Sandheden skal man høre fra fulde mennesker og børn..eller måske endda fra en højt råbende teenager..

Det var hvad der mødte mig, da jeg kom hjem til Spanien efter 14 dage i Danmark. Det kan der være flere grunde til, men de med langtids-hukommelsen intakt kan nok svagt huske tilbage til dengang hjernen var under ombygning, hormonerne helt ude af kontrol og hvordan en bums på hagen næsten kunne udløse en tredje verdenskrig..

For at sige det mildt, så kan det nogen gange være lidt svært at navigere i ..jeg troede det var svært at have små børn, men det er da intet ifht. teenagere…hvorfor var der ingen der fortalte mig det…

Der sker nemlig ind imellem at jeg bliver udfordret på min tålmodighed, med deres svigende humør, aktivitets niveau, sengetider og madvaner.

Da kan det godt føles som at være ombord på Titanic – det ene øjeblik er det meget festligt og vi sejler bare derud af, men to sekunder efter finder jeg mig på dybt vand, det er iskoldt og jeg vil ønske nogen hører jeg råber SOS..

Og nogen gange lyder ens SOS…lidt for højt, det er her man skriger tilbage efter den utaknemmelige eller næsvise teenager, og man får den vildeste trang til at smide dem i seng, selv om klokken kun er 16. Der sker endda man dykker ned på deres niveau og leger Mette 7 år.

Men de gange hvor jeg formår at registere mit eget SOS.. det vil sige jeg er den der forlader situationen – katastrofen eller den synkende skude, for lige at udtænke en nødplan..ja det er her jeg ofte vinder eller får Titanic på rette kurs igen.

Problemet er at teenagere  pludselig kræver at blive hørt, set og spurgt til råds..så irriterende at man ikke bare kan nøjes med at stikke dem en sut. Men nu er det slut med at opdrage, og man beder til Gud, at der er proppet fornuft nok ind i dem, inden de får hår under armene. For da er det slut…de hører pludselig ikke særlig godt mere, får selektiv hukommelse og bliver pludselig helt vildt kloge på alt.

Heldigvis kæntrede Titanic heller ikke denne gang for os, vi fik lige styret uden om isbjerget og kom på rette kurs…og apropos kurs, så valgte jeg at tage Nicoline med på en mor-datter tur til Sevilla, uden lillebror og med 100% opmærksomhed. Det var i virkeligheden nok det hun savnede.

Tro mig det med 100% opmærksomhed, hvor begge er offline, tilstede og sammen…er det bedste man overhovedet kan gøre med sin teenagere. Det er så vigtigt man engang imellem henter dem..

Selv køreturen på 2 1/2 time var en fornøjelse, hun løb ingen steder og mor var ikke på facebook, så vi var jo tvunget til at tale lidt sammen…og det blev der..og der blev også sunget (skreget), fortalt hemmeligheder samt talt om problemer, drenge og tøj.

Lige nu ligger vi på hotel værelset i Sevilla efter en lang shopping dag..begge piger er glade og om lidt er der middag for to. I love it – I love her..

K (ærligt)

Metta