, gerne lige snuble lidt på forskellige trin og undervejs op møder man måske flere der fortæller det ikke kan lade sig gøre og et par enkelte der hiver dig ned.

Det jeg forsøger at sige er at der er ingen nem vej til succes og jeg syntes ikke vi anerkender hinanden nok. Børn eller voksne..alle vokser vi når vi bliver set, hørt eller rost.

Hvad er succes for dig? Ordet succes er i virkeligheden noget underligt noget – for hvad der er succes for mig, behøver ikke at være succes for dig. For mig har det ændret sig med årene. Nogle ønsker succes arbejdsmæssigt, mens andre blot ønsker at finde roen i sig selv eller føler succes er at være der for andre.

For den kræftramte kvinde er det at komme igennem en dag uden at være bange, en succes. For gamle Margrethe er det succes hvis hun selv er gået ned til købmanden. For unge ordblinde Emilie kan det være en succes at gennemføre 9. klasse, mens Jeanette er det en succes at blive astro fysiker. Nogle måler sin succes i at tjene millioner, mens en anden finder stor tilfredselse eller succes i at hjælpe ordblinde Emilie med at bestå folkeskolen.

Det vigtigst er at vi gør noget og vi gør det for os selv. Succes handler vel bare om at finde det man har talent for og passion for og gøre det. Så tror jeg succesen kommer automatisk, det oplever jeg ihvertfald selv.

Jeg husker selv en episode, hvor jeg vandt 100.000 kr. via “De kloge kvadratmeter “,til at implementere et sundhedsspil på de danske skoler – mit mål eller passion lå i at lære børn om kosten & kroppen. Jeg arbejdede non stop i et halvt år på dette projekt. Undervejs drømte jeg om at se det færdige produkt i mine hænder. Som i alle projekter blev det indimellem trivielt, hårdt og jeg mødte modstand. Men spillet blev færdigt og flere kom til. Jeg endte med at vinde The 19th Teachers Annual award i USA og mine sundhedsspil blev oversat til 8 sprog og solgt i 10 lande. Alt den tid jeg havde investeret, gav nu pote.

Men jeg gjorde en fejl, jeg nåede ikke at stoppe op og glæde mig. Jeg glædede mig som et lille barn til at have spillet i mine hænder og se skolebørn lege og lære, men da det først var en relalitet, var jeg allerede videre til næste projekt. Når nogen roste mig, kunne jeg ikke tage det ind, det var jo ikke noget særligt. Men fandeme jo det var, men jeg tror mine ambitioner var for store, jeg stillede for høje krav til mig selv og det var som om jeg ikke følte jeg var værdig til den succes. Jeg var hellere ikke længere kreativ, da jeg skulle sælge på messer i hele verden, men det var ikke her min passion var og det blev mindre og mindre sjovt.

For mig er succes lig med sjov, hvis der er noget jeg brænder for er jeg genial – men hvis det keder mig er jeg fatal. Det er ligeledes vigtigt for mig at være et ordentligt menneske hele vejen, jeg er ikke en med rundsav på albuerne og jeg har ikke lyst til at snyde og rage til mig på bekostning af andre, det er nok derfor jeg ikke var så fantastisk vild med salg. Så jeg fik andre til at sælge – det var de meget bedre til og det var en befrielse at give slip.

Den modstand jeg mødte ville jeg ikke have været foruden, flere gange havde jeg lyst til at opgive, men jeg tror vi lære lige så meget af vores fiasko end vi gør af vores succes. Så når man sidder på bænken, så fortvivl ikke. Mærk efter og forsøg at bygge en solidt fundament  omkring dig, også med de mursten andre har smidt efter dig.

Smil Metta